Michael og Maiken laver uhyggelig forlystelse i deres have

Michael og Maiken laver uhyggelig forlystelse i deres have
I Michael og Maiken Carlsens have kan der ske lidt af hvert, når det er halloween. Foto: Jesper Gynther
FAMILIE | Onsdag 13. november 2024 • 05:30
Jesper Gynther
Journalist
FAMILIE | Onsdag 13. november 2024 • 05:30

Bunken med halloweenpynt havde vokset sig så stor, at Michael og Maiken Carlsen i år valgte at åbne deres have for fremmede. Det blev en stor succes med besøg af 150 børn på fem aftener. Parret fra Muleby håber nu, at endnu flere tør komme på besøg til næste år.


Hvis du eller dine børn er til gys og gru, skal du overveje at tage en tur til Muleby, når det bliver halloween igen. På Skajlamark 1 bor nemlig et ægtepar, som elsker at pynte haven op med skeletter, spindelvæv, små dukker, spøgelser, "døde lig" samt hundredvis af andre skræmmende ting.

Det er ikke kun pynt det hele, for der strømmer også gysermusik ud af højtalerne, og værterne er klædt ud og prøver at skræmme dig, mens du forsøger at finde vej igennem den ene blindgyde efter den anden.

– Vi er begge to meget glade for gys, og vi har rigtig meget halloween-pynt og synes, det er sjovt at pynte op. Så kunne vi lige så godt lave noget ekstra ud af det, fortæller parret.

Der var omkring 150 børn, som havde mod på at tage turen rundt i den uhyggelige have, da Michael og Maiken Carlsen i år for første gang forsøgte sig med tiltaget. Parret havde på forhånd hængt nogle plakater op i Rønne, Hasle og Aakirkeby, men det kom alligevel bag på dem, at så mange havde lyst til at komme forbi i løbet af de fem aftener omkring halloween.


– Når man tænker på, at det var vores første år, så var det en kæmpe succes, fortæller Maiken Carlsen.

Til daglig arbejder Michael Carlsen som pædagog, og derfor var mange af gæsterne børn, som i forvejen kender til hans uhyggelige lege. Men der kom også en del børn, som de ikke havde nogen relation til.

– Det var jo bare virkelig fedt, at der også kom nogle, som vi ikke kender. For alle er velkomne. Det er ikke kun tiltænkt dem, der bor i Muleby, det er noget, vi laver for alle, der kunne have lyst til at komme og prøve det, fortæller Maiken Carlsen, som også selv er vant til at have med børn at gøre, da hun er uddannet folkeskolelærer og arbejder i en SFO.

En tissede i bukserne

Især Michael Carlsen har i mange år haft en stor passion for gysets verden, og han har blandt andet 3.000 gyserfilm på dvd. Men han er godt klar over, at det uhyggelige ikke er noget for alle.


– Jeg tror, det er lidt det samme som en rutsjebanetur. Nogle elsker det, andre synes, at det er forfærdeligt, siger han og forklarer, at passionen for gys og spænding stammer helt tilbage fra barndommen, hvor han legede legen "skub ind i stuen til mor og far" med sin bror og søster.

– Vores forældre sad bare i sofaen og røg cigaretter og drak kaffe, og jeg tror egentlig, de var ret ligeglade. Jeg ved heller ikke, om det var efter sengetid, men det var første gang, jeg fik det der sug i maven over, at der kunne ske et eller andet, erindrer han.

Det samme sug i maven håber han, at børnene får, når de går rundt i haven.

– Det handler om at få dem til at turde prøve noget, der er lidt uhyggeligt, som det jo er at gå igennem sådan en gang. Man ved godt, at man kan blive skræmt, men samtidig er det jo bare for sjov.

Var der nogle af børnene, der blev så skræmte, at de løb ud af haven så hurtigt som muligt?


– Vi havde ikke nogen, der blev væk, og vi havde heller ikke nogen, der græd, fortæller Maiken Carlsen, som dog godt kunne se, at håret havde rejst sig på mange af børnene.

– Mange havde meget store pupiller, og jeg kunne godt mærke, at de var blevet forskrækket – også dem, der påstod, at de ikke var.

– Vi havde en enkelt, der sagde, at hun var kommet til at tisse lidt i bukserne. Og så stod mor og far ved siden af og grinte lidt overbærende, for det var jo bare tøj, og så blev det vasket. Men det var tydeligt, at alle havde det meget sjovt, siger hun.

Frygt kan gøre dig gladere

Forlystelsen i haven går i det hele taget ud på at vise, at man godt kan have en god oplevelse ved at blive skræmt. Uhyggen foregår nemlig i trygge rammer.


– Vi har også beskrevet det på Facebook, at vi er en lærer og en pædagog, der står for det, så vi har jo også nogle pædagogiske bevæggrunde for at lave det her. At det ikke bare handler om, at vi skal skræmme livet af børnene. Der er jo en grund til, at vi laver det, siger Michael Carlsen og fortæller, at ideen med at åbne haven opstod, fordi parret havde været på Bremen Teater og høre om Troldspejlet, som er en mangeårig tv-udsendelse på DR.

– Der var der en, der snakkede om rekreativ frygt, og så satte det gang i det hele. Aarhus Universitet har forsket i det, og de har blandt andet fundet ud af, at det giver et bedre immunforsvar, og man bliver faktisk også et gladere menneske af det. På den måde er det lidt ligesom, når man prøver en rutsjebane.

– Så jeg tænkte, at det skal vi også lave. Det kunne være superfedt at prøve det, også specielt på Bornholm, hvor der ikke sker så meget, fortæller han.

Det kostede 20 kroner per person per tur i den uhyggelige have, og det kommer det nok også til at koste næste år. Det er nemlig ikke gratis at lave sådan en forlystelse.

– Vi ville gerne have, at det var noget, der var overskueligt for folk at kunne betale, så man også som familie med lidt flere børn havde lyst og råd til at prøve sådan en tur. Og samtidig følte vi, at vi fik lidt ud af det, fordi vi bruger rigtig mange penge på al den pynt, vi køber ind og sætter op, fortæller Maiken Carlsen og oplyser, at alene i år har parret købt halloweenpynt for 3.000 kroner.


– Vi har ikke engang brugt det hele i år, fordi vi har købt så meget ind. Så der er også til næste år, siger hun og fortæller, at de heller ikke er færdige med at pakke pynten ned igen. Men det skal det, for snart er der en ny grund til at pynte op.

– Vi er også meget juleglade, og der er allerede nogle, der har spurgt, om vi også ville lave noget udenfor i haven til jul. Men lige nu holder vi os bare til halloween, når det handler om at lave noget, andre også kan få noget sjov ud af.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT