Vandretur til ukendt naturperle: Her er små huler der pirrer fantasien

Store Rævegænge i Almindingen er en af de mere ukendte sprækkedale på Bornholm, men den er en sand naturperle med lave klipper, små huler og sumpede vandhuller.

 

Turen

Vandreturen udgår fra parkeringspladsen ved Lilleborg ved 14 kilometer-stenen på landevejen Rønne-Svaneke. Herfra går man tværs over landevejen og følger stien til rokkestenen og drejer kort efter mod venstre og følger skovvejen. Turens længde inklusive besøget ved rokkestenen er på tre kilometer. Den tager halvanden time.

Store Rævegænge er navnet på en skjult sprækkedal i Almindingen. Der findes i alt 60 forskellige sprækkedale på Bornholm, og de fleste kender især Ekkodalen med det fine ekko.

Selv om Store Rævegænge findes nær den berømte rokkesten, kommer der sjældent mennesker, da få kender stedet. Det er synd, for sprækkedalen er en naturperle. Den smalle dal har ingen imponerede klippepartier. Der er lave klipper på begge sider, hvor store sten er faldet ned og har lavet små huler, der øger fantasien. Stien gennem dalen passerer sumpede vandhuller; nogle gange går man ovenpå flis og andre gange over smalle gangbroer. Der vokser mange elle- og birketræer, og overalt er der tætte puder af mos. På de åbne vandflader ses hvide nøkkeroser, og langs stien vokser der blåbær og bregner. Naturen er anderledes om vinteren. Med sne og frost er det snedronningens rige med lange istapper ned over klipperne.

En sump med elletræer. Foto: Søren P. Sillehoved

Vandreturen gennem Store Rævegænge

Et gænge er et bornholmsk navn for en gennemgang, men parallelt med den store findes der en mindre sprækkedal med navnet Lille Rævegænge. Måske hentyder navnet til ræve, for der var tidligere mange ræve på Bornholm, og måske boede de inde i dalens klippehuler. Efter et angreb af skab i 1992 uddøde alle de bornholmske ræve.

For at komme til stedet følger man den gamle landevej fra parkeringspladsen ved Lilleborg. Kort efter viser en afmærkning vej til Kohullet. Man forlader skovvejen og følger stien opad over skrænten og møder en ny skovvej. Den følges mod venstre, og et øjeblik efter ses skovsøen Kohullet. Her er meget smukt med klipper i baggrunden, og den sorte sø er omkantet af mos, der ligner håret på en skaldet munk. Der er en bænk, hvis man vil sidde og nyde stemningen.

Herfra følger man stien langs kanten af søen til højre, og derefter kommer indgangen til den skjulte naturperle Store Rævegænge.

Der er mængder af mos – her ses cypresmos, der ligner små nåletræer. Foto: Søren P. Sillehoved

Mange arter mos

Overalt vokser der mos. Spagnum dækker bunden af den fugtige sprækkedal, så det kan være farligt at forlade stien. På de mere tørre steder vokser mos med navnet jomfruhår på grund af de gyldne sporehuse, der ligner små parykker. Der ses ligeledes cypresmos, kostkløvtand, stjernemos og små puder af det sjældne gråmos, der bruges til julens dekorrationer.

Der er så stille. Der høres ingen motorstøj og i august heller ikke nogen fuglesang. Måske hører man nogle svage pip fra granernes fuglekonger eller hæse skrig fra lokale ravne. Fra det sure vand høres bobler af sumpgasser, der vokser hvide nøkkeroser og den kødædende plante med navnet blærerod. Den har gule blomster på en kort stilk. Under vandet findes fælden, en blære der med undertryk fanger vandinsekter hvorefter den lukkes. Insekter og smådyr er et supplement i det næringsfattige vand.

Den jungleagtige stemning bliver fremhævet af de mange myg og utallige bregner. Efter 400 meter slutter eventyret og et nyt begynder, skovsøen Puggekulle Kær.

Pukkekulle Kær er en smuk skovmose med et sært navn. Foto: Søren P. Sillehoved

Puggekulle Kær

Stien passerer en smuk skovsø, der minder om et mørkt øje omgivet af grantræer. Der vokser mange lærketræer, og ved den lille bænk ses både blåbær og tyttebær. Søens navn er mærkeligt. Oprindeligt blev søen kaldt ”puge”, der betyder noget overnaturligt, men det blev senere ændret til 'pugge', som er et bornholmsk navn for frøer. Men den rigtige udtale af den bornholmske dialekt er ”pujggja”, som betyder det bumser. Måske henfører navnet til skovbundens græsbevoksede sten, der ligner små bumser.

Rokkestenen, der stadig kan rokke. Foto: Søren P. Sillehoved

Mod rokkestenen

Man følger stien og kommer frem til en større skovvej. Den følges mod højre, indtil man ser en sten med henvisning til rokkestenen. Der er intet imponerende over den 14 tons store rokkesten, ud over at den rokker. På Bornholm var der tidligere mere end otte rokkesten. Alle er vandreblokke, der kom med isen under istiden. Rutsker Højlyng havde fire, der var tre i Almindingen og en på 30 tons i Paradisbakkerne. De er alle ophørt med at rokke, bortset fra denne.

Så sent som i 1800 troede man, de kunne rokke, fordi de lå ovenpå en ædelsten. Først senere fandt man ud af, at det var naturligt. Ien havde lagt dem ovenpå et leje af klippe, så de kunne bevæge sig ved berøring. Jeg synes rokkestenen ligner en lille bil.

Man skal naturligvis prøve at rokke med stenen, og bagefter følges den lille sti gennem granskoven til en større skovvej. Det er Rokkestens Vej, der følges til højre. Kort efter ses ved stiens højre side en stor vandreblok, der læner sig op ad et gammelt egetræ. Stenen kaldes for 'Munken', opkaldt efter den nærliggende Munkemose.

Skovvejen passerer både nåletræer og løvtræer, og der kan i august være rigtig mange svampe. De må gerne plukkes og tages med hjem. Et øjeblik efter møder skovvejen landevejen, og man er snart kommet tilbage til turens udgangspunkt.

Hvis der ingen svampe er på turen, er de plukket af andre skovgæster. Til gengæld har de ikke oplevet naturperlen Store Rævegænge, medmindre de kender stedet.

God tur.

Kohullet er en smuk skovsø med et upoetisk navn. Foto: Søren P. Sillehoved

 

Turens højdepunkter

Kohullet – skovmosen med det ucharmerende navn.

Store Rævegænge.

Puggekulle Kær. En meget smuk skovmose.

Rokkestenen – der kan rokke.

Vandreblokken Munken.