Vi er nu nået til midten af årets første forårsmåned, Det markerer vi med tre digte om netop foråret (eller ‘vårijn’ eller ‘framtiden’ som det også kan hedde på bornholmsk).
Digtene er alle hentede fra tidsskriftet Borrijnholmarijn, men anføres nedenfor med retskrivning tilpasset principperne ved Bornholmsk Ordbog (og med rettelse af enkelte åbenlyse fejl). Efter digtene bringes gloser til udvalgte ord.
Dagens første digt, der blev trykt i første årgang af Borrijnholmarijn (1929), tilskrives ‘Ejn Swânikabo’:
Bællana i framtiden (Ejn Swânikabo)
Vårijn e nu kommijn,
se, vor alt de smilar
slopped å me ajl sijn iz
Grynabækkjijn ilar.
Bækkjastarr å starrijn
gassa sai i solens sjinn,
vær târ sin
ejn mâga fin
å floier jimm te røddajn!
Gjöjnamâd dæjn vida
æjnnastjærner nætta,
anemonan blå å pen
i Vâzaån stå tætta.
Når vi vora laiser
kajn, dom ajle râ å rætt,
en bokætt,
så stor å nætt,
vi plokka jimm te moer.
Dagens to sidste digte stod begge at læse i anden årgang af Borrijnholmarijn (1930) og er digtede af hhv. Karl M. Kofoed og H. P. Haagensen:
Forårmârn i Smorrby (Karl M. Kofoed)
Dânijnen lyzer om Ryttaraknaitijn,
snârt kjikker soln âuer Almijnnen opp,
hânajn hajn gâler, for lyzed hâr rajt ’ijn,
læjnkjehujnn strækkjer sijn dâuena kropp.
Soen hon rættar sai,
Grizana lætter sai,
gjæssen de taddrar, å hønsen gjorr hopp.
Hæstana bider i spiltâu å krobba,
fækraitern stongas å vænter på for,
bonijn hajn vâunar, å snart e hajn oppa,
kajler på folken me hastua or.
pajarna, dræjnnana
må idå sæjnnana,
molka å fora, mæns konn dækker bor.
Fâulana sjønger, å vâunana ballrar;
milkavâunskuskijn hâjn kommer i traw;
kjitarna tømmes, å kajnarna skallrar;
te maieried de går me et jaw.
Sin târ maskinarna
mâzed å pinarna;
dâjn løvver fram uden gammeldâs draw.
Pånå ræjtit forår (H. P. Haagensen)
Då snejn slapp ujnnan, sa jorn va bâr,
ble folk så vissa å sâ:
“Nu kajn ejn se, de ad framtiden drâr,
nu sjinner soln, lâ vos nu varra glâ,
for nu bler ’ed forår!”
Mæn så hâuse slapp ikkje vijnterens kjyjll,
de ble ræggjut å kâlt många dâ,
folk fikkj snâua å gâ væred sjyjll,
nyste å sjæjlde å sâ:
“De kajn ikkje ble forår!”
Mæn starrijn vysslar livæl å sjønger,
å blomster framtita i læ.
Mozzikan gjer sai nokk goa styjnner,
mæn knopparna kjæwna på boska å træ,
for de lakkar ad forår.
Naturn hon vâwnar nu opp å sijn blujnn,
de kajn ejn nu se å höra.
En saitlawen kviddran en awtanstujnn,
kajn ly som fjæjllstawnasång for mit öra,
når dær e forår i loften.
Som i hijn awtanijn, månajn sjinde så nætt,
jâ gjikk ad stæjn långs me ren.
Et pâr gjikk for mai opp ad hijnajn tætt
å di satte dom hæn på ejn sten.
Hajn sâ: “Jâ târ ejn kjøss te,
for jâ troer, jâ må”.
Piblijn swâre: “Du må’kje lâ ble,
kajn du væl forstå!”
Jâ tæjnte: “Nu vidd du besje,
nu e’d livæl seddan pånå
bled ræjtit forår.
Gloser til de tre digte (anført i kronologisk rækkefølge): • framtiden: foråret. • bækkjastarr: solsort. • gjöjnamâd: skovsyre. • æjnnastjærna: kodriver og forglemmigej. • laisa: lektie. • dânijn: (her) dagslys. • taddra: kække (om gæs). • krobba: krybbe. • fækraiter: kvæg. • hastuer: hidsig. • paia: tjenestepige. • dræjnn: tjenestekarl. • ballra: larme. • kjita: (træ)spand. • skallra: rasle. • draw: (her) besvær. • pånå: næsten, nærmest. • hâuse: hurtigt. • ræggjut: vejr med rimfrost. • kjyjll: kulde. • snâua: snue. • vyssla: fløjte. • mozzika: planten skovmærke. • kjæwna: bugne, bulne, give sig ud. • saitlawinj: sagtfærdig, lavmælt. • fjæjllstawnasång: nattergalesang. • ren: række med træer, typisk i et skel.
Bâgsian er lavet i samarbejde med Bornholmsk Ordbog – gå på sproglig opdagelse på bornholmskordbog.ku.dk
