Salling Group får grønt lys til at overtage 33 butikker fra Coop
Nye Netto-butikker og Føtex-supermarkeder kan slå dørene op efter godkendelse fra konkurrencemyndighederne.
Salling Group A/S har fået godkendt sit køb af 33 butikker fra Coop Danmark A/S af Konkurrencerådet.Det skriver Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i en pressemeddelelse.
Salling Group havde oprindeligt planer om at overtage yderligere to butikker i Taastrup og Slagelse.
Men konkurrencemyndighederne mente, at det kunne hæmme konkurrencen betydeligt i de to områder.
På den baggrund valgte Salling Group og Coop Danmark at lade de to butikker udgå af fusionsaftalen, skriver styrelsen i pressemeddelelsen.
Hos Salling Group glæder administrerende direktør Anders Hagh sig over meldingen.
- Vi er selvsagt glade for myndighedernes godkendelse af aftalen, der gør det muligt for os at bringe Føtex og Netto ud til endnu flere kunder, og vi ser frem til byde en masse nye, dygtige kolleger velkommen i Salling Group, siger Anders Hagh i en pressemeddelelse fra dagligvarekoncernen.
Afgørelsen betyder, at Salling Group får 21 nye Netto-butikker, mens seks byer kan se frem til, at en helt ny Føtex, Føtex Food eller Føtex City slår dørene op.
I aftalen indgår også fire Coop 365-butikker, som Salling Group vælger ikke at genåbne, men i stedet forsøger at udleje til andre formål.
Coop Danmark bebudede i juni sidste år en større økonomisk redningsplan, der ville indebære lukning af 19 af koncernens butikker og salg af 35 butikker. 170 stillinger ville blive nedlagt, lød det.
Det skete på bagkant af, at Coop de seneste år været ramt af store millionunderskud.
Hos Salling Group skal man nu i gang med at omdanne de købte Coop-butikker.
Hvis det går efter planen, åbner de første butikker om få måneder, fremgår det af pressemeddelelsen fra Salling Group.
Coop og Salling Group holder i øvrigt købsprisen samt øvrige betingelser i aftalen fortrolig.
Salling Group står bag kæderne Netto, Føtex og Bilka og ejer over 600 butikker i Danmark.
Coop Danmark driver kæderne Kvickly, SuperBrugsen, 365discount og Brugsen.
/ritzau/