Padelpigerne rykkede op i 1. division

Padelpigerne rykkede op i 1. division
Camilla Madsen, Cathrine Buchardt, Pernille Munch og Kristine Werner spillede Bornholms Padel Klub op i 1. division
NOTITS | SPORT | 2. JAN • 20:00
Kjeld Lundbæk
Journalist
NOTITS | SPORT | 2. JAN • 20:00

Bornholms Padel Klubs damehold rykkede op i landets næstbedste række - og sluttede på en tredjeplads.

Bornholms Padel Klubs damehold indstilles som den første kandidat til Bornholms Tidendes Sportspris 2024. Ikke bare rykkede de bornholmske piger op i 1.division, men de fortsatte de gode takter og sluttede 2024-sæsonen på en flot tredjeplads i landets næstbedste række.

Oprykningen til 1. division blev sikret i allersidste runde, hvor Bornholms Padel Klub vandt sæsonens femte og sidste kamp, topopgøret mod MP Studio Kicksmash, på Amager med 3-2.

Men det blev lige præcis så spændende, som det var ventet på forhånd. Den ordinære kamp sluttede 2-2, hvorefter bornholmernes bedste par, Camilla Madsen og Pernille Munch, sikrede sejren ved at vinde den afgørende matchtiebreak så overbevisende som 10-5.

– Vi har spillet fem kampe og vundet dem alle, men kampen i dag var uden tvivl den bedste, vi har spillet, fortalte Bornholms Pedel Klubs spillende formand, Kristine Werner, efter matchen på Amager.

Oprykningen til 1. division blev naturligvis fejret på behørig vis.

– Det er jo en ekstra rar følelse at vinde på udebane, så vi har selvfølgelig drukket champagne, råbt og skreget, indrømmede Kristine Werner på hjemturen til Rønne.

Stærkere og motiverede

Holdet, der sikrede oprykningen til 1. division, bestod af Kristine Werner, Camilla Madsen, Pernille Munch og Cathrine Buchardt.

Efter sommerferien lagde Bornholms Padel Klub ud med at vinde premierekampen i 1. division mod HPQ Padel-Padel med 3-1, og med yderligere to sejre i de resterende fem kampe sluttede bornholmerne med 11 point på en flot tredjeplads.

- Hvem havde troet det? Vi glæder os allerede til næste sæson. Endnu engang i 1. division. Stærkere og endnu mere motiverede, lød det fra Camilla Madsen efter den sidste match mod Padielletterne fra Gilleleje.

I efterårsturneringen bestod Bornholms Padel Klubs hold af Rikke Holm Larsen, Mette Kofoed, Kristine Werner, Camilla Madsen og Pernille Munch.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT