Maria Fromseier efter stress og depression: Sig ja til hjælp - tag et pusterum

Maria Fromseier Kjærgaard var blevet udråbt til socialdemokraternes bornholmske kronprinsesse, da hun gik ned med en stressdepression. Men det var ikke første gang hun mødte modgang. Og midt i stormen mødte hun også kærligheden og fandt lysten til at komme tilbage i politik.

Maria Fromseier Kjærgaard besvimede og knaldede hovedet direkte ned i en radiator, da hun helt uventet fik overbragt beskeden om, at hendes mor skulle dø. Hun var 15 år og den yngste i en stor sammenbragt familie med fem ældre søskende. Sammen med to af sine søstre stod hun på stuen på Bornholms Hospital, hvor hendes mor lå kræftsyg og omtåget i sengen, da en sygeplejerske leverede moderens dødsdom med en henkastet bemærkning: ”Nå, det er der ikke nogen, der har fortalt jer? Jeres mor er døende,” sagde sygeplejersken. Og så besvimede Maria Fromseier Kjærgaard. Men beskeden gjorde mere ondt i hjertet end i hovedet, da hun kom til sig selv.

– Det var rimelig vildt. Der var vist en kommunikationsbrist i forhold til, hvem der var blevet informeret. For ellers var personalet egentlig ret dygtige, fortæller hun, da vi sidder omkring spisebordet i hendes hus, hvor hendes seks måneder gamle søn Magne pludrer livligt på gulvet, og hendes to lige så livlige hunde Magic og Showtime netop er blevet lukket udenfor i formiddagens stormvejr.

Selv blev den senere bornholmske lærer og politiker også lukket ud en følelsesmæssig hvirvelvind, da hun som ung teenager pludselig forstod, at hun ’lige om lidt’ ville miste sin mor. Moren havde flere år forinden fået konstateret livmoderhalskræft.

– I begyndelsen var det ikke noget særligt, og hun blev også flere gange erklæret så godt som rask og fik at vide, at kræften var forsvundet. Men i januar 2008 mistede min mor bevidstheden og blev indlagt på sygehuset.

Ren overlevelse

Kræften var atter vågnet og havde spredt sig. Sammen med sin far og søskende flyttede Maria Fromseier Kjærgaard ind på Bornholms Hospital.

– Det stod nu mere klart for mig, at de var ved at opgive hende. I julen op til hendes indlæggelse vidste vi godt, at hun var syg, men ingen af os vidste, at det var så tæt på. Jeg ville bare gerne i skole igen, så det tog noget tid at acceptere, siger Maria Fromseier Kjærgaard, som mindes ugerne på sygehuset frem til hendes mors død som ”ren overlevelse”.

– Vi prøvede at hygge os. Min far læste rejsedagbøger op for hende. I et forsøg på at gøre det tåleligt. Vi boede der sammen, så det gav også et sammenhold.

Det var en familietradition at lave rejsedagbøger, når den eventyrlystne familie før var vendt hjem til Bornholm fra deres fælles ferier i udlandet.

– Så skrev vi sammen minder ned, og bagefter sad min far ved computeren og gjorde rejsedagbogen fin og ordentlig. Men det var sådan et fælles projekt, når vi kom hjem fra ferier, så minderne ikke bare forsvandt.

Rejserne til blandt andet Irland og England havde før bundet familien sammen, men nu var de sammen om at være der for moderen, inden hendes sidste rejse. Og til al held var hele familien samlet, da hun døde.

– Jeg havde været en tur i skole, og min storebror havde været ude at gå en tur. Vi trængte også til noget frisk luft. Men da vi alle var kommet tilbage, så døde hun, så det var egentlig rigtig fint. Jeg tænker også, at hun på en eller anden måde ventede på, at vi skulle være der.

– Det har helt klart påvirket mig meget at miste min mor, også nu hvor jeg selv er blevet mor. Det er lidt vildt at tænke på, at nogle af de følelser, jeg har overfor mit barn, har hun også haft overfor mig. Jeg prøver virkelig at huske på de værdier, hun opdrog mig med, siger Maria Fromseier Kjærgaard. Foto: Jacob Jepsen

Moderen følger med

Maria Fromseier Kjærgaard kom hurtigt tilbage i skole. Allerede et par dage efter moderens død.

