Her kan man møde Fabeldyret og Stenrøret

Vandreblokke. Det kaldes de store sten, der kom nordfra med isen til Bornholm. Da istiden sluttede for 15.000 år siden, smeltede isen, hvorefter de mange sten endte overalt på øen. Særlig mange vandreblokke kom der i de nordlige og østlige områder; især i Rutsker Højlyng og Paradisbakkerne. Nogle af dem blev til de berømte rokkesten. Engang var der syv store rokkesten på Bornholm. Tre i Rutsker Højlyng, der var ligeledes tre rokkesten i Almindingen samt en stor på 30 tons i Paradisbakkerne. Der er i dag kun én aktiv rokkesten tilbage, en lille på 10 tons i Almindingen.

 

Turen

På Nordbornholm viser talrige skilte vej til naturområdet Rutsker Højlyng. Blandt andet på landevejen Olsker-Rø eller Klemensker-Rø. Man kan også fra Rø køre mod golfbanen og fortsætte til Slettevej, hvis man følger den mod venstre, vil en lille parkeringsplads med toilet være tydeligt markeret. Turens rute er kun halvanden kilometer og meget nem. Der er kun få markeringer på strækningen, hvilket heller ikke behøves. Man kan ikke tage fejl af ruten.

I ældre tider var Rutsker Højlyng en meget besøgt lokalitet på grund af sine tre store rokkesten. Da de efterhånden holdt op med at kunne rokke, mistede stedet manges interesse, måske fordi området ligger udenfor de almindelige turistruter. Flere skilte langs de nordbornholmske landeveje viser dog vej til Rutsker Højlyng.

Der er ikke bare utroligt smukt, når lyngen blomstrer, for selv om rokkestenen ikke kan rokke mere, er den meget seværdig. Og der er mange andre store vandreblokke. Nogle af dem ser mærkelige ud, for eksempel er 'Fabeldyret' en stor sten med et sjovt udseende. 'Stenrøret' er en meget stor sten omgivet af mange små runde sten. Den er dog et fortidsminde fra jernalderen.

Tørken og varmen i august gav ikke mange svampe i naturen, men i september vil de myldre frem. Tag en kurv med på vandreturen, måske vil en lækker kantarelstuvning om aftenen vække gode minder om en dejlig og meget nem skovtur.

I området findes mange store og små vandreblokke. Foto: Søren P. Sillehoved

Historien om højlyngen

Fra gammel tid havde øens befolkning en fælles ret til bruge øens lyngarealer til græsning for deres kreaturer. Her gik får og køer og græssede om sommeren, og man brugte lyngen til brændsel om vinteren. Øens skove var for længst fældet, de mange kreaturer åd af de unge selvsåede træer, og derfor blev øens højtliggende udmarker til en åben hede med lyng og enebær. Efter 1800 blev en mindre del tilplantet med skov for kongens regning (Statens) og kaldt Almindingen. Fra 1842 blev den gamle ordning ophævet, og alle øens lyngmarker skulle tilplantes med skov. De største dele blev foræret til øens sogne mod tilplantning af skov. Rutsker Plantage blev tilplantet i 1886. I 1930 blev en mindre del af plantagen fredet på grund af de tre rokkesten og andre store vandreblokke, og der blev samtidig lavet naturpleje for at bevare de åbne lyngarealer, det område kaldes Rutsker Højlyng.

På vandretur i Rutsker Højlyng

Fra parkeringspladsen følger man cykelstien ind i området. En lille pæl med teksten Højlyngsstien fortæller, at den samtidig er en mindre del af den nyetablere vandrerute på 67 kilometer gennem de gamle lyngområder. Efter cirka 100 meter viser et skilt til højre vej til rokkestenen. Den er stadig imponerende, selv om stenen ikke kan rokke.

Tilbage på cykelvejen fortsætter man ad cykelvejen til den lille rokkesten på syv tons. Da den ligger på et skrånende terræn, skred den for mange år siden og mistede evnen.

Hvor cykelvejen slår et sving, forlades den, og man følger stien mod venstre gennem området. Kort efter passeres på højre side en vandreblok på 30 tons. Den kaldes for ”Fabeldyret” og ligner en mellemting mellem en hval og en elefant. Allerede i 1930 mistede dyret sin evne til at rokke.

På den modsatte side af stien ses det åbne område med lyng, flade klipper og mængder af små og store vandreblokke. Måske ses en svævende musvåge over stedet. Der er meget smukt, ensomt og stille, og selv om området bliver naturplejet, kan man se, at mange unge popler og birketræer skyder frem.

Mod 'Stenrøret'

Kort efter viser en pæl, at Højlyngsruten fortsætter nordpå til højre. Et ældre skilt viser til venstre vejen mod 'Stenrøret' og derfra forvandles den åbne sti til en mørk skovsti gennem en løvskov af forskellige arter. Kort efter kommer man til områdets største vandreblok, der er omgivet af mange tusinde små runde sten. Måske brugt som en begravelses plads eller offersted i jernalderen. Der findes ikke tilsvarende i andre steder i Danmark, men i Sydsverige findes der mange 'rør'.

Birkerørhat vokser altid under birketræer. Foto: Søren P. Sillehoved

På svampejagt i skoven

Fra oldtidsmindet følger man stien gennem skoven mod venstre. Her kan det svare sig at lede efter kantareller langs skovstien eller på kanten af åbne grøfter. Der vokser svampe i alle skove, også der hvor træerne vokser på morbund, altså tidligere lyngmarker. Der vokser ingen svampe under træet ahorn, da de udskiller nogle stoffer, som svampe ikke kan lide. Under birketræer vokser birkerørhat og under egetræer velsmagende rørhat også kaldet Karl Johan. Nogle skørhatte er giftige, især de røde. Hvis den lugter af skaldyr, er det arten hummerskørhat, en rigtig god spisesvamp. Skørhatte er skøre og krummer, hvis man rører hatten, mælkehatte udskiller en hvid mælk. Pluk kun de kendte svampe og undgå de andre, for der vokser også mange giftige svampe.

Skovstien mod venstre passerer en stor smuk vandreblok med grønt mos, og et øjeblik efter ses en nøgen klippevæg med en rød farve. Der skyldes klippens indhold af mineralet feldspat. Efter et kort øjeblik kommer man tilbage til parkeringspladsen.

Dermed er vandreturen slut. Rigtig god tur og svampejagt.

Turens højdepunkter

Den smukke blomstrende lyng i det fredede naturområde.

De mange vandreblokke.

Det mærkelige fortidsminde kaldt 'Stenrøret'.

Den sjældne fornemmelse af at være næsten helt alene i naturen.

Chancerne for at komme hjem med gode spisesvampe.