Klubtilbud handler både om jul og fællesskab

Klubtilbud handler både om jul og fællesskab
At slibe køkkenredskaber i træ var den mest populære aktivitet, da museumsforenings klub inviterede til juleworkshop. Foto: Henrik Nielsen
FAMILIE | Lørdag 2. december 2023 • 13:50
Henrik Nielsen
Journalist
FAMILIE | Lørdag 2. december 2023 • 13:50

Det handler ikke kun om at lave pynt og gaver, når museumsklubben inviterer til workshop. Det handler også og fællesskab og demokratisk dannelse.

Mulighederne er om ikke uendelige så i hvert fald utallige, når børnefamilier skal finde på noget at lave i adventsweekenderne op til jul. Det var udgangspunktet, da museumsforeningens klub lørdag inviterede til jul på museet i Rønne med mulighed for at lave julepynt, kollager og træredskaber til køkkenet.

Da klokken slår 11, og skiltet med "Museet er åbent" bliver hængt ud, åbner juleværkstedet, og efter et par minutter viser det første barn sig. Sanne Steenberg Hansen og Mathilde Lindvad var ellers indstillet på at vente lidt lægere på besøg, både fordi der foregår så meget andet, og fordi museumsklubbens juletilbud er nyt.

– Vi har haft sådan nogle julearrangementer før corona i forbindelse med vores juletema, men decideret juleworkshop er det mange år siden, vi har lavet, fortæller Sanne Steenberg Hansen.

Blandt de første børn er træarbejdet klart det mest populære. Det er ikke noget med at skære med sav eller kniv. Det havde museets tømrer Lars Hansen gjort på forhånd, men både smør- og paletknivene er lidt grove i kanterne, og børnene kaster sig engageret over sandpapiret.

– Børn må ikke stå ved maskiner, og hvis man ikke er vant til at holde en sav eller en kniv, kan det gå rigtig galt, så det er ikke helt nemt at lave sløjdarbejde. Derfor starter vi i det stille med noget, man bare skal færdiggøre, siger Sanne Steenberg Hansen.

Klub er også fællesskab

På væggene hænger jule- og adventspynt, som er lavet af børn fra nogle af øens børnehuse og skoler.

– Hvorfor går kalenderlyset kun til den 4. december? siger en dreng til Sanne Steenberg Hansen.

– Det er, fordi det er et adventslys, tænker jeg, så det er første, anden, tredje og fjerde søndag i advent. Tror du ikke det? svarer hun.

Drengen trækker på skuldrene og går tilbage til sandpapiret og sin smørkniv. En anden dreng står ved det bord, hvor billedkunstner Sunny Asemota sidder klar til at guide deltagerne ind i kollagens univers.

– Var det ikke dig, der sagde, at du godt kunne tænke dig, at vi laver noget med politi? Nu har jeg snakket med en fra politiet, så i februar laver noget om politi, fortæller Sanne Steenberg Hansen drengen.

Det er sådan Bornholms Museumsforenings klub for børn foregår. Børnene kommer selv med forslag til aktiviteter, og i bedste fald er de også med til at arrangere dem.

– Ideen med klubben er, at børnene ikke bare skal komme, men de skal også engagere sig i planlægning, måske lave en flyer eller stå for et arrangement sammen med nogle voksne. Næste gang, når det er håndarbejde, vil vi prøve at få nogle af pigerne, som har spurgt efter det, til at være med til at planlægge det, fortæller Sanne Steenberg Hansen.

På sigt vil klubben også lave nogle arrangementer, hvor børnene skaber noget sammen. Det kan være en skulptur i ler på Hjorths Fabrik eller et kunstværk. For en klub er også fællesskab, understreger Sanne Steenberg Hansen:

– Projektet er også sprunget ud af demokratisk dannelse og det at tage aktivt del i samfundet. Det er også for at lære noget klubmentalitet.


 

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT