Banker krakkede i 2008 og 2011: Nu kan du få fradrag for tab

26. MAR 2025 • 14:07ERHVERV/POLITIK

Aktionærer i Roskilde Bank og Amagerbanken skal have styr på dokumentation for at få fradrag for tab.

De aktionærer, der tabte penge på krakkene i Roskilde Bank og Amagerbanken, får nu - mere end et årti senere - mulighed for at hente en del af beløbet tilbage.

Det skriver revisionsvirksomheden BDO i et nyhedsbrev. Det samme skrev Nykredit på sin hjemmeside for nogle dage siden.

De to banker gik konkurs i henholdsvis 2008 og 2011, men konkursboet efter dem blev først endeligt opgjort sidste år.

Derfor er det først muligt at få fradrag for et eventuelt tab nu, hvor der er åbnet for årsopgørelsen for 2024.

Efter voldsom vækst op til finanskrisen faldt Roskilde Bank fra hinanden i 2008 og efterlod aktionærer med enorme tab.

Lukningen af Amagerbanken kom, efter at den flere gange havde været lige på vippen til at lukke og slukke - men hver gang fik hevet penge hjem.

BDO understreger i nyhedsbrevet, at et skattefradrag vil kræve, at tidligere aktionærer i de to banker har dokumentationen i orden.

- Opgørelse af det fradragsberettigede tab forudsætter, at købsprisen for aktierne kan dokumenteres eller sandsynliggøres, forklarer revisionsvirksomheden.

- Det kan være et problem for aktionærer, der ikke har gemt en papirversion af deres gamle købsnotaer eller ikke kan finde disse i deres e-Boks.

Skattestyrelsen åbnede vanen tro for adgangen til årsopgørelsen tidligere end først planlagt.

Da adgangen blev åbnet officielt mandag, var der blevet logget ind cirka 3,2 millioner gange. Det var det højeste antal i ti år.

Ifølge både BDO og Nykredit skal aktionærer i de to krakkede banker, såfremt de kan finde de gamle dokumenter, kigge på rubrik 66 i årsopgørelsen.

Samme rubrik vil også være interessant for tidligere aktionærer i luftfartsselskabet SAS, der blev afnoteret fra børsen i løbet af sidste år.

Forskellen vil dog være, at SAS-aktien automatisk vil være registreret som værdiløs i årsopgørelsen.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT