Bornholms eneste producent af øko-mælk har meddelt, at han går tilbage til konventionel mælkeproduktion. Det betyder, at det er slut med økologisk mælk fra Bornholm.
Anders Skovbo Pedersen, der har været konventionel mælkeproducent på Østre Ellesgaard i 25 år, købte for tre år siden Stålegård i Aaker med henblik på at lægge om til økologi. Produktionen af økologisk, lokalt produceret mælk til andelsmejeriet var dermed sikret. Efter to tørre somre har Anders Skovbo imidlertid besluttet at kaste håndklædet i ringen.
– De tørre somre har gjort at vi ikke har haft foder nok. Vi har måttet købe foder i Jylland, hvor de har vandingsanlæg og foderfabrikker. Det er for dyrt. Bornholm egner sig ikke til økologi, vi er for få, og det er stressende i længden, siger Anders Skovbo Pedersen, der har 350 malkekøer.