Wonder-drengen, der blev leder af Musikhuzet

John Madsen har levet af og med musik hele livet. Og han kan både blive suget ind i en disneysang og et dødsnummer. Som ung var han med til at starte Wonderfestiwall og drømte en overgang også om selv at blive rockstjerne, men nu er han i stedet blevet leder af Musikhuzet i Rønne. Og han glæder sig til at udvikle det regionale spillested.

Allerede som dreng voksede John Madsen sammen med musikken.

– Jeg har været omkring ni år, da jeg så nogle film, der hed "Wayne’s World". Det er nogle virkelig platte komedier, men i en af filmene arrangerer personerne en festival. Og det har siddet fast i mig i virkelig mange år, siger John Madsen og griner ved tanken.

– Det var bare to dudes, der lavede festival, men jeg tror, at det tændte en eller anden gnist i mig allerede dengang. Og da jeg sidenhen selv begyndte at lave en festival, kunne jeg sætte mig selv totalt ind i det barndomsminde.

I filmen får Wayne og hans ven booket selveste Aerosmith og andre gamle rockbands, fortæller musiklederen, som på det tidspunkt trods alt ikke havde nogen idé om, at musikken også skulle blive hans egen levevej - eller at han efter 15 år som agent i musikbranchen skulle lande drømmejobbet som leder af Musikhuzet på sin fødeø.

– Det er helt klart den stilling, jeg helst vil have på Bornholm. Den passer ret godt til mine kompetencer og min profil, siger den nye musikleder, som allerede flyttede tilbage til sin ø for fire år siden "fordi der kom for mange børn".

Men da han viser indenfor i Musikhuzet i Rønne, er det kun en uge siden, han satte sig i stolen som leder af spillestedet.

– Det har været en intens uge, lad os sige det sådan, griner John Madsen, som nærmest lige var landet fra en familieferie i Thailand, da den nye travle hverdag mødte ham med et hav af møder, og med få dage på posten har han endnu ikke har nået at møde samtlige medarbejdere, der med alle husets frivillige tæller omkring 150.

– Der er en del medarbejdere, som primært arbejder i weekenderne. På den måde er der ret mange mennesker i huset, som jeg også skal lære at kende. Så jeg prøver at få ansigter på og sige hej til folk, siger han, inden han spoler tiden tilbage til sin egen indgang i livets koncert.

Voksede op med musik

Han beskriver sin bornholmske barndom som tryg og eventyrlig.

– De første seks år voksede jeg op på et relativt stort fritidslandbrug med mine tre søskende uden for Klemensker, inden vi flyttede til Allinge. Mine forældre havde jobs som landbetjent og butiksassistent, og ved siden af havde de en masse dyr, så jeg husker, hvordan vi kørte halm om sommeren og luede ud i bedene.

Men mellem halm, dyr og søskende blev musikken også et velkendt lydtæppe i opvæksten, selvom forældrene ikke selv spillede musik.

– Mine forældre har altid hørt meget musik. Og høj musik. Når der blev gjort rent om søndagen, satte min mor Beatles på, og min far har spillet alt fra Elvis Presley til klassisk musik for mig. Og jeg kommer også fra et hjem, hvor vi er glade for at synge. Vi synger dårligt, men vi er glade for at synge, ler han.

Fra Disney til dødsmetal

Tidligt begyndte han også selvstændigt at dyrke musikken.

De første plader, han købte, var med de superpoppede Sugarbabes og noget hårdere Linkin Park. Og det har fulgt ham siden, at han hører hvad som helst, hvis det siger ham noget. Og sådan er han musikalsk blevet formet af lidt af hvert.

– Jeg begyndte på et tidspunkt selv at købe hårdere og hårdere rock- og metalplader, men syntes samtidig hiphop var megainteressant. Men jeg så stadig "Boogie Listen" på DR1, og det var bare populærmusik, så lidt klicheagtigt hørte jeg rigtig meget forskelligt, siger John Blicher.

Og det er han fortsat med:

– Jeg kan både synge med på de helt store popsange og har også en ret stor kærlighed for metal, og det er blevet mere og mere nichet med årene. Jeg har arbejdet med black metal i mange år, så den genre har jeg også en stor forkærlighed for. Og rigtig mange af mine gamle venner er blevet rappere i dag.

Musikhuzets direktør tier et øjeblik.

– Jeg tror måske, der er noget ekstremt, der har trukket lidt i mig nogle gange, kommer det så.

– Hiphoppen var på et tidspunkt nok lidt ekstrem, og metallen er det nok stadig. Og så er det måske også i den kontekst lidt ekstremt at kunne stå og skråle med på disneysange. Men jeg tror, det er alle de ting, der har trukket i mig. Jeg kan godt lide det følelsesregister, man kan komme igennem, hvis man bruger musik og forskelligt musik på forskellige måder. På den måde kan musik også få dyb betydning for den enkelte, mener han.

– Jeg tror, at jeg forbinder musik rigtig meget med det at blive forstået. Genkendt måske. Det med, at man kan putte sig ind i en artists univers og føle, at det taler specifikt til mig og min situation.

– Mine forældre har altid hørt meget musik. Og høj musik. Når der blev gjort rent om søndagen, satte min mor Beatles på, og min far har spillet alt fra Elvis Presley til klassisk musik for mig. Og jeg kommer også fra et hjem, hvor vi er glade for at synge. Vi synger dårligt, men vi er glade for at synge, siger John Madsen. Foto: Joan Øhrstrøm.

Medskaber af Wonder

John Madsens musikviden var tidligt mere omfangsrig end mange af sine jævnaldrende.

Og som ung var han heller ikke kun storforbruger af musik, men bragte også sin kærlighed til musik i spil, når han sammen med sine entreprenante kammerater som Pelle Peter Jenzel og Daniel Mühlendorph arrangerede fester og bookede koncerter på gymnasiet.

Og musikken blev også hans redning, da studenterhuen var i hus i 2006.

– Jeg anede ikke, hvad jeg ville. Så jeg fortsatte med at arrangere fester.

Sammen med otte fyre fra Allinge var han også med til at skabe øens første Wonderfestiwall i 2008.

– Jeg var med i Wonder i tre år som medarrangør, booker og konferencier. Og jeg fortsatte som konferencier deroppe i alle årene. Men jeg har ikke længere noget at gøre med planlægningen. Det kan jeg ikke tage æren for. Jeg står bare og råber og leger pauseklovn, siger han ydmygt, men de seneste 15 år har han selv levet af at arrangere koncerter.

Fik succes uden uddannelse

Når man hører John Madsen fortælle om sit liv, er musikken også uden tvivl en rød tråd i hans tilværelse. Men at han skabte sig en karriere indenfor musikbranchen er alligevel noget, der som han siger - "skete henad vejen".

– Da jeg gik i skole, havde jeg i hvert fald ikke skrevet ned på en lap papir, at jeg ville arbejde i musikbranchen. Men da jeg er 20 år og lykkes med at arrangere en festival og får tilbud fra andre i musikbranchen, begynder det nok så småt at gå op mig, at det synes jeg kunne være sjovt, siger John Madsen, som til gengæld aldrig færdiggjorde en uddannelse efter gymnasiet.

– Jeg begyndte på flere, men det har aldrig givet mening for mig. For sideløbende dygtiggjorde jeg mig indenfor musikbranchen. Så til sidst gav det ikke mening for mig at sidde på skolebænken, når jeg kunne arbejde og mulighederne blev ved med at åbenbare sig for mig, og jeg kunne blive ved med at skubbe min karriere et sted hen, hvor jeg lærte noget nyt. Så det er totalt ’learning by doing’.

Efter sin succes som medarrangør og booker på Wonder, fik han et tilbud fra Skive Festival, hvor han arbejdede som koordinator og afvikler i nogle sæsoner, inden han blev afvikler på Bremen Teater med artister både fra ind- og udland. Samtidig blev han headhuntet til at etablere et bookingbureau for et mindre pladeselskab på Amager, hvor han blev ’head of agency’.

– Her fik jeg et relativt succesfuldt indiebooking bureau op at køre. Det viser igen, at jeg har bred musiksmag. For det var især reggae og dancehallmusik, jeg nu kom til at promovere.

Drømmen om rockbandet

Samtidig flirtede han også med livet som musikstjerne med sin egen musik. For sideløbende med sine jobs som både bookingagent og afvikler – udviklede han også sit eget bandprojekt.

– Jeg tror, musikpressen dengang døbte det knallertrock. Det tror jeg er meget godt beskrivende. Det var bare 2 og 4 i gulvet og jackstikket i hjertet og så derudad med langt hår og tatoveringer.

– Vi var to bornholmere, der fandt to nordjyder, og så fusionerede vi noget magi omkring nogle københavnske rammer. Vi var to, der ikke kunne spille, og to der var rigtig gode til det, siger han og afslører, at han ikke selv hørte til de mest musikalske i bandet.

– Jeg kom med i bandet, fordi jeg var med til at starte det. Men da vi skulle sætte holdet, gik det op for os "jamen, John, du kan jo ikke spille noget, og du synger heller ikke særlig godt". Og så blev vi enige om, at jeg bare tog bassen. Og af samme årsag brugte jeg kun de tre øverste strenge. Men det virkede, og vi fik turneret, hvor jeg lod som om, jeg kunne spille bas, siger han og griner:

– Min gamle bookingagent sagde det smukkest, da han sagde "John, når du står på scenen, kan jeg jo høre, at du ikke kan spille bas, men jeg kan se, at du er virkelig god til at få det til at se ud, som om du kan", siger han smilende og fortæller, at han stadig husker, hvordan han modigt kastede sig ud i ’projekt rockmusiker’.

– Uden at kunne spille et instrument tog jeg en bas og var frontmand, siger han og griner han, mens han lader mindet om hans debut som rockmusiker tone frem.

– Det var lidt at springe ud på dybt vand. Den første koncert, vi spillede, var foran 700 mennesker. Der var udsolgt, og det var i Pumpehuset. Det var nervepirrende. Men jeg tror også, det gav mig en forståelse af, at man rent faktisk godt kan gøre, hvad man sætter sig for. Held følger jo tit dem, som arbejder rigtig hårdt.

Hvad var din største oplevelse med at optræde?

– Det er jo en skelsættende oplevelse at få lov til at stå på Roskilde Festival. Vi hed Förtress. Dengang hed det Rising-scenen, det var det nye musik, der blev præsenteret der. Vi havde ikke udgivet særlig meget eller puttet vores tekster online, men det var ret magisk at se 3-4.000 mennesker stå og synge med og headbange til vores musik. Det synes jeg var en ret vild oplevelse. De tre kvarter, vi spillede, føltes både, som om de varede to minutter og fem timer. Det var et vakuum af alt muligt, der gik op i en højere enhed. Det var meget magisk, siger han drømmende.

– Der ligger stadig nogle optagelser af det på Youtube, som en i crowden har optaget og en gang i mellem, når jeg er skal ned af memory lane, så sidder jeg der, helt skamfuld, og kigger på mig selv, ler den tidligere rockmusiker, som i en periode spillede på flere strenge med job både på og uden for scenen.

– Til sidst gav det ikke mening for mig at sidde på skolebænken, når jeg kunne arbejde, og mulighederne blev ved med at åbenbare sig for mig, siger John Madsen. Foto: Joan Øhrstrøm

En hobby med et job i

I tre år spillede han sammen med sit band på flere festivaler i både Danmark, Tyskland, Holland og Norge, inden eventyret blev sat på "mute", da han var 28 år.

– Det var en naturlig opbrudstid. Jeg fik mit første barn. Og når der kommer et barn, skal der jo nogle penge på kontoen hver måned, så går det ikke bare at leve på en sten, så jeg stod overfor en skillevej – skal jeg prøve at leve af det rockband, eller skal jeg tage et lidt mere sikkert valg og stadig arbejde med musik?

Han endte med at vælge det sidste ved at investere al sin tid i at blive en god agent. Og som udøvende musiker havde han nu også fået værdifuld viden om, hvordan det er at stå på scenen. Men i dag er det 10 år siden, han gik ud af det langhårede rockorkester.

– Selvom jeg savner det nogle gange, så fortryder jeg det ikke, siger John Blicher som i stedet skruede højt op for sin agentkarriere.

– Jeg har været på ret mange agenturer rundt omkring. Senest har jeg været på All Things Denmark, som er en ret stor international virksomhed med afsæt i Europa og startede i de nordiske lande, men har så spredt sig i Italien og Belgien og andre steder, hvor jeg har arbejdet med relativt store danske navne.

Jobbet som agent åbnede også en spændende verden, fortæller han.

– Det er stadig som en hobby med et job i, siger John Madsen, der dog også har haft tid til at stifte familie.

Hjem til barndomsøen

John Madsen mødte dog også sin partner Tina i musikalske rammer.

– Tina er også bornholmer, men vi mødte hinanden på Roskilde Festival. Så ja, der er noget rød tråd med musik i mit liv. Det var i 2009. Jeg var 22 år, og det eneste, jeg kan huske fra det møde er, at jeg kunne rigtig godt lide Tina, men hun ikke kunne lide mig, siger han og bryder ud i latter.

– Det tror jeg måske, jeg syntes var lidt spændende. Det er måske det med, at det, man ikke kan få, smager lidt bedre. Men det var en trods alt en kort, men meget intens kurtiseringsperiode.

Siden har de som par været hinandens modpoler.

– Det er næsten i forhold til alt. Hvis jeg synes en farve er flot, synes hun det helt sikkert ikke. Det giver nogle gnidninger, men det gør også, at vi stadig er sammen. Jeg tror, det er vigtigt, at man bokser lidt en gang i mellem for at komme videre sammen. Det skaber spænding i forholdet. Og jeg synes, vi er gode til at prikke hul på de vakuums, der kan opstå, når noget har været usagt i for lang tid, siger han og trækker luft ind, inden han fortsætter sin sætningssolo:

– Og så tror jeg, vi begge har en rimelig fasttømret idé om det her – det er jo ’for life’. Og så må man finde løsninger, hvis vi bliver uenige om noget. Vi har tre søde smukke piger sammen på ni, syv og fire. Og der er ikke nogen af os, der har lyst til, at det skal være anderledes konstrueret.

Hvad bragte jer tilbage til Bornholm?

– Jeg havde i mange år gerne villet tilbage, og da Sølve kom, som det tredje barn, blev vores lejlighed for lille. På det tidspunkt boede vi et kollektiv i Gentofte sammen med tre andre familier og var superglade for det. Men da vi manglede plads, blev det for dyrt at skulle købe noget i området. Samtidig ville vi også gerne have installeret os sådan, at når vores ældste datter Saga skulle starte i skole, skulle det helst være en skole, hun kunne blive i hele sin skolegang.

Kærlighedens kraft

Heldigvis kunne drømmen om et familieliv på barndomsøen også forenes med den daværende arbejdsplads.

– De var gode til at gribe, at man under corona kunne arbejde remote og stadig være superproduktiv, siger den tidligere musikagent, der i løbet af sin karriere i musikbranchen har prøvet at afvikle alt fra koncerter og comedy til fashionshows – og endda også gudstjenester.

Men han er ikke religiøs, fortæller han. Alligevel tror han på en kraft, der ikke kan ses.

– Jeg tror på, at kærlighed er den kraft, der binder os sammen. Og jeg tror, det er endnu vigtigere end nogensinde i vores verden lige nu, at vi hiver de tanker og følelser frem. Det er i hvert fald min opfattelse og oplevelse, at det præcis er sådan noget som musik og store liveoplevelser kan skabe. Så der føler jeg mig heldig at arbejde i et felt, hvor vi er nogle, der promoter den teori, siger han eftertænksomt og tilføjer:

– Så hvis jeg tror på noget, er det nok grundlæggende, at mennesker har lyst til at være gode mod hinanden. Individet er grundlæggende et kærligt og tillidsfuldt væsen, tror jeg. Jeg tror på mennesker, og jeg tror på samhørighed. Og netop følelsen af samhørighed er liveoplevelserne eksponent for, mener han.

– På nogle måder er liveoplevelser sammenhængskraften i vores samfund. Om du er pensionist eller student, så går vi alle til livekoncerter, og vi kan alle stå og synge med på "For eviiigt’, griner han på Volbeats omkvæd.

– På nogle måder er liveoplevelser sammenhængskraften i vores samfund. Om du er pensionist eller student, så går vi alle til livekoncerter, og vi kan alle stå og synge med på 'For eviiiigt'. Foto: Joan Øhrstrøm

Menneskebatterier

Selv bruger han også musikken til at stemme sit sind.

– Den måde jeg selv hører musik på i hverdagen er totalt afspejlet af mit humør. Men nogle gange også det modsatte. Hvis jeg føler mig trist, kan jeg sætte noget på, der gør mig glad. Og når jeg kører hjem i bilen, og der kommer et nummer på i radioen, som jeg synes er fedt, så skråler jeg.

– Jeg synger ad helvede til, men jeg elsker det. Der er noget frigivende i det, hvis du har haft en lang dag. Det er jo en ventil, du kan åbne, og så kan du komme af med noget, selvom det er andre, der har skrevet det, så er du stadig inde i det samme univers, hvor du kan få udtrykt det samme. Så hvis der kommer Queen på med "Don’t Stop Me Now", så er det den følelse, du har. Så er du en raket, der bare drøner hjem til Nexø og børnene.

Hvor finder du størst mening i livet?

– Det er nok igen lidt klichefyldt, men det er i min families skød. Det er efter aftensmaden, når der måske er kommet en lille smule ro. Så sætter jeg mig med min pige, som er ved at lære at læse, og i sådan et moment bliver man nødt til at være til stede, og det synes jeg er enormt meningsfuldt. Og når vi lægger bogen fra os, kan det eskalere i, at alle tre unger overfalder mig.

– Så ligger vi og ruller rundt på gulvet i en halv time og slås og bokser, og det synes jeg er helt vildt livsbekræftende. Det lader mig op efter en lang dag. Det er bare menneskebatterier, der giver mig power. Og jeg synes, det er nogle af de mest værdifulde sekunder, jeg har på jorden overhovedet, siger han og ser til siden.

– Jeg bliver helt følelsesmæssig rørt af at tænke på det. For det er så utrolig meningsfuldt. Det er det, jeg skal. Alt muligt andet giver også mening for mig. Men hvis jeg skal pege på noget, der giver mest mening, så er det de øjeblikke, hvor jeg virkelig er til stede med børnene, hvor der ikke er noget gråd og skrig, som der også kan være rigtig meget af i en børnefamilie.

– Det kender vi alle sammen. Men der hvor det går op i en højere enhed, og vi alle sammen er på totalt samme bølgelængde, så er der ikke noget andet i verden, der betyder noget.

Løber uden musik

Det er også menneskelige batterier, der lader ham op, når han er ked af det.

– Jeg er god til at ringe til venner og sparre med dem. Og det tror jeg er vigtigt. Især som mand. At man har nogle nære relationer, som ikke nødvendigvis laver helt det samme som en selv, men som man kan dele sine tanker og erfaringer med, siger han og tilføjer, at han andre gange stresser af ved at læse eller løbe en tur. Og det gør han uden musik i ørerne.

– Det er totalt meditativt for mig at løbe. Og med et moderne udtryk så rawdogger jeg uden at have noget i ørerne. Uden at blive stimuleret af noget andet, siger han og henviser til trenden ’rawdogging’, der taler ind i en større offline-tendens, som han synes peger i en sund retning.

– Det handler om at være til stede der, hvor du er. I stedet for at scrolle eller deltage i to forskellige samtaler. Det er utrolig svært, og jeg øver mig altid på det, og der er nok mange af mine venner, der vil sige, at det er noget, jeg skal øve mig mere på, siger han.

– Man kan have en travl hverdag, og der kan være mange, der gerne vil have fat i en, og man føler sig forpligtet til at nå hele vejen rundt. Men nogle gange må man også indse, at det ikke er det, der betyder noget i sidste ende. Jeg skal nok svare dig senere. Men lige nu betyder det ikke noget. Det tror, jeg er sindssyg vigtigt, siger han og tier lidt.

– Og jeg tror kun, det bliver mere tydeligt, hvor vigtigt det er, kommer det så.

– Der må komme en samfundsmæssig modreaktion på et tidspunkt på al vores skærmforbrug og alle de her platforme, vi alle skal snakke sammen på - på samme tid med 10 forskellige mennesker. Den modreaktion er allerede i gang hos flere af de større musikartister, fortæller han.

– Det er begyndt at ske til større koncerter. Og der er også artister, der beder direkte om det. Tessa gjorde det for eksempel, da hun performede sin sang, der handler om hendes fortid, hvor hun bad folk lægge deres telefoner væk. Hun har nogle enormt engagerede fans, men dem som sendte hende videoer efter koncerten slettede hun. Så det er en modreaktion, siger han.

– Vi skal også huske, at oplevelser kun skal eksistere lige nu mellem os - og ingen andre steder. Og det er jo smukt, siger han, før han tuner ind på sine drømme for Musikhuzets fremtid.

Drømme for stedet

For eksempel har han tænkt sig at lave flere koncerter for de yngste.

– Huset skal stadig være for alle typer bornholmere og alle aldre, og jeg synes, at der har manglet koncerter for de mindste, siger han.

At skrue op for et musikprogram henvendt det yngste publikum er ifølge musiklederen også en investering i fremtiden.

– På den måde skaber man nogle tidlige minder i folk fra Musikhuzet, så de husker det, når de måske flytter tilbage til øen ligesom mig som voksne, siger spillestedslederen, som også har store planer for at revitalisere stedets udendørskoncerter med deres nye koncept "Under åben himmel" i gårdhaven.

– Det forventer jeg, vi kommer til at arbejde videre med. Måske bliver det kun en eller to gange denne sommer, men forhåbentlig kan vi lave det mange somre, siger han og betoner konceptets særlige potentiale.

– Vi har en unik mulighed for at få flere folk ind i haven, end vi kan have inde i salen, og det gør også, at vi kan kigge på nogle andre hylder i forhold til, hvad det er for noget musik, vi vælger at præsentere. Der har Musikhuzet en rolle i forhold til at præsentere musik, der minder mere om den musik man kan opleve på Gæsten eller på Wonderfestiwall, mener han.

– Vi skal ikke konkurrere med dem. Men vi har jo også en masse turister på den her side af øen, som måske ville synes, det var sjovt at komme, ligesom vi har en masse rønneboere, der gerne vil opleve de store navne, siger spillestedslederen, der også hører en del radio for at holde sig opdateret på, hvad der er oppe i tiden, selvom det måske ikke rammer hans egen smag.

– Det er også en af opgaverne som spillestedsleder, hvor det også er den kreative hat, jeg har på. Jeg skal også booke et program, der ikke er min smag – nødvendigvis. Jeg skal kuratere et program, der favner bredt. Så det er meget vigtigt at vide, hvad der rører sig, siger John Madsen, der stadig indimellem godt kan drømme sig tilbage til de muligheder, som et liv på scenen kunne have ført med sig, hvis han have spillet kortene og sin bas anderledes.

– Jeg er jo nok den lidt drømmende type, jeg kan derfor godt forestille mig rigtig mange veje, jeg kunne have valgt at gå i mit liv. Så sommetider er der 1.000 ting, jeg ville have gjort anderledes. For tænk hvis …! Så havde jeg endt der, siger han.

Alligevel lyder Musikhuzets nye leder mere end ganske glad for hans nuværende liv – foran scenen.

– Når jeg kigger på mit liv helt objektivt uden de drømmende briller, så er jeg virkelig glad for, hvor jeg er i mit liv. Jeg har tre fantastiske døtre, og jeg har en partner, hvor vi står stærkt i et forhold, og jeg har lige scoret et job, som jeg er superglad for og spændt på.

Han smiler varmt.

– Så lige nu føler jeg, at jeg lige præcis er kommet derhen, hvor jeg gerne vil hen, siger Musikhuzets leder, inden han rejser sig og går ud for at hilse på de næste gæster på dagens mødeliste, som allerede venter i gården.

Blå bog

John Blicher Madsen

Født 1987

Dimitterede fra Bornholms Gymnasium i 2006

Netop tiltrådt som leder af Musikhuzet i Rønne fra april i år.

Har arbejdet 15 år i musikbranchen som både arrangør for diverse festivaler, afvikler på Bremen Teater og musikagent for blandt andet All Things Denmark, ligesom han har turneret som rockmusiker i tre år

Bor i Nexø med sin kæreste Tina og deres tre døtre på fire, syv og ni år