– Jeg kan godt huske, at både min lærer, min far og mine søskende satte spørgsmålstegn ved, om det var en god idé. Men jeg havde brug for at være i skolen, og jeg tror også det var det rigtige for mig at være der sammen med mine veninder. Sorgen var der stadigvæk. Men jeg græd ikke så meget. Det har jeg aldrig gjort mig så meget i, siger Maria Fromseier Kjærgaard, som nu skulle indstille sig på en ny hverdag uden moderen.

– Mine søskende var flyttet hjemmefra. Nu var det bare mig og min far. Jeg gik i skole, og min far og jeg trænede vores hunde i fritiden. Jeg synes, at vi har fået en stadig tættere forhold. Han kommer også og spiser i aften, smiler hun og tilføjer:

– Men det har helt klart påvirket mig meget at miste min mor, også nu hvor jeg selv er blevet mor. Det er lidt vildt at tænke på, at nogle af de følelser, jeg har overfor mit barn, har hun også haft overfor mig. Jeg prøver virkelig at huske på de værdier, hun opdrog mig med.

Hvad er det vigtigste de har lært dig?

– At turde kaste sig ud i livet, hvad enten det var politik eller at få sådan en røver der, siger hun og nikker kærligt mod sin baby.

– Og at man altid skal være ordentlig overfor alle. Jeg kan ikke huske, at de har talt dårligt om nogen. Man må være den store og opføre sig ordentligt, så kommer det som regel også igen.

Nu er jeg ikke pædagog som min mor var, men lærer, men hendes holdning til, hvordan man skal være overfor børn og venner og familie har jeg alligevel taget med mig. Hun er også med mig.

Maria Fromseier Kjærgaard ser mod hylden på væggen overfor.

– Hvis du kigger op, har jeg også billeder stående af hende rundt omkring her i huset. Og jeg har hendes fødselsdag tatoveret på armen. Så hun er med mig overalt. Jeg er ikke troende, men jeg føler alligevel, at hun følger lidt med. Det er ikke, fordi jeg har set et bevis eller et stjerneskud, men jeg føler, at hun er her og holder lidt øje, siger hun og sender billedet på hylden af hendes mor et varmt blik.

– Da der skete store ting i mit liv, som da jeg blev forlovet, blev mor eller blev valgt ind i kommunalbestyrelsen, så vil jeg da håbe, at hun så det. For det ville jeg jo gerne dele. Ellers deler jeg det med mine søskende og min far, for de er jo også en del af hende, og så er jeg bare stolt af at kunne føre hendes gener videre.

Bidt af hunde og politik

Maria Fromseier Kjærgaard har også arvet forældrenes passion for både børn, hunde og politiske debatter. I fritiden drev forældrene en kennel på landet, og begge var uddannede pædagoger.

– Min mor var leder af Vildanden oppe på Østre skole, og min far sad i pædagogernes fagforening BUPL. Og da jeg var omkring syv år, rykkede min mor også derned, så de har faktisk arbejdet sammen på kontoret dernede stort set, så langt jeg kan huske tilbage.

Hun beskriver hjemmet som ”superkærligt” med et meget positivt menneskesyn.

– Jeg er opdraget til at se det gode i de mennesker, jeg omgås. Men også til at det er okay at fejle, det skal man ikke slå sig selv i hovedet med hele tiden, men man skal så også bære over med andres fejl.

Og så var det et hjem, hvor der blev snakket meget politik.

– Jeg har billeder fra, da jeg som lille var jeg med til 1. maj arrangementer. Det kan jeg jo ikke huske, men det har jo formet mig at være med til politiske ting altid. Min far er gammel DKP’er, så han har været noget mere rød, end jeg har været. Det var min mor sikkert også. Og i takt med deres fagforeningsarbejde er der også blevet snakket meget om arbejdsforhold, og hvordan det er at være ude på et arbejdsmarked.

Selv fulgte hun i forældrenes fagforeningsfodspor, da hun efter 9.klasse flyttede et år til Aarhus for at engagere sig i foreningen Danske Skoleelever. Det er det eneste år, hun har været væk fra øen.

– Da jeg var færdig i Danske Skoleelever, blev jeg medlem af DSU og var aktiv der længe, fortæller Maria Fromseier KJærgaard, som ikke var mere end 16 år, da hun fik lov til at holde sin første 1. maj-tale på Galløkken til sådan et fælles 1. maj arrangement med alle de røde partier.

– Og så var jeg ligesom i gang med det politiske.

Det var dengang, Winni Grosbøll lige var blevet borgmester, og hende så hun meget op til.

– Det var fedt med sådan en ung kvinde, som havde godt styr på tingene, siger Maria Fromseier Kjærdgaard, som allerede blev valgt ind i kommunalbestyrelsen for første gang som 21-årig for godt otte år siden.

– Når man først er en del af det, så er det svært at stoppe igen, så er man med, ikke? siger Maria Fromseier Kjærgaard og smiler stort, mens hun fortæller, hvordan hun hurtigt fik nye politiske venner, heriblandt hendes nu nære veninde og mentor, miljøministeren Lea Wermelin.

– Lea og hendes mand Jonas er blevet nogle af vores bedste venner, og selvom vores barn ikke er døbt, besluttede vi, at de skulle være gudforældre.

Udråbt som kronprinsesse

Selv blev hun også bemærket som et nyt stort socialdemokratisk talent, og på en forside her i avisen blev hun endda udråbt som kronprinsesse til borgmesterposten, da hun havde taget hul på sin anden periode i kommunalbestyrelsen med næstflest socialdemokratiske stemmer efter Winni Grosbøll, og hun fik en tung udvalgsformandspost som belønning.

– Den avisforside var da meget sjov, og jeg har da sikkert også gemt den et eller andet sted. Men det var jo ikke mig, der havde bedt om at få den forside, og det var heller ikke mig, der havde brugt de ord, så jeg blev da sådan lidt målløs, da den kom ud. Men som politiker kommer der mange overskrifter ud og mange artikler, som man ikke selv er herre over, og det lærer man at leve med.

Men drømte du selv om at blive borgmester dengang?

– Nej, det var ikke lige det, jeg tænkte. Winni gjorde det jo også helt vildt godt, så jeg var bare glad for at være med til at gøre en forskel. Det tror jeg, at man kan gøre på mange måder. Jeg har ærligt talt aldrig gået op i poster. Men jeg var stolt af at være udvalgsformand, og undervejs læste jeg først jura og siden til lærer, da jeg ikke kunne se en kontorfremtid for mig. Jeg er mere til mennesker. Og jeg synes, at lærerjobbet er et af de vigtigste fag, så når nogle undrer sig over, at jeg ”bare” er lærer som kommunalbestyrelsesmedlem, siger jeg altid, at det da er os, der danner jeres børn. En god skolegang har betydning for resten af livet. Og hvad er vigtigere end det?

– Vi mødtes og gik en tur, og så flyttede jeg og mine hunde ind til ham kort tid efter. Og det er så endt sådan her, siger Maria Fromseier Kjærdgaard om mødet med sin kæreste. Foto: Jacob Jepsen

Alt blev gråt

Maria Fromseier Kjærdgaards politiske kometkarriere blev dog afbrudt af en stressdepression midt i hendes anden valgperiode.

– Jeg tror, det skyldtes mange ting. Måske havde jeg ikke helt færdigbearbejdet min mors død. Men jeg havde også for travlt. På det tidspunkt læste jeg til lærer, og jeg arbejdede i en fuldtidsstilling ved siden af mit arbejde som politiker. Og det er ikke for sjov at være politiker, det er heller ikke for sjov at være udvalgsformand. Det kræver masser af arbejde, og det havde jeg før nydt, men nu blev det hele tungt. Så jeg blev nødt til at stoppe op og tage et halvt års sygeorlov fra mit politiske arbejde.

Og det var en virkelig god beslutning, mener hun.

