Stopper efter 19 år - og går på pension: Medfødt sygdom er årsagen

Det har været en kringlet, men god vej, synes Lars Kure selv. Men til december stopper han efter eget valg – to år før den oprindelige plan.

I 1992 mødte Lars Kure Tina, og her tog livet en tur, som han ikke helt havde forventet.

Han arbejdede som slagter på Kultorvet i København, og han havde egentlig meldt sig som manden, der skulle udvide forretningen – i Australien.

Men sådan gik det ikke.

For i maj 1993 var han pludselig bosat i Rønne, hvor han boede sammen med Tina, da hun boede på Bornholm. Her fik han et job, som han havde tre måneder, før butikken gik konkurs, og så endte han i Kvickly Rønne – og dermed Coop, som han siden har arbejdet hos.

– En af de to, Jens, der ejede slagteren på Kultorvet havde boet syv år i Australien og arbejdede som slagter dernede. Han sagde, at han først ville tilbage, da slagteren på Kultorvet kom til salg, og da den gjorde det, ringede han til Jens, den anden ejer, og sagde, at han skulle købe den, siger Lars Kure og fortsætter:

– Vi var fire derinde, to svende og de to mestre, og vi var alle udlært ved den samme slagter i Birkerød hos en meget dygtig slagtermester, der hed Jan Wybrandt. Så vi havde samme baggrund og tilgang til faget, og vi havde det fantastisk. Det gik så godt for butikken, at Jens siger, at det kunne være sjovt at starte en slagter op i Australien.

– Der var jeg single, og så siger jeg, at den tager jeg. Så gik der et halvt år, og jeg mødte Tina, og så endte det ikke med det. Derfor aftalte jeg med Tina, at hvis jeg skulle sige den fra, skulle hun love mig, at vi på eller andet tidspunkt skulle til Australien – og ikke bare 14 dage for at se Melbourne og så hjem igen.

Lars Kure, der i 19 år har været varehuschef i Kvickly i Nexø, fortæller om Australien, da han snakker om drømmene for den pension, der nu nærmer sig med hastige skridt.

Her er en Australienstur i den grad på tapetet – og et smut til New Zealand.

– Den der togrejse fra Perth til Adelaide, leje et mobilthjem, køre op langs kysten, se Great Barrier Reef, ind i landet for at se Ayers Rock, til Tasmanien. Nu har vi været gift i 30 år, så jeg minder hende om det en gang imellem. Og snart med frihed til at gøre, hvad vi vil, fortæller Lars Kure.

Ville selv være herre over stop

Varehuschefen har nemlig selv valgt at sige stop efter de 19 år i spidsen for den store dagligvarebutik i Nexø.

– Når man bliver født med en rygsygdom og får at vide, at hvis du kan stå og gå, når du bliver 50, så skal du være glad. Okay, tak, siger man så. Så er det jo med at få det bedste ud af alt, fortæller han.

Faktisk var det først planen at stoppe, når han fyldte 62, men efter en snak med banken – og at Tina blev ramt af gigt – kiggede de på økonomien, og banken kom med et godt forslag.

– Vi tænkte, "så er det nu, vi gør det". Og så siger bankrådgiveren, at du kan ikke få udbetalt noget af dine pensioner, før du er 60, så du er nødt til lige at tage lidt mere tid. Nå okay, men så har vi også god tid til at planlægge det i, siger Lars Kure med et grin.

Han fylder 60 til december, så det er der, han stopper i butikken.

Han bliver nødt til at passe på sig selv med sygdommen, som heldigvis ikke har ramt ham så hårdt, som man kunne frygte. Han besluttede sig dog for, at han selv ville være herre over, hvornår han skulle stoppe – og har altid sparet op til det.

– Og sådan som tingene har udviklet sig med pensionsalderen, så skulle jeg jo arbejde til at være 67. Jeg tager en del smertestillende medicin for min ryg og bruger meget tid på behandling og træning. Så jeg kan stadig gå, og jeg kan stadig stå. Men det bliver jo også værre og værre. Jeg har fået et par operationer også. Det er sådan noget symptombehandling, og så kommer alle de der arvæv og alle andre smerter bagefter.

– Så det er ren og skær af helbredshensyn, at jeg stopper. Jeg kunne godt tænke mig et godt otium. Jeg har aldrig kedet mig, så der er mange, der siger, at "du kommer til at kede dig". Det vil jeg glæde mig til. Det kan godt tænke mig at prøve. Jeg har haft fuld fart på hele mit liv. Nok siden jeg var ni år, udover at gå i skole også. Så ja, vi skal nyde livet. Vi skal gå ud og opleve noget mere, end vi har oplevet. Og så passe på os selv. I stedet for at man går direkte fra job og så måske i en kørestol eller en kiste i værste tilfælde. Det hører man jo desværre tit, når der sker noget, fortæller han.

Derfor skal der nu være til oplevelserne - som de også har nydt tidligere, hvor de eksempelvis har kørt Europa tyndt i bil med børnene, der er flyttet hjemmefra, på bagsædet.

– Men der skal også være tid til træning og få mere struktur på den del. For jeg er jo ligesom alle andre mennesker, at når jeg kommer hjem, er jeg også træt. Så er der langt op til træningslokalet, og knap så langt hen til sofaen, hvor der står en kop varm kaffe.

Tunge løft

Det har også været et godt job i Kvickly, fortæller han. Her han specielt nydt at få mennesker til at blomstre, og mottoet har været, at du skal være glad, når du møder på arbejde, men du må godt være endnu gladere, når du går hjem.

Aspektet i arbejdet med mennesker har han altid nydt.

Det har dog også været et hårdt arbejde - og med mange tunge løft gennem tiden i Coop. Men også inden da, da han først arbejdede i en blomsterbutik og siden blev slagter. I Kvickly Rønne begyndte han også i slagterafdelingen tilbage i november 1993.

– Du kunne godt løfte mellem et og to tons om dagen. Dengang hakkede vi selv oksekød og solgte over et tons om dagen. Eller det gjorde vi ikke - det passer ikke helt, hvad jeg siger der, siger han med et grin og fortsætter:

– Men når vi modtog kødet, skulle det køres ind i kølerummet, ud af kølerummet, op i en maskine, pakkes og sættes film om, op på en vogn og ud i butikken. Så det er mange gange, man skulle løfte det, og det bliver til meget.

– Så kom min daværende chef med ideen om, at jeg kom ud på gulvet. Og det var spændende, syntes jeg. Så tog jeg også min uddannelse indenfor Coop i Middelfart om ledelse og mennesker, og jeg blev souschef. Og så kom jeg hertil, fortæller han ude på sit kontor bag bagerafdelingen.

– Til at begynde med var det meget en administrativ rolle, men som med alt andet har teknologi og andre ændringer, der har slanket virksomheden, så har jeg også faste vareområder, som jeg går og fylder op. Jeg har gået og passet vinen i 18 år. Men den er jo også tung, og det har jeg godt kunnet mærke. Så nu har de givet mig brødet i stedet for.

Pas på med at smile for meget

Med 19 år i bagagen som varehuschef i Kvickly Nexø har han efterhånden en hel del års erfaring som leder og arbejdet en del med ledelse af en stor butik.

Der er derfor også specielt en ting, han er blevet i løbet af de 19 år.

– Jeg er blevet mere rolig, vil jeg sige, og den kommer ad erfaringen. Jeg havde været souschef i en del år og fået at vide af min leder i Rønne, at jeg ikke kunne lære mere. Men der var en tryghed ved, at der var en chef. Den har du ikke, når du selv bliver lederen. Der er mange ting, hvor man godt kan være lidt hurtig på aftrækkeren og sige, at det problem løser vi sådan her. "Det kan jeg sgu hurtigt få styr på". Men man skal lige slå bremserne i og tænke sig om, fortæller han.

Han tilføjer også, at der indenfor Coop er mange forskellige uddannelser, man kan tage, og til et kursus fik han at vide, at han skulle passe på med at smile for meget.

– For man skal jo ikke smile, hvis man skal opsige en medarbejder, som jeg desværre også har måttet gøre flere gange. Faktisk var der dog en, som sagde tak til mig, efter jeg havde sagt vedkommende op. Og det var jo også, fordi han selv mente, at det måske var på tide at prøve noget andet, og da han sad i situationen godt kunne mærke, at han var kørt træt. Og det er jo et eller andet sted fantastisk, hvis folk ligefrem siger tak. Fordi du kan jo i værste tilfælde - og det synes jeg, man skal være meget bevidst om - at man sidder med en magt omkring, hvem der pludselig mister en indtægt til at betale sine udgifter for. Det er ikke for sjov. Jeg har altid haft det dårligt med dem, fordi de er møgubehagelige, siger Lars Kure.

Hårdere tone

Med mottoet, som nævnt tidligere i artiklen, at man skal være gladere, når man går hjem, er der også sket et skred, som i de senere år er blevet mere og mere belyst. Tonen.

Den er blevet grovere, og specielt efter corona og den dertilhørende isolation har Lars Kure oplevet den.

Derfor går der også en del arbejdstid med at sørge for, at medarbejderne er klædt på til, at det ikke handler om medarbejderne, selvom det kan være dem, det går udover.

– Tonen er generelt blevet mere hårdt alle steder, og det er rigtig trist. Det er synd for de unge mennesker, der sidder der. Deres første job. Nu, efter en ny overenskomst, må unge helt nede til 13 år sidde i kassen. Det er jo et barn, og hvis en voksen på 50-60 år stiller sig op, så føler man så altså lille. Så det er virkelig godt, at der bliver mere fokus på det, og der er heldigvis også flere andre kunder, som går ind for at blande sig, hvis det sker, siger varehuschefen.

– Vi synes jo bare, at vi er mennesker, der passer vores arbejde, ligesom du passer dit. Du går jo formentlig ikke på arbejde for at tænke, "at i dag skal jeg genere to personer, jeg møder, så de får en rigtig lortedag". Det gør vi jo heller ikke.

Teknologisk udvikling

Men over årene har eksempelvis hovedkontoret hos Coop taget en del af arbejdet, hvor Lars Kure ville sidde på kontoret.

Tilbage i 2006, hvor han begyndte som varehuschef i Kvickly Nexø, skulle han også ind til computeren for at bestille vare eller slå den op. Det sker nu med en telefon, der er med i lommen hele tiden.

– Så det er jo en meget god udvikling, hvor vi kan bruge tid på det arbejde, som også skal gøres. Som at sætte varer på hylderne. Før i tiden kunne vi eksempelvis også have 800 etiketter med pris, der skulle pilles ned. Og 800 nye, der skulle sættes op. Så skulle vi rive alle 800 ud fra et A4-ark. Det tog jo flere mennesker timer at gøre det. Nu skal der trykkes på en knap, og så skifter den det ud.

Til december skal Lars Kure altså ikke længere være manden, der skal stå i spidsen, møde kunderne og komme på fornavn med dem længere.

Her stopper han, og jobopslaget er da også ude med, at der søges ny varehuschef. Hvis det står til ham selv, er der en oplagt afløser i butikken.

– Min souschef har vundet årets souschef to år i streg og har været her i fem års tid. Jeg synes bestemt, han er et meget egnet emne. Han er ung, energisk, vil blive på Bornholm og passer perfekt til jobbet. Så det kunne jeg godt tænke mig, men man ved aldrig, hvad der kommer ind af ansøgninger, siger Lars Kure, der selvom han har nydt alle årene, glæder sig til at nyde sit otium med konen, Tina.