– Isoleret set er det positivt, at vi kan holde snuden i vandet, og vi kan tjene penge på det, siger Kim Christiansen.
Men den allerstørste succes er ifølge Kim Christiansen, at man har formået at køre en bæredygtig, bornholmsk virksomhed.
– For mig er hele tankegangen bag den grønne omstilling og bæredygtighed på øen, at vi holder det lokalt, og det gælder også i vores branche. Det er en god fortælling, at vi har et savværk, der bruger bornholmsk træ, bornholmsk arbejdskraft, og vi sælger til bornholmere, siger Kim Christiansen.
– Dem der skal bruge træ kan også vælge at få det importeret og transportere fra for eksempel Litauen, men de vælger at købe det hos os. Blandt andet fordi det er en fordel, at der er så kort ventetid, når de bestiller fra os, fordi vi praktisk talt bor ved siden af hinanden. Men i det hele taget handler det om, at bornholmske virksomheder skal forædle hinanden.
På Tingsted Savværk og Emballage er 11 mand ansat på fuldtid, og de har nok at lave, som det ser ud nu. Men Kim Christiansen ser faren, der lurer i den nære fremtid. Han er nervøs for, om de i fremtiden kan få træ nok på Bornholm, hvis der skal hegn om skoven. Det er den nye natur- og nationalpark, han frygter kan sætte en kæp i hjulet i den ellers smurte maskine af et savværk. Men han ved endnu ikke, hvad der skal ske, fordi han intet har fået at vide fra kommunen.