– Det var stressudløst. Jeg gik lidt ned i tid på arbejde, jeg blev stille og roligt færdig med min uddannelse, og jeg overgav udvalgsformandsposten til Erik Lund, som jeg var meget tryg ved, så der var noget pres, der kom af mine skuldre, så jeg kunne forholde mig til at få glæden tilbage, siger hun, mens en solstråle ganske passende med ét vælter ind i stuen og lyser rummet op.

– Og den kom heldigvis stille og roligt tilbage.

Men først føltes alting trist, husker hun.

– Det var at gå fra at synes, at tingene var rigtig sjove og at finde glæde ved tingene til, at jeg ikke engang kunne lægge mærke til, om det var solskin udenfor. Alt var gråt. Det politiske var gråt. Jeg kan huske, at vi skulle i gang med et budgetseminar lige der. De forhandlinger plejer både at være spændende og hårde, men det kunne jeg ikke overskue. Det var ikke sjovt at træne hundene. Alt var bare gråt.

– Så snakkede jeg med en, der sagde, at jeg hver dag skulle skrive tre ting ned, som har været gode. I starten var det netop sådan noget med, at der var sol udenfor, og at jeg havde været ude at gå tur, men med tiden blev det til andre ting, som viste mig, at jeg var ved at få det bedre.

Hvad er dit bedste råd til andre, der rammes af en stressdepression?

– Ræk ud efter dine nærmeste. Forhåbentlig er det også dem, der rækker ud til en, hvis man er sygemeldt. Men sig ja til hjælp og sig ja til at gå en tur, selvom du ikke lige kan overskue det. For det giver noget på kontoen bagefter. Og tag det pusterum, det er nødvendigt, understreger politikeren.

Fandt kærligheden

Selv kan hun godt huske, at det ikke var sjovt at fortælle omverdenen, at hun skulle sygemeldes.

– Det stod på forsiden alle mulige steder. Men det var vigtigt for mig at få det frem, fordi der ikke skulle køre historier om, hvorfor jeg pludselig ikke var til møder. Og det er klart, at det bliver blæst lidt større op, når man er politiker. Men jeg tror, at det er sundt at være ærlig omkring, hvordan man har det. Det har jeg selv fået god respons på, siger politikeren, der dog også har oplevet, at det kan være lidt tabubelagt, at man kan rammes af en depression.

– Jeg synes generelt, at der er en tendens til at se ned på folk, som trækker stikket en periode. Og jeg tror, at vi skal være bedre til at acceptere, at folk af forskellige årsager kan have brug for at tage et pusterum. For det kan være helt nødvendigt. Men det kan stadig føles skamfuldt. Jeg følte også selv, at jeg lod andre i stikken. Jeg skammede mig over, at andre skulle have en større arbejdsbyrde, fordi jeg trak mig. Og det skulle jeg slet ikke have forholdt mig til. Hvis jeg havde forsøgt at køre videre, havde jeg bare endt med at være sygemeldt et helt år, fortæller politikeren og indrømmer, at hun også gjorde sig sine overvejelser om, hvorvidt hun skulle fortsætte hendes politiske virke.

– Men da jeg kom mig lidt, kunne jeg godt mærke, at jeg ikke kunne lade være. Tænk at få lov at gøre en forskel og opleve nogle ting, som andre ikke nødvendigvis får lov til at opleve. Så jeg overvejede at stoppe, men i dag er jeg glad for, at jeg ikke gjorde det.

Så tiden hjalp dig?

– Ja, tid og god familie og gode venner. Jeg havde også stadig kontakt til mine politiske kollegaer. Og så fik jeg kontakt med ham, der står og fodrer vores barn, siger hun og ser smilende mod sin mand, Mikael, i køkkenet, som frimodigt skrev til hende under hendes sygemelding.

– Jeg har gået i skole med Mikaels lillesøster, men Mikael og jeg kendte ikke rigtig hinanden. Men han skrev til mig, at han syntes, at det var ærgerligt, at jeg var blevet sygemeldt, men at han håbede, at jeg kom tilbage i det politiske. Jeg fik først svaret ham senere. Når man er deprimeret, kan man jo ingenting, men efter noget tid kunne jeg godt huske, at han havde skrevet til mig, og han så da meget flink ud, og så gik jeg ind og kiggede lidt på hans sociale medier og fulgte ham og likede nogle ting, og så vågnede han endelig op igen, griner hun.

– Vi mødtes og gik en tur, og så flyttede jeg og mine hunde ind til ham kort tid efter. Og det er så endt sådan her.

Først mor, så politiker

Hun ser tilfreds rundt i rummet, hvor familiens to hunde igen logrer hyggeligt omkring i læ for blæsevejret udenfor.

– Og det er jeg rigtig glad for.

Selv fik hun en bonusdatter med i Facebook-romancen, og for et halvt år siden fik parret også en lille søn sammen, så nu er Maria Fromseier Kjærgaard ikke kun lærer og politiker, men også mor.

– Det er vildt. Vores søn er heldigvis nem og sød og sover pænt om natten, men det er klart, at man går fra at prioritere sig selv til at der nu helt 100 procent er en anden, der kommer i første række. Ens tanker er jo ikke længere kun på mig og mine gøremål, men en del af mig er nu hele tiden på ham og hans behov, fortæller den nybagte mor, som derfor også gjorde sig sine overvejelser inden efterårets valgkamp.

– Det var da også en overvejelse før denne valgkamp med en nyfødt baby. Det var da specielt, men det er også sjovt at se tilbage på, at han var lillebitte og med ude til debatter.

Men i dag har hun ikke fortrudt, at hun genopstillede.

– Jeg kommer nok aldrig til at slippe trangen til at gøre en forskel for det samfund, jeg er en del af. Det kan man jo også gøre i lærerrollen og på mange andre måder, men jeg er også rigtig glad for det politiske liv. Nu har vi en ny kommunalbestyrelse, så det er jo også fedt at få lov til at lære nye mennesker at kende.

Så du er ikke bange for at ryge ud i en ny depression med al den travlhed?

– Nej, jeg lærte meget sidste gang. Det er vigtigt for mig at stoppe op undervejs og mærke efter hvor jeg er nu, siger hun og ser kærligt på sin søn nu sidder med ved spisebordet.

– For mig er det vigtigste, at vi har fået en lille dreng. Det er førsteprioritet i alt. Og sådan må det være lige nu. Men jeg er også rigtig glad for de andre ting, jeg laver. Jeg starter relativt tidligt op igen i forhold til nogle af mine veninder fra mødregruppen, men jeg har også brug for det. Nogle går lang tid på barsel. Men det er smukt, at vi er i samfund, hvor mændene også får chancen for at være på barsel, siger politikeren.

Har du borgmesterdrømme i dag?

– Nej, jeg har drømmen om at være med til at udvikle øen. Posterne er ikke så vigtige for mig, men jeg er glad for at have fået æren af at sidde i børne- og ungeudvalget. Det er også hårdt, for det er os, der sidder med tvangsfjernelsessagerne. Det er overhovedet ikke sjovt at sidde til de møder, men det er også noget af det vigtigste at sikre børn en tryg opvækst. Jeg sidder også i børne- og skoleudvalget og i fritids-, kultur- og lokalsamfundsudvalget, så jeg har fået lov til at kombinere de ting, som jeg synes er vigtige, smiler den driftige unge bornholmer, som i dag ser begge sine forældre i sig selv.

– Det sidste års tid er der mange gange, hvor min far og jeg har nået at sige den samme sætning eller lave den samme joke. Og heldigvis kender jeg mange, som kendte min mor som pædagog og leder, som fortæller mig, at jeg ligner min mor rigtig meget af både udseende og personlighed. Det synes jeg er virkelig hyggeligt, så på den måde bærer jeg hende også videre.

Blå bog

Maria Fromseier Kjærgaard. Født 1993.

Uddannet lærer. Har også læst jura. Indvalgt for socialdemokratiet i hendes tredje periode. Sammen med sin kæreste har hun sønnen Magne og bonusdatteren Mirabelle.