Ser du også et berømt bornholmsk stykke smørrebrød?

Ser du også et berømt bornholmsk stykke smørrebrød?
Foto: Rasmus Hjortshøj, Coast
ERHVERV | Fredag 23. december 2022 • 15:30
Af:
Peter Tiemroth
ERHVERV | Fredag 23. december 2022 • 15:30

Opbygningen af det klassiske bornholmske stykke smørrebrød sol over Gudhjem er blandt inspirationskilderne til det flerfoldigt prisbelønnede Hammershus Besøgscenter, fortælles det i ny bog om ti ikoniske danske bygninger fra de seneste ti år.


Umiddelbart lyder det noget syret, at det berømte bornholmske stykke smørrebrød "Sol over Gudhjem" har været blandt inspirationskilderne til det flerfoldigt prisbelønnede Hammershus Besøgscenter.

Men når udsagnet kommer fra hestens egen mund i form af arkitekt ved Kunstakademiets Arkitektskole, professor Christoffer Harlang, der har skabt stedet i samarbejde med Arkitema Architects, så må det jo tages alvorligt.

Udsagnet falder i en netop udkommet "bassedreng" fra Strandberg Publishing – "Ny dansk Arkitektur“ – hvor arkitekturskribenten Kristoffer Lindhardt Weiss stiller skarpt på ti ikoniske bygninger med temaer, der har præget arkitekturdebatten de seneste ti år.

Ingen leverpostejmad

Om inspirationen til den utraditionelle udformning i de for et byggeri så usædvanlige omgivelser forklarer Harlang, at de i forberedelsesfasen kommer strømmende alle steder fra. Fra den omkringliggende natur – og ikke mindst fra det finske arkitektfyrtårn Alvar Aalto.

– Men tankerne går i alle mulige retninger, til japansk arkitektur, kunstmuseet Louisiana, røgeriernes skulpturelle skønheder, den røde kalk og det tjærede træværk, alle mulige ting noterer man sig. I Hasle spiser vi Sol over Gudhjem, og jeg spørger mig selv, om man kan lave et hus bygget op som Sol over Gudhjem?

– Hvordan ser det ud? Jeg kan se, at det klassiske bornholmske smørrebrød består af et brugbart og elegant stablet hierarki imellem det tørre rugbrød, den røgede fisk, den flydende æggeblomme og så er der radiser og purløg.

– Jeg kan se den kompleksitet, som jeg synes er meget inspirerende og nærende for en arkitektonisk formgivning. Det er komplekst. Det er sammensat af meget forskellige verdener, der tilsammen danner et uhyre virkningsfuldt hele. Det er noget andet end en leverpostejmad.

Hammerknudens får

Også Hammerknudens græssende får har sat deres aftryk på besøgscentret som et vigtigt element i den fleksible rumopdeling, der giver mulighed for, at den dynamiske plan kan være næsten åben eller inddelt i mindre enheder til undervisning eller foredrag.

Arkitekt Poul Schülein fra Arkitema fortæller, at man i stedet for for eksempel en foldevæg fik udviklet et rumopdelende gardin. Til den ende klippede man får fra Bornholm og sendte ulden til England, hvor den blev spundet og vævet til et stof – ikke ulig nomadernes tæpper.

– Ulden er forskellig fra får til får, det vil sige, at du har nuancer fra brunlig til gråt til lysegråt, som er vævet til et tæppe eller et samlet stykke stof, fortæller Poul Schülein og tilføjer, at uldgardinet i kombination med et hvidt "foldetæppe" også fungerer som lydreduktion.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT