Størrelsen er en hemmelighed

Størrelsen er en hemmelighed
Forsvarsminister Troels Lund Poulsen vil ikke sætte antal årsværk på det kommende Bornholms Regiment. Foto: Holger Larsen
Torsdag 12. juni 2025 • 19:00
Holger Larsen
Journalist
Torsdag 12. juni 2025 • 19:00

Forsvarsministeren holder antallet af årsværk på Almegårds Kaserne tæt til kroppen.

– Jeg kommer ikke til at sætte årsværk på, for det handler også om vores sikkerhedspolitiske situation. Men det bliver en forstærket tilstedeværelse og en langt større kampkraft.

Det sagde forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V), da Tidende torsdag i forbindelse med oprettelsen af Bornholms Regiment forsøgte at få sat nogle tal på, hvor mange ekstra soldater, der vil få deres dagligdag på Almegårds Kaserne.

Troels Lund Poulsen lagde vægt på, at det i fremtiden også bliver et forsvar med en anden struktur, hvor der vil være forskellige kapaciteter, som ind imellem også vil være på Bornholm. Her nævnte han specifikt det kommende mobile jordbaserede luftforsvar. Forligskredsen har besluttet, at der skal hasteanskaffes tre kortrækkende jordbaserede luftforsvarssystemer.

– Andre kapaciteter, som kan være relevante i forhold til Bornholm, er kystmissilforsvaret, som er en ny kapacitet, vi har anskaffet, minelægning og undersøisk overvågning, sagde ministeren.

Nyt byggeri kan tilpasses

Den historiske torsdag den 12. juni på Almegårds Kaserne bød også på rejsegilde på det store byggeri af tre nye garagebyggerier med mandskabsfaciliteter.

Spørgsmålet er, hvordan det byggeri til cirka en kvart milliard kroner passer ind i, at der nu kommer nogle andre enheder på kasernen, og Opklaringsbataljonen skal til Haderslev.

– Det, der er ved at blive bygget, er standardgarager, som vi også har andre steder i landet. De kan tilpasses de behov, der måtte være, så det er ikke sådan, at de bygninger ikke kan opfylde fremtidens formål. Det kommer de til at gøre, fastslog Troels Lund Poulsen.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT