Havnearbejdere i Athen blokerer ammunition til Israel

18. OKT 2024 • 15:20UDLAND

Container med ammunition til Israel sidder fast i Piræus i Athen. Havnearbejdere vil ikke laste den.

Havnearbejdere i Piræus-havnen i Grækenlands hovedstad, Athen, blokerer for en container, som skal til Israel.

Ifølge havnearbejdernes forbund indeholder containeren 21 ton ammunition.

Blokaden er en protest mod krigen i Gaza.

- Tiden er kommet, hvor vi skal råbe det højt, at havnen i Piræus ikke skal være et springbræt til krig. Vi kæmper for fred, ikke Grækenlands deltagelse i krigen, skriver forbundet på Facebook.

Containeren kom til Piræus med lastbil fra Nordmakedonien torsdag, siger kilder i fagforbundet.

Det er meningen, at den skal lastes på et skib, der sejler under flag fra Marshall-øerne. Skibet skal til Israel.

Lastbilen med containeren er fortsat hos havnemyndighederne.

Der er udstedt en anholdelsesbegæring på en forbundsleder, siger en embedsmand hos kystvagten.

En anden kilde siger, at containeren har godkendte transitdokumenter.

Forud for blokaden havde havnearbejdernes forbund opfordret arbejderne til at protestere og blokere for containeren med våben og ammunition, sådan at det ikke kan bruges i krigen i Gazastriben.

Forbundet har lagt fotos på sociale medier fra havnen.

Her kan man se aktivister, og på en lastbil er der skrevet med spray: "Mordere, kom ud af havnen".

Grækenland har støttet Israels ret til at forsvare sig under den igangværende konflikt med den militante gruppe Hamas i Gazastriben.

Men regeringen i Athen har også opfordret til en omgående våbenhvile for at få afsluttet det, som regeringen siger er så stor "en humanitær katastrofe, at man ikke kan forestille sig det".

Krigen i Gaza begyndte den 7. oktober 2023, da Hamas trængte ind i Israel fra Gaza og dræbte 1200 mennesker.

250 andre blev taget med til Gaza.

Det fik Israel til at gå til angreb på Gaza for at knuse Hamas. Krigen er stadig i gang.

Store dele af Gaza er ødelagt, og over 42.000 mennesker i Gaza er ifølge de Hamas-kontrollerede myndigheder dræbt.

Det vides ikke, hvor mange af de dræbte der er væbnede Hamas-folk.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT