DF vil sende regning for besøg i Grønland til Trump
En amerikansk delegation rejser til grønland, og udgifterne for det besøg bør ikke tilfalde danskerne.
Det kan ikke være rigtigt, at Danmark skal stå med regningen for, at den amerikanske vicepræsidents kone, Usha Vance, skal besøge Grønland.Udgifterne i forbindelse med besøget bør i stedet sendes til den amerikanske præsident, Donald Trump.
Det mener skatteordfører for Dansk Folkeparti Peter Kofod.
- Der er tale om en amerikaner, der ikke er indbudt, og som kommer med det ene mål at annektere en del af dansk territorium.
- Det er jo en charmeoffensiv, der ender med at blive betalt af danskerne, siger han.
Den amerikanske andendame har meldt sin ankomst i Grønland fra torsdag til lørdag.
Hun får blandt andre følgeskab af USA's nationale sikkerhedsrådgiver, Mike Waltz, og energiminister Chris Wright.
Søndag forlød det, at flere end 100 danske politibetjente var sendt afsted mod Grønlands hovedstad, Nuuk, forud for besøget.
Det er på trods af, at der ikke er tale om et officielt besøg, og flere grønlandske politikere har da også afslået at mødes med Usha Vance.
Den 39-årige andendame skal i stedet bruge tiden på at besøge historiske steder, lære om grønlandsk kulturarv og overvære Grønlands nationale hundeslædeløb.
Ifølge Peter Kofod er hele seancen absurd.
- Det er noget mærkeligt noget. Jeg håber, at regeringen gør prisen op og sender udgifterne til den amerikanske ambassade, siger han.
Spørgsmål: Men er det ikke Danmarks eget valg at sende politi til Grønland?
- Det er helt klart forventningen, at dansk politi stiller op, når der dukker så prominent en amerikaner op. Danmark er et flinkeskoleland, og det har vist sig ikke at kunne betale sig.
Spørgsmål: Kan man ikke forvente, at hun selv kommer til at stå med de fleste udgifter?
- Det kommer hun da ikke til, når danske politibetjente sendes derop.
Spørgsmål: Men kunne vi ikke bare have ladet være med at sende dem afsted, når der ikke er tale om et officielt besøg?
- Det har du principielt ret i. Men det ville jo være en katastrofe, hvis der skete hende noget. Hvad ville de diplomatiske konsekvenser så være?
- Det er også derfor, at det her besøg er fuldstændig bizart. Normalt ville man gøre det til et officielt besøg, og så ville der være en klar drejebog for, hvordan man håndterede udgifterne, siger Peter Kofod.
Spørgsmål: Kender du til andre tilfælde, hvor besøgeren får regningen?
- Nej, men jeg kender heller ikke andre tilfælde, hvor konen til den amerikanske vicepræsident tager til Grønland for at annektere det. Så det er jo en ny situation.
Besøget sker i en tid, hvor Donald Trump flere gange har givet udtryk for, at han ønsker, at Grønland skal blive en del af USA.
Der er gang i regeringsforhandlinger i Grønland netop nu.
/ritzau/