I noget tid har det været muligt at få løn under uddannelse, hvis du uddanner dig som social- og sundhedshjælper eller assistent. Det krævede blot, at du var over 25 år og var blevet optaget på det såkaldte Grundforløb 2.
Sådan har det været i hele landet, da man har forsøgt at få flere til at uddanne sig indenfor den kommunale plejesektor. Men nu går man skridtet videre på Bornholm.
Som en af de første kommuner i Danmark vil Bornholms Regionskommune betale løn til alle, som vælger en uddannelse i den kommunale plejesektor. Det har kommunens social- og sundhedsudvalg besluttet. For de studerende kan det betyde op til 22.000 kroner om måneden i løn. Hvis man studerer noget andet, modtager man SU, der ligger på cirka 7.000 kroner.
Den nye ordning træder i kraft allerede fra årsskiftet, når de nye hold begynder i januar. Udover løn under uddannelse bliver de nyuddannede i den kommunale plejesektor også garanteret et job. Det nye initiativ er helt nødvendigt, og det vil gøre en forskel, mener sundhedschef i Bornholms Regionskommune, Karina Nørby.