Onkel kæmpede i nazihæren - men var han nazist?

Torben Østergaard Møller

Journalist

Historien om Ole Høst, den ene af malerparret Oluf og Hedvig Høsts sønner, er sprængfuld af drama, og nu udgiver Oles nevø Erik Høst en bog om onklen, som døde i Ukraine, da han havde indrulleret sig i den tyske nazihær under 2. verdenskrig. Ole ville være kunstmaler, men var han dygtig? Hvordan var hans forhold til sin berømte far - og var han nazist?

– Prøv lige at se! Det bliver ikke bedre, siger Erik Høst.

Han står her på havnen Norresân i Gudhjem, hvor der er højt til himlen, udsyn til kimingen, og bag os ligger byen.

Han er næppe den eneste, der elsker denne plet på Bornholm ikke så langt fra Oluf Høst Museet i Løkkegade 35.

Selv bor han og hans hustru, Lene, i nr. 21, og på deres hus er der et skilt med påskriften "Oluf Høsts Sti".

Høst mig her og Høst mig der, og ja, Oluf Høst er Eriks Høsts farfar, hvilket gør den berømte kunstmalers søn Ole Høst til hans onkel.

Mens Erik har masser af personlige minder om Oluf og hans hustru, Hedvig, der ligeledes var kunstmaler, har han af naturlige årsager ingen om Ole. Han døde nemlig i Ukraine under kampe på tysk side mod russiske soldater i 1943, og Erik er først født i 1956.

Men nu har han skrevet en bog om onklen med titlen "Ole Wiedemann Høst – Maler og idealist". Han modtog selv bogen for cirka 10 dage siden.

– Og det var jo stort, siger han.

– Men den kunne heller ikke have ladet sig gøre, hvis jeg ikke havde fået hjælp til det kunsthistoriske af kunsthistoriker Mogens Lau, som bor i Rønne, og til det grafiske arbejde af Michael Thunberg i Allinge. Så stor tak til dem, siger han.

I bogen har han tre hovedpointer om Ole, som blandt andet bygger på intens læsning af breve, der er udvekslet mellem Ole, familien og hans kæreste dengang, Gurli Kjøller (senere Larsen), men dertil arkiver med opgørelser over danske nazister samt anden research.

Ole er ikke noget sted registreret som medlem af nazistpartiet, slår Erik Høst fast, og når han gik ind i krigen på tysk side, skyldtes det snarere en frygt for den kommunisme, som Josef Stalin repræsenterede. Dertil kommer, at både den danske regering og fagbevægelsen rent faktisk som led i samarbejdspolitikken faciliterede og tolererede, at danskere meldte sig under den tyske fane.

Samtidig var arbejdsløsheden høj i Danmark, og det anslås, at flere end 100.000 tog arbejde i Tyskland, hvilket også Ole gjorde, inden han meldte sig til hæren.

Dernæst vil Erik Høst gerne punktere myten om, at Ole havde et dårligt forhold til sine kunstnerforældre.

Og endelig vil han gerne fastslå, at Ole faktisk var en dygtig kunstmaler, som han mener havde potentiale til at træde ud af sine forældres skygge.

Hjem til Gudhjem

Tidende møder i første omgang Erik Høst i hans hjem i Løkkegade nær hans berømte bedsteforældres hjem, der i dag er kendt som Oluf Høst Museet, men vi beslutter også straks lige at gå ned på Norresân og tage et par billeder, idet vi jo altså passerer museet på vejen derned.

Erik Høst er født og opvokset i Gudhjem, herfra hans verden går, fornemmer man, når han står og falder i staver over havnemiljøet.

Vi returnerer ikke desto mindre snart til hans og hustruens stue, som naturligvis blandt andet er prydet af originale malerier af Oluf Høst, til en kop kaffe og en snak om hans bog, som kommer på gaden 21. marts.

Det er hans første bog af den karakter, idet han dog tidligere har udgivet en doktorafhandling, som han forsvarede i sen alder, nemlig i 2011 som 55-årig, og som han forklarer handlede om DNA-brud i sædceller.

Han har således, forklarer han, gennem sit arbejdsliv blandt andet haft den store fornøjelse at hjælpe barnløse par til at blive forældre.

Oprindeligt var han uddannet bioanalytiker, men i år 2000 uddannede han sig til magister i biomedicinsk laboratorievidenskab ved Lunds Universitet – og i 2011 blev han altså doktor.

Han er født og opvokset omkring 100 meter fra stuen, hvor vi aktuelt sidder.

– Lige over for vandrehjemmet i et langt, rødt bindingsværkshus, siger han.

– Vi var mine forældre, Niels og Ulla, og mine tre storebrødre, Ole, Trygve og Peter.

Omkring 1980 flyttede han til København for uddannelse og arbejde, hvor han, hvad det sidste angår, især har arbejdet med prænatal fosterdiagnostik.

– Jeg var også med til at lave det første reagensglasbarn i Danmark. Den rejse har været fantastisk, og jeg føler mig meget privilegeret i forhold til, at jeg har fået lov til at arbejde med at hjælpe barnløse til at få et barn. Det er jo stort, siger han.

Hans forældre døde begge inden for tre uger i 2002, og han og Lene, som sammen har børnene Mie og Søren, besluttede omsider at gøre noget ved tankerne om at flytte fra København og "hjem" til Gudhjem.

Lene er sygeplejerske, og vel er hun fra Sønderborg, men:

– Vi kom her jo i alle ferier, også nogle gange i weekenden, og hun var også blevet meget forelsket i Gudhjem, siger Erik.

Og efter et par år, hvor han pendlede, fik han arbejde på Bornholms Hospital, hvor han tilbragte de sidste 15 år af sit arbejdsliv.

Husker dem

Han fortæller, at han var 10 år, da farfaren, Oluf Høst, døde i 1966 og 17, da farmor Hedvig døde i 1973.

– Så dem husker jeg jo tydeligt, siger han og nærmer sig årsagen til, at han nu har skrevet en bog om onkel Ole.

– Da vi skal tømme mine forældres hus, står der sådan en fletkurv, der er fuld af breve og andre materialer, og den stillede vi så ned i kælderen her hos os, og først for cirka tre år siden åbnede jeg den. Og så lå der jo et hav af breve, som ingen havde set før, bortset fra selvfølgelig dem, der oprindeligt havde modtaget dem.

Og det var breve fra hvem til hvem?

– Det var fra jo breve Oluf og Hedvig til deres søn, Ole, og også til min far, Niels. Der var også breve fra Ole til hans forældre, altså Oluf og Hedvig, og så var der en hel række breve fra Ole til hans kæreste, Gurli Kjøller, som boede i Nexø, men oprindeligt kom fra Christiansø. De var kærester fra 1939 til 1942, og det er tydeligt, at de var meget forelskede i hinanden. Og ja, så var der også en del breve til familien i øvrigt.

Erik studerede det hele, ligesom han fik samlet nogle af Oles malerier sammen, som i dag er del af Høstmuseets udstilling oppe i baghaven i det, der betragtes som Oles atelier.

– Mit projekt startede egentlig med, at jeg ville prøve at dokumentere hans kunst, så jeg skrev jo rundt i familien og til nogle venner, som jeg kunne formode måske havde nogle billeder af ham, siger han.

Er det rigtigt forstået, at du ville skrive en bog, som ikke handlede så meget om den dramatiske side af hans liv med krig og død i Ukraine under den nazistiske fane, men snarere om kunsten?

– Ja, jeg ville skrive om Ole som kunstmaler. Selvfølgelig kommer jeg også ind på det andet, men det primære fokusområde i min bog er hans liv som kunstmaler, som varede i 10 år.

Ole Høst, forklarer nevøen, er således født i 1915, og familien bestående af Oluf og Hedvig samt drengene Ole og Niels, altså forfatterens far, flytter til Norresân i 1929, hvor den slår to huse sammen til en kæmpe villa, det nuværende museum.

Ole, som er 14 år ved flytningen, gør sin skolegang færdig i Aakirkeby, men erklærer så over for sine forældre, at også han vil være kunstmaler.

– Og det syntes forældrene da var en god idé, siger Erik Høst og oplyser, at de straks skaffede ham staffeli og malergrej.

– Så det starter der i 1932, og Ole maler indtil 1942, så det er 10 års produktion, han har. Når du kigger i bogen, kan du også se, at der sker en gradvis udvikling. Og i mine øjne er han en fantastisk dygtig og talentfuld maler.

Et eftermæle

Er hans kvaliteter som kunstmaler lidt blevet overset i den mere dramatiske historie?

– Ja, det mener jeg absolut, de er. Der er ligesom ikke rigtig nogen, der har fokuseret på hans malerier. Så mit primære mål med den her bog har været at give ham et eftermæle som kunstmaler og ikke kun alt det andet.

Men hvordan bliver han generelt vurderet som kunstmaler, hvis nu en kunstkender ser bort fra den dramatiske historie?

– Jamen, der er ikke rigtig nogen, der har beskæftiget sig med det. Der bliver heller ikke rigtig på auktioner solgt nogle af hans malerier, så vidt jeg ved.

Så du tænker, at han er underkendt?

– Ja, bestemt. Og jeg tror, han er underkendt på grund af sin deltagelse i 2. verdenskrig.

På nazistisk side?

– Ja, han var på tysk side som SS-soldat og blev dræbt i Ukraine tæt på Kharkiv i 1943, 28 år gammel. Og som jeg også skriver i forordet i min bog, sympatiserer jeg ikke med eller bifalder på nogen måde hans holdninger. Selvfølgelig ikke!

– Men Ole var også et menneske, og han var det i en urolig tid, ligesom vi har nu faktisk. Der var uro i verden, der var trusler fra Spanien, der var trusler fra Sovjetunionen, der var det ene og det andet.

– Han kommer under påvirkning af blandt andet en østrigsk konsul, som var udsendt af det nazistiske styre i Tyskland til Danmark for at arbejde med nordisk kultur, og som nok får Ole lidt ind i det der. Han bor også meget i København, hvor han er gode venner med Knud W. Jensen, senere stifter af Louisiana-museet i Humlebæk, og møder også Ole Wivel, og de laver sammen en gruppe, de kalder for Ringen, og som ikke mindst interesserer sig for den tyske kultur og litteratur.

Er din pointe, at der er flere årsager til, at han så at sige går galt i byen, men at du prøver at holde fokus på kunstmaleren?

– Ja, men jeg har også nogle breve fra nogle af Oles venner, som alle skriver, at Ole lige så godt kunne have været på den anden side. Han tager først ned og arbejder i nogle tyske miner, og da han kommer hjem i august 1942 melder han sig som frivillig i Frikorps Danmark. Derfra melder han sig som frivillig i Waffen SS og kommer i træningslejr nede i Klagenfurt i Østrig.

– Og det var et dumt valg, kan man sige, men det handlede altså blandt andet om, at han frygtede den russiske kommunisme, som Josef Stalin stod for. Og jeg har undersøgt diverse arkiver, også i Tyskland, og ingen steder er han noteret som medlem af nazipartiet.

Der har også været teorier om, at Ole havde et dårligt forhold til sin far, Oluf, hvilket var medvirkende til, at han på den måde forlod Danmark for at tage aktivt del i krigen, men det kan Erik Høst ikke finde belæg for i de mange brevudvekslinger, han har læst.

– I ingen af de breve, jeg nu har siddet og læst flere gange, er der noget, der tyder på, at der skulle være et dårligt forhold mellem far og søn, siger Erik.

– Tværtimod er der ros. Oluf roser Oles kunst til skyerne. Gid, jeg var lige så dygtigt som dig, skriver han på et tidspunkt i et brev. Og han fortæller om, hvordan han eksempelvis har problemer med et motiv, Suserenden lige hernede ved Norresân, men så finder han nogle af Oles lærreder frem, som inspirerer ham, så han kan komme videre. Der er ikke andet end roser fra Oluf til Ole, og Ole roser også sin far og er megalykkelig, når far har været nede at se på hans billeder og har sagt, "det er skidegodt, min søn", gå videre.

Distance

Så det der modsætningsforhold mellem far og søn mener du simpelthen ikke, at der er belæg for at konstatere var der?

– Det er non-existent, som det hedder på nutidigt dansk, siger Erik Høst.

Faktisk så far Oluf gerne, at Ole fortsatte Bornholmerskolen, som var inspireret af den nye franske kunst og dens eksperimenter med farve, abstraktion og kubisme, som han, Oluf, jo var en garant for.

– Men Ole ville gerne på det tidspunkt gå mere over i at male portrætter og sådan noget. Jeg har også et par eksempler i bogen, blandt andet på forsiden, som er et selvportræt, og han var pissedygtig til det, siger Erik Høst.

– Men der er også antydninger af, at han er nødt til at gennemgå det der helvede, den krig var, for ligesom at komme videre i sit liv som kunstmaler.

For at distancere sig lidt fra far, fordi det er svært som søn at være i samme branche?

– Ja, det vil jeg tro. Og det kan man godt forstå. Det er lidt ligesom, hvis man inden for jazzen taler om John Coltrane, som var en rigtig dygtig saxofonist. Han har en søn, Ravi Coltrane, som også er en pissedygtig tenorsaxofonist, men han har også problemer med hele tiden at blive trukket ned i en bås grundet faren.

– Det kunne være et argument for Oles deltagelse i krigen, men hovedargumentet for, at han går den vej, er som nævnt, at han er hunderæd for Stalin og Sovjetkommunismen, og at den skulle overtage kommandoen i Europa, siger Erik Høst.

– Og som jeg også fortalte dig, er der indikationer på, at han lige så godt kunne have valgt den anden side og være blevet modstandsmand. Der er heller ikke noget i de breve, jeg har fundet fra Ole, der tyder på, at han grundlæggende sympatiserer med nazismen. Overhovedet ikke.

Den russiske dissident Aleksandr Solsjenitsyn, som levede 1918–2008, var berømt for sit værk "Gulag Øhavet" om de russiske fangelejre. Han fortæller i starten af sit værk om, hvordan han selv havde været officer i den russiske hær, inden han blev lejrfange.

Han beskriver også, at han bestemt ikke behandlede sine undersåtter særlig pænt, og hans konklusion lyder, at ondskaben ikke går mellem mennesker – jeg er god, du er ond – men ned gennem det enkelte menneske, som så må vælge, hvad det vil være.

Men det er jo en helt anden historie.

Eller er det …?