Lektor: Diplomatisk og folkeligt pres på USA har haft en effekt
Det er tale om en deeskalering, når USA's besøg i Grønland nu kun går til militærbase, vurderer eksperter.
Det diplomatiske og folkelige pres fra Danmark og Grønland er medvirkende til, at USA's besøg i Grønland nu er blevet ændret markant.Sådan lyder vurderingen fra Marc Jacobsen, ph.d. i international politik og lektor ved Institut for Strategi og Krigsstudier ved Forsvarsakademiet.
USA's vicepræsident, J.D. Vance, og hans hustru skal fredag besøge den amerikanske militærbase Pituffik Space Base, der tidligere er kendt som Thulebasen.
Tidligere var planerne, at en større amerikansk delegation skulle besøge Nuuk og Sisimiut.
- Jeg tolker det som, at de udmeldinger, der har været fra dansk og grønlandsk side, både på diplomatisk, men også på folkeligt niveau med en stor afvisning over for USA's besøg, rent faktisk har haft en effekt, siger Marc Jacobsen til Ritzau.
Nyheden om et amerikansk besøg i Grønland fik tirsdag Danmarks statsminister, Mette Frederiksen (S), til at kalde det kommende besøg et "uacceptabelt pres", som USA lægger på både Grønland og Danmark.
Grønlands fungerende regeringsleder, Múte B. Egede, har ligeledes sagt, at et besøg af den slags vidner om manglende respekt.
Rasmus Sinding Søndergaard, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, mener også, at den skærpede retorik over for USA kan have haft en betydning.
- Ligesom udsigterne til protester og generel folkelig modstand i Grønland så er det klart, at de her meget klare udtalelser fra Múte B. Egede og Mette Frederiksen også kan have bidraget til en amerikansk forståelse af, at det her ikke ville blive nogen succes, siger han til Ritzau.
Begge eksperter vurderer også, at varslede demonstrationer under det nu aflyste amerikanske besøg i Sisimiut har fået amerikanerne til at ændre programmet.
- Man har fra amerikansk side lavet en taktisk ændring, hvor man har erkendt, at folkestemningen i Grønland ikke ligefrem var positiv omkring det her besøg. Man havde risikeret ærgerlige scener, hvor folk ligefrem protesterer, siger Rasmus Sinding Søndergaard.
Det ville have ødelagt den fortælling, som amerikanerne forsøger at skabe om, at Grønland ønsker at være tættere knyttet til USA.
- Nogle af de ting, som amerikanerne havde tænkt sig kunne være gode billeder til sociale medier og amerikanske medier, kunne godt gå hen og falde dem i ryggen med en masse skilte med "Yankee, go home", siger Marc Jacobsen.
Begge eksperter mener stadig, at det er kontroversielt, at det nu er USA's vicepræsident, som besøger Grønland. Særligt på grund af timingen. Grønland har fortsat ikke en ny regering på plads efter valget for nylig.
- Når det er sagt, så ser jeg det som en deeskalering på den måde, at det står sådan set USA’s administration frit for at besøge Pituffik Space Base oppe i Nordgrønland, siger Marc Jacobsen.
/ritzau/