Der mangler stadig en kommunal legeplads i Allinge, men det arbejdes der også på. Bestyrelsen i Nordlandshallen er ved at samle fondsmidler ind til en stor legeplads, som efter planen skal etableres foran hallen, direkte overfor Cirkuspladsen. Budgettet er på 1,3 millioner kroner og tanken er, at den kommende legeplads skal fungere som et tilbud til de mindre børn, mens de store børn og unge vil være på banerne på den anden side vejen.
Det fortæller formanden for Nordlandshallens bestyrelse, Carsten Grønning. Han er sammen med bestyrelsen i fuld gang med at indsamle fondsmidler til den nye legeplads, men det går ikke helt så hurtigt, som han godt kunne tænke sig.
– Vi har en halv million, og vi har ingen byggetilladelse endnu. Så det bliver hverken i dag eller i morgen, men måske næste år, siger Carsten Grønning.
Nordlandshallen har slået sig sammen med et firma, der er specialiseret i at bygge legepladser. De står lige nu overfor en udfordring, som de nok ikke er vant til, siger Carsten Grønning. For der et enkelt, men ufravigeligt krav til den kommende legeplads.
– Den skal kunne fjernes under Folkemødet, siger han.