Ny kommandant: Klar til kamp – og til at bygge nyt regiment fra bunden

Ny kommandant: Klar til kamp – og til at bygge nyt regiment fra bunden
Oberst Lars Nygaard overtog kommandoen på Almegårds Kaserne torsdag den 12. juni. Foto: Holger Larsen
Fredag 13. juni 2025 • 05:30
Holger Larsen
Journalist
Fredag 13. juni 2025 • 05:30

Oberst Lars Nygaard står i spidsen for etableringen af Bornholms Regiment.

– Jeg er en professionel soldat og officer, der er kommet op i 50’erne. Jeg har gjort tjeneste i Hæren, siden jeg blev indkaldt som værnepligtig, da jeg var 18.

Med de ord præsenterer Bornholms nye kommandant og chef for Bornholms Regiment, oberst Lars Nygaard, sig for bornholmerne.

– Jeg har været rundt i det meste af kongeriget. Jeg har en god og bred erfaring, og det vi skal til at bygge op nu, mekaniseret infanteri, er noget af det, jeg har allermest erfaring med, siger Lars Nygaard.

Den nye chef har dog ikke gjort tjeneste på Almegårds Kaserne, men har tidligere som stabschef i 2. Brigade arbejdet tæt sammen med den bornholmske opklaringsbataljon.

– Det var en anden tid og en anden opgave, end den vi får nu med den nye bataljon, siger han.

Der skal etableres en mekaniseret infanteribataljon med fire kompagnier, hvortil kommer yderligere to kompagnier.

Masser af erfaring

Det er en del af hærplanen, at Opklaringsbataljon fra Bornholm bliver splittet op og fordelt på garnisonerne i Haderslev (hvor Lars Nygaard tidligere var chef), Holstebro, Høvelte og Slagelse.

Hvad med de soldater, der er på kasernen i dag – skal de skiftes ud og af sted til Haderslev og andre steder?

– Der er ikke noget konkret om, hvordan man vil løse den opgave. Men der sker et rolleskifte, hvor det man skal lave her er mekaniseret infanteri. Vi skal have opgaverne i centrum, men vi skal også kigge på, hvad soldaterne brænder for. På Bornholm har vi dygtige soldater med masser af erfaring, så kan det godt være, at man skal til at lave noget nyt. Men de allerbedste soldater er dem med masser af erfaring, så jeg er optaget af, at så mange som muligt vil fortsætte herovre og være med til at opbygge den nye bataljon, siger Lars Nygaard.

Bornholms nye kommandant bliver ikke heltidsbornholmer:

– Familien bliver i København, og så er jeg herovre, når tjenesten kalder. Det har jeg prøvet før, og det fungerer fint, siger han.

Regimentet

Fra Forsvaret.dk: Bornholms Regiment kommer til at indeholde de stabsmedarbejdere, der hører til et regiment og en mekaniseret infanteribataljon.

Det mekaniserede består i, at soldaterne vil råde over pansrede køretøjer, som de benytter til at bevæge sig i terræn.

Ved Bornholms Regiment vil antallet af værnepligtige soldater på Bornholm også stige betragteligt. Regimentet skal fremover uddanne to værnepligtskompagnier, og uddannelsen kommer til at vare 11 måneder.

Det forventes at blive godt for hvervning til den faste styrke, og opbygningen af den mekaniserede infanteribataljon, der udgør regimentets grundstamme.



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT