– Det må anses for legitimt at oplyse sine kunder om, at en medarbejder, der tidligere har tegnet virksomheden, ikke længere er ansat og dermed ikke længere kan indgå aftaler på virksomhedens vegne, men detaljerede beskrivelser af anklagerne mod den tidligere medarbejder, herunder oplysninger om, at den tidligere medarbejder skulle have erkendt forholdet ved en afhøring hos politiet, og hvor stort et beløb den tidligere medarbejder havde svindlet for, mener vi ikke er nødvendige for at varetage den legitime interesse, siger kommitteret Birgit Kleis i Datatilsynet på hjemmesiden.
Størrelsen spiller ind
Sådanne oplysninger kan kun videregives, hvis der er hjemmel til det i databeskyttelsesloven, og det er der efter tilsynets vurdering ikke i den aktuelle sag.
I alle sager foretager Datatilsynet en konkret vurdering af, hvilken sanktion der efter tilsynets opfattelse er den korrekte. I denne sag lægger tilsynet vægt på, at der er tale om videregivelse af oplysninger om strafbare forhold vedrørende en tidligere ansat, og at oplysningerne er videregivet til samarbejdspartnere på Bornholm, som er et relativt afgrænset område, hvor den tidligere ansatte fortsat var bosiddende og skulle fortsætte sit arbejdsliv.
Bornholms Tidende har været i kontakt med indehaver og direktør Kim Christiansen hos Nordbornholms Byggeforretning, som foreløbig ikke har nogen kommentarer til sagen.