S: Tempoet skal stærkt i vejret om Biltema

NYHED | ABONNENT | 15. NOV 2023 • 15:30
Jakob Marschner
Journalist
NYHED | ABONNENT
15. NOV 2023 • 15:30

Det kan koste dyrt for Bornholm, at det tager så lang tid for nye virksomheder at komme i gang med at etablere sig, siger Socialdemokratiet, med Biltemas snart to år lange ventetid som det seneste eksempel. Politikerne har dog selv vedtaget, at sager om erhvervsbyggerier ikke skal stå forrest i køen.

Godt og vel 20 måneder. Fra den 25. februar sidste år til i dag. Så længe er der gået fra planarbejdet for en stor Biltema-butik ved Vibegård udenfor Rønne blev sat i gang af et flertal i kommunalbestyrelsen – til i dag, hvor der stadig intet plangrundlag findes.

Plus godt og vel en måned fra 6. oktober til i dag. Så længe er der gået fra Biltema senest bad kommunen om en status – til i dag, hvor Biltema stadig ingen status har fået.

Det er langt fra godt nok, mener Socialdemokratiet, et af de partier, der sidste vinter besluttede at sætte planarbejdet for en Biltema i gang.

– Det er totalt uacceptabelt, at virksomheder, som vil etablere sig på Bornholm, investere mange penge, skabe nye job og give bornholmerne nye tilbud, skal vente i en evighed på at få en afklaring med Bornholms Regionskommune, siger gruppeformand Claus Larsen-Jensen (S) onsdag i en pressemeddelelse.

– Lige nu er det Biltema, som vil i gang, der skal vente en evighed. Om lidt er det andre virksomheder. Det duer simpelthen ikke med det tempo i kommunen, siger han.

– Risikoen er, at de pågældende virksomheder mister interessen i Bornholm. Og i så fald skader det Bornholms udviklingsmuligheder. Tempo og sagsbehandling skal op i gear.

Erhverv er nedprioriteret

Socialdemokratiet mener, at de bornholmske politikere har gjort deres for at få tempoet i vejret.

– Vi har nu af to omgange tilført Byg nye ressourcer, og stadig lyder det, at man er langt bagefter. Men man er ledelsesmæssigt og organisationsmæssigt nødt til at stramme op, for ellers skader det Bornholm voldsomt, siger Claus Larsen-Jensen.

– Jeg og Socialdemokratiet og kommunalbestyrelsesmedlemmer fra andre partier presser voldsomt på for at løfte udviklingen af Bornholm, for det er det, der skal gøre Bornholm bæredygtig i forhold til alt det, vi vil på Bornholm, siger han.

Biltema er kommet bagud i køen, fordi planarbejde for virksomheder hører til den såkaldte prioritet 3, hvor proritet 1 og 2 går forud. Kommunens planafdeling er i øjeblikket fuldt optaget af prioritet 1 og 2-sager, oplyste direktør i kommunen Lillian Rasch Madsen i april til Bornholms Tidende.

Hvor højt bestemte typer af sager skal prioriteres er afgjort af kommunalbestyrelsen, tilføjede Lillian Rasch Madsen dengang.

Det anfægter dog ikke Claus Larsen-Jensen.

– Vi står over for flere store virksomheder, som vil etablere sig på Bornholm. Vi står over for at skulle have alt vedrørende energiø og landanlæg på plads. Vi kan forvente etablering af et power-to-x anlæg, hvor el omdannes til grønne brændstoffer til skibe og fly. Vi står også overfor, at virksomheder vil etablere sig i en grøn erhvervspark. Der er byggeprojekter for boliger, der er udsat for lange ventetider, siger han.

– Det er ledelsesmæssigt og administrativt for gumpetungt og passer jo ikke de politiske ambitioner, som et flertal i kommunalbestyrelsen har for Bornholm, siger Claus Larsen-Jensen.

Linda: Ansvaret er politisk

Også Linda Kofoed Persson (K) peger på, at det er kommunalbestyrelsen selv, der har besluttet hvor højt man skal prioritere de forskellige typer plansager. Og dermed også at erhvervssagerne er nede i kategori 3.

– Jeg er fuldstændig enig i, at vi har nogle store udfordringer i Byg. Men at skyde på medarbejderne får vi intet ud af, siger hun.

– Vi ved alle sammen, at vi har tilført ressourcer til Byg. Men vi ved også, at vi ikke har tilført ressourcer i samme takt, som antallet af sager er steget med, siger Linda Kofoed Persson.

– Kommunens medarbejdere arbejder ud fra en politisk prioriteret liste. Socialdemokratiet har selv været med til at lave den prioritering. Jeg er også næsten sikker på, at kommunalbestyrelsen har kigget på listen og godkendt den i den her samling, siger hun.

Linda Kofoed Persson noterer sig også, at der med dette års kommunebudget blev fjernet to et halvt årsværk i kommunens planafdeling.

– Det var Socialdemokratiet, Enhedslisten og Venstre, der vedtog at fjerne dem. Så som politikere har vi både ansvaret for antallet af medarbejdere og ansvaret for den liste, som vi prioriterer sagerne efter, siger hun.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT