Christiansøfarten vil være rutebåd

Christiansøfarten vil være rutebåd
Ertholm på vej ud af Gudhjem Havn. Arkivfoto: Jens-Erik Larsen
ERHVERV | Onsdag 13. marts 2024 • 05:30
ERHVERV | Onsdag 13. marts 2024 • 05:30

Christiansøfartens skibe, der sejler mellem Bornholm og Christiansø, har altid være rubriceret som turbåde i forhold til betalingen for brugen af kajanlæggene. Men nu argumenterer rederiet for, at det rent faktisk leverer fast rutefart, hvorfor afgiften bør ændres.

Christiansøfarten betaler afgift for at benytte Gudhjem Havn. I marts 2022 modtog rederiet et brev fra regionskommunen om, at der inden længe ville blive mulighed for at afgive et høringssvar til nye takstregulativer i forhold til, hvordan afregningen skulle være i fremtiden.

Rederiet sendte svar retur i samme måned, hvori ejerne argumenterede for, at rederiet ikke længere skulle afregnes under kategorien turbåde, og den 31. august modtog rederiet så en positiv respons på høringssvaret.

– Vi argumenterede for, at vi ikke fungerer som turbåde, men er skibe i fast rutefart, hvilket regionskommunen altså gerne ville imødekomme, siger Simon Damkilde Christensen, der 1. januar 2023 trådte ind som den tredje ejer bag Christiansøfarten.

– Det betyder så, at der skal laves en særaftale i forhold til, hvordan vi afregner vores brug af havnene, og hvordan kommunen skal imødekomme de forpligtelser, man har som ejer af en havn.

Afhængigt af vejrliget benytter Christiansøfarten også nogle gange både Nørresand Havn og Tejn Havn.

Men siden august 2022 har rederiet uden held forsøgt at få kommunen i tale for at få en ny type kontrakt.

– Jeg har endda skaffet en aftale fra en anden kommune og fremsendt den til regionskommunen som inspiration til, hvilke opgaver den burde forpligte sig til at opfylde, hvis den vil afkræve de passagerafgifter, der kan komme på tale. Jeg har også været til møde med regionskommunens jurist i oktober sidste år, men der er stadig ikke nogen konkret respons, siger Simon Damkilde Christensen.

Hvad er det mere konkret, I er utilfredse med?

– I august 2022 besluttede rederiet at arbejde for, at vi ikke skulle afregne som turbåd. En turbåd betaler højere priser end den særaftale, vi nu har lagt op til.

Er I igennem alle årene blevet afregnet som turbåd?

– Ja.

Men i 2022 tænker I så, at det ikke kan passe, I råder ikke over turbåde, men bedriver færgedrift i fast rutefart?

– Ja, præcis. Vi går i fast rutefart med både Postbåden Peter året rundt og med passagerfærgen Ertholm i sommerhalvåret.


Simon Damkilde Christensen argumenterer for, at Christiansøfartens afgift til regionskommunen bør blive brugt til vedligehold af kajanlæg. Arkivfoto


Prisen kan stige

Hvor stor vil forskellen være på den pris, I skal betale?

– Det ved jeg jo ikke, for vi er ikke nået frem til en aftale om skibe i fast rutefart.

Men I tænker vel, at med skibe i fast rutefart slipper I billigere?

– Ikke nødvendigvis, det kan da også være, det bliver dyrere. Vi mener bare, at afkræver man en afgift for brug af havnene, så bør det ikke være sådan, at man efterfølgende skal slås for at få vedligeholdt de forskellige kajanlæg. Vi synes, at vores penge gerne skulle gå til vedligehold af de forpligtelser, kommunen opkræver i forhold til.

Er der ting, I er utilfredse med i forhold til vedligehold?

– Jeg ved jo, at Gudhjem Havn – sammen med Nørresand Havn – er registreret som erhvervshavn som en af de få kommunale havne på Bornholm, og i og med, at vi via vores brugerrådsmøder for havnen får bekræftet, at den er den eneste, der generer fornuftige indtægter på erhvervssiden, så må det betyde, at der kommer nogle midler ind, som burde kanaliseres til vedligeholdelse af havnen.

Ja, men er der noget, I synes ikke bliver vedligeholdt i forhold til jeres brug af havnen?

– Jamen, alle kajanlæggene, hvor vi ligger, er jo medtagne, og det går kun én vej med dem, og det er nedad. Derfor vil en særaftale være god, for i sådan en nedskriver man, hvem der har ansvaret for hvad. Deriblandt hvem der skal vedligeholde kajanlæggene, hvem står for snerydning og så videre.

I tænker, at der simpelthen vil komme nogle mere regulære rammer for alle de ting med sådan en aftale, frem for som nu, hvor I er rubriceret som turbåde?

– Ja. Når regionskommunen tager betaling for brugen af kajanlæggene, så mener jeg, at man normalt vil sende de opkrævede midler retur til området, som generer pengene, altså til vedligeholdelsen af havnen.

Nu, hvor I afregner som turbåd, føler du så, at pengene bare går ind i kommunens store regnskab?

– Ja, de ryger i hovedkassen, hvor de kan gå til diverse andre områder i kommunen, om det så er skole-, familie- eller ældreområdet, hvilket sådan set er naturligt nok. Men vi kan også se, at når vi betaler en passagerafgift som turbåd, så bliver det stadig dyrere for os, selv om vi eventuelt som rederi har færre passagerer. Prisen bliver hele tiden sat op.

Rammeaftale

Tænker du, at med en aftale, som handler om fast rutefart, vil I skulle betale i forhold til, hvor mange passagerer I reelt har?

– Ja, for eksempel.

Simon Damkilde Christensen kan ikke oplyse, hvad det er for en kontrakt, han har fremskaffet fra et andet sted i Danmark, fordi han for at få en kopi af den har lovet at anonymisere den.

– Men det var for at hjælpe regionskommunen til at blive klogere på, hvilke elementer der eventuelt kan indgå i en rammeaftale for skibe i fast rutefart. Der kan man eksempelvis gå ind og sige, at vi skal betale en promille af den omsætning, der er tilknyttet passagersalget, frem for at man bare melder en stigning af afgiften ud, fordi vi er rubriceret som turbåd, siger han.

I ønsker med andre ord, at det, I betaler for at benytte havnene, skal afspejle, hvor mange passagerer, I rent faktisk har?

– Ja. Men min tålmodighed er ved at løbe ud, for jeg synes, der er gået lang tid, siden vi startede den her dialog. Jeg har skrevet til afdelingslederen, Palle Tourell, fra Center for miljø og fritid, hvorunder veje, havne og beredskab ligger, men der er ikke sket noget. Jeg får hele tiden at vide, at der vil blive kigget på det snarest. Det har jeg så fået at vide siden 2022.

Men igen: Må jeg gætte på, at den kontrakt, I foreslår, vil betyde, at der bliver billigere for jer?

– Jamen, det handler ikke nødvendigvis om, at det skal blive billigere. Vi mener bare, at hvis man opkræver en afgift for brug af et areal – i det her tilfælde kajanlæg – så må der være en modsatrettet forpligtelse til at sørge for, at kajanlægget bliver vedligeholdt. Der er dér ligningen ifølge mit regnestykker ikke går op, siger Simon Damkilde Christensen.

– Men det kan man ændre på ved at skrive tingene ind i en rammeaftale.

Og på den måde sikre, at pengene, I betaler, bliver brugt i Gudhjem Havn?

– Ja, jeg synes, at regionskommunen bør forpligte sig til at kanalisere de penge, som man tager for at bruge kajanlæggene, hen til der, hvor skibene arbejder.

Kommunen: Aftale på vej

Tidende har forsøgt at få et interview med Palle Tourell, leder af Veje og havne i regionskommunen, for at høre kommunens side af sagen, deriblandt baggrunden for, at Christiansøfartens skibe har status som "turbåde" samt et bud på, hvornår en eventuel ny kontrakt vil foreligge, og hvad den vil indebære.

I en mail til avisen skriver Palle Tourell:

"Ganske kort så er vores juridiske afdeling i gang med at kigge på en kommende aftale med Christiansøfarten. Jeg kan ikke pt. komme med et bud på, hvornår et aftalegrundlag ligger klart, men det er inden for overskuelig tid".

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT