Rønnes største modehus kæmpede for livet: Nu fylder det 140 år

I 1883 købte Simon Madsen en lille uldforretning i Rønne, som med årene udviklede sig til byens førende modehus. Konkurrence fra Snellemark Centret var tæt på at koste forretningen livet i 1990'erne, og siden kom internethandlen. Men der er stadig gang i familiefirmaet, som nu ledes af fjerde (og måske sidste) generation.

Der er ikke mange forretninger i Rønne, som har eksisteret siden 1800-tallet. Og slet ikke forretninger, som i hele perioden har været ejet og ledet af den samme familie. På Lille Torv 6 finder man undtagelsen.

Simon's kan i år fejre 140 års jubilæum, og det er noget, som har sat tankerne i gang hos den nuværende direktør.

– Det er en tid for perspektivering for os alle sammen i huset. Selvfølgelig tager man fejl og gør nogle ting forkert, men overordnet skal man over en lang årrække tage de rigtige beslutninger for at kunne holde sig i så lang tid. Det er vi lidt benovet over, fortæller Marianne Weidemann, som siden 1992 har ejet Simon's sammen med lillesøsteren Elsebeth. De er fjerde generation i familien, som står i spidsen for forretningen.

– Det har ikke været kedeligt, og det har ikke været udramatisk, og du skal ikke tro, at det har været en nem rejse, fortæller hun om familiefirmaets mere end 100 år lange historie.

Lille Torv 6 er en af Rønnes mest markante bygninger. Den har en historicistisk arkitektur, som udmærker sig ved at referere til tidligere stilarter, her den italienske renæssance. Foto: Jesper Gynther

En driftig jyde kom til Rønne

Det var deres oldefar, Simon Madsen, som begyndte den lange forretningsrejse.

Han var oprindelig fra Rind Sogn i Jylland og havde taget en uddannelse i tricotagebranchen i København, inden han som 25-årig købte en lille uld- og tricotageforretning i Stålegade i Rønne.

Forretningen opkaldte han efter sig selv, og i 1886 flyttede han den til Lille Torv 3, hvor varesortimentet blev udvidet til også at omfatte manufaktur, herrekonfektion og klædehandel.

I 1902 byggede han ejendommen Lille Torv 6, hvor Simon's stadig har til huse – dog på et betydeligt større areal end i starten.

Hvorfor jyden Simon Madsen flyttede til Bornholm er gået tabt i familieannalerne, men tilflytteren fik med årene en prominent plads i lokalsamfundet. Han blev valgt til Rønne Byråd, blev formand for handelsstandsforeningen og blev Ridder af Dannebrog.

– Han var en meget driftig mand, og jeg er lidt imponeret af, at han kom på den tanke at bygge det her høje hus. Jeg ville faktisk gerne have mødt ham, fortæller Marianne Weidemann.

Købsaftalen underskrevet

"Jeg tillader mig herved at meddele, at jeg Dags dato har overdraget den af mig førte Uldvare- og Garnforretning til Hr. Simon Madsen, der for egen Regning vil fortsætte samme.

​Idet jeg takker mine Kunder for udvist Velvilje, bedes samme Velvilje overført paa Hr. Simon Madsen.

​Rønne den 9. januar 1883. Med Agtelse Henrik Vang.

*

​Idet jeg henviser til ovenstaaende, anbefaler jeg mig til et æret Publikum med et velforsynet Lager til samme billige priser som under Godtkjøbs-udsalget. Ærbødigst Simon Madsen."

Kilde: roennebyarkiv.com

Kendt for juleudstilling og modeshow

Simon Madsen var gift med Sofie Madsen, som var meget involveret i Rønne Theater, og det prominente ægtepar fik tre børn: Anker, Ingeborg og Kaj. Sidstnævnte fik opgaven med at føre Simon Madsen-forretningen videre, da faderen døde i 1933.

– Det blev Kaj, min elskede morfar, som kom til at "hænge på" Simon Madsen – altså huset, fortæller Marianne Weidemann og nævner, at han ligesom sin far var en meget driftig forretningsmand, som købte flere ejendomme på Lille Torv og Store Torv, ligesom han også var med til at bygge Bornholmer Centret i 1975, hvilket var Bornholms første "rigtige" butikscenter.

Kaj Madsen fik dog aldrig lige så fine titler som faderen, men det havde han heller ikke behov for.

– Han var ligesom i sit hus og var stille. Han levede på en sten, og vi skulle spare på pengene. En meget ydmyg mand vil jeg sige.

– Men han var også skrap, kan jeg forstå på de tidligere ansatte. Kaj Madsen kunne godt "svinge pisken". Man måtte ikke have røde sko på, og kjolen skulle gå til under knæene, og der var en helt masse ting, man skulle.

Under Kaj Madsens lederskab blev butikken kendt for blandt andet juleudstilling i butiksvinduerne, som tiltrak mange nysgerrige sjæle. Der blev også arrangeret modeshows både i butikken og i Rønnehallen, hvilket nogle gange tiltrak helt op mod 1500 mennesker.

– Vi prøver stadig at gøre det til mere end en tøjbutik. Det skal ikke bare være som andre steder, hvor man bare kommer hen og smider varen på disken og betaler. Faste kunder kan låne tøj med hjem, og vi gør meget for at have den service, vi synes, man skal have, fortæller Marianne Weidemann, som også stadigvæk arrangerer modeshows, og i kælderen er der en masse nisser, juletræer og andet pynt, som bliver fundet frem, når året lakker mod enden.

Mange købte julegaverne hos Simon Madsen. Her ses en kunde i december 1952. Arkivfoto

Chefen med den lyserøde kuffert

I 1971 fik Kaj Madsen assistance i butikken af datteren Grete Weidemann, og hun blev direktør og ejer i 1979, da han døde. Der var ikke ret mange kvinder i topposter i dansk erhvervsliv på det tidspunkt, og derfor tiltrak hun sig en del opmærksomhed.

– Når hun skulle til modemesser, rejste hun altid rundt med en lyserød kuffert, og det kom hun faktisk i fjernsynet med. Så da jeg var 17-18 år, kunne jeg se min mor med hendes lyserøde kuffert i landsdækkende tv, fortæller Marianne Weidemann.

Det var ikke nogen nem opgave for Grete Weidemann at overtage familiefirmaet. Hun var udlært hos tøjhuset Kjærgaard i Nexø, men derudover havde hun ikke nogen uddannelser at støtte sig op ad, og indtil hun blev skilt fra Niels-Erik Weidemann i 1971, havde hun i en årrække været hjemmegående husmor.

– Det var hårdt arbejde, for det var et stort ansvar. Hun skulle tage en masse kampe, og det var ikke altid lige nemt, fortæller Marianne Weidemann, som i en ung alder hjalp moren med at holde styr på forretningen.

– Jeg har en uddannelse, og det har min mor jo ikke, så jeg har været med til møder og skulle sidde og tage beslutninger, siden jeg var 17 år, fortæller Marianne Weidemann, som er cand. merc. og blev udlært som vekselerer hos Lannung & Co.

Konkurrencen kommer til byen

Trods udfordringerne formåede Grete Weidemann at fortsætte succesen for familiefirmaet, som i 1983 kunne fejre 100 års jubilæum. De glade dage fortsatte nogle år endnu, men så skete der noget, som fik forretningen til at vakle.

– Indtil 1992 har det gået fantastisk. Vi har en masse ansatte, og vi har forretninger i Bornholmer Centret på den anden side af gaden, og vi har forretninger mange steder i byen. Men så åbner Snellemark Centret. Vi har jo faktisk været eneudbyder indtil da, men så kommer den virkelige konkurrence til byen, og så kunne jeg godt mærke, at nu begynder det at stramme, og nu krævede det altså lige lidt mere end bare venstrehåndsarbejde, fortæller Marianne Weidemann, som samme år overtog lederskabet af familiefirmaet sammen med søsteren Elsebeth.

I løbet af 1990'erne tog de to søstre nogle store beslutninger. De mange forretninger rundt om i byen blev solgt fra, og det samme blev Bornholmer Centret. I stedet blev alle kræfter nu lagt i at forny tøjbutikken på Lille Torv 6, hvor kundestrømmen var blevet mindre som følge af Irmas lukning og Kvicklys flytning til Snellemark Centret.

Sådan så kundestrømmen ud, når Simon's holdt et af sine to årlige udsalg. Arkivfoto

Rønnes ældste forretning?

Simon's blev grundlagt i 1883, og spørgsmålet er, om det dermed også er den ældste nulevende butik i Rønne. Tidende har spurgt Bornholms Museum, Rønne Byforening, Kulturarv Bornholm og Rønne Handelsstandsforening, og de er alle enige om, at Simon's må være den ældste. Formand Jan Bidstrup fra Rønne Handelsstandsforening går så langt som til at sige, at han er 99,9 procent sikker på, at det er tilfældet. De næstældste butikker har "kun" 40-50-60 år bag sig, fortæller han.

Den nuværende formand for Rønne Handelsstandsforening, Jan Bidstrup, begyndte at arbejde i Simon Madsen, da han var 16 år, og fra 1996 til 2010 var han butikschef. Efterfølgende var Lene Nørregaard forretningens ansigt udadtil indtil 2020, hvor hun gik på pension. Arkivfoto

Ombygning og navneskift

Grete gik på pension i 1996, og da ingen af søstrene boede på Bornholm, valgte de at forfremme 29-årige Jan Bidstrup til butikschef, så han kunne tage sig af den daglige drift.

De var alle enige om, at der skulle lægges en ny stil, hvis den gamle forretning skulle overleve. Løsningen blev at lave et mere bindende samarbejde med Bestseller, som i 1997 hjalp med at lave en gennemgribende ombygning af butikken. De blå gulvtæpper blev fjernet, og den nyindrettede forretning blev bygget op, så hver enkelt afdeling nærmest fremstod som en butik i sig selv.

Samarbejdet med Bestseller betød også, at der nu kom flere varer med mærkerne Only, Vero Moda og Jack & Jones. Til gengæld mente nogle leverandører, som Simon Madsen valgte at sige farvel til, at forretningen havde solgt sin sjæl til Bestseller.

– Det kan man sige ja og nej til. Sjælen er jo ikke helt død. Jeg kalder det udvikling, siger Marianne Weidemann, som i forbindelse med den drastiske ændring også lavede en navneændring, så forretningen vinkede farvel til grundlæggerens efternavn.

– Vi ville give det et friskt pust, og 'SM' kunne vi ikke rigtig lege med, så det blev til Simon's, forklarer hun med henvisning til, at Simon Madsens forbogstaver giver associationer til en helt anden type butik.

Bliver ikke rig af Simon's

Selvom ombygningen kostede en masse penge, overvejede søstrene aldrig at trække sig ud og sælge den sidste del af familiefirmaet.

– Sjovt nok har det faktisk ikke været på tale. Selvom vi begge to har boet i København, har vi altid været bundet til det her sted. Giver det mening? At man har et kæmpe hus her på Lille Torv, hvor jeg intet problem har med at være alene, fordi jeg kender nisserne, siger Marianne Weidemann.

Hun kunne heldigvis glæde sig over, at investeringen gav pote, for butikken oplevede en markant vækst, som i løbet af nogle få år indhentede det, Simon Madsen havde tabt de foregående år.

– Det gav os det pust, vi trængte til på det tidspunkt. Det os virkelig luft og ny energi.

De senere år er konkurrencen dog blevet øget markant på grund af internethandlen, og det har igen presset økonomien. Alligevel har tanken om at stoppe endnu ikke strejfet Marianne Weidemann.

– Jeg bliver ikke rig af at have Simon's, men det er jo en livsstil. Man skal synes, det er sjovt at gå på arbejde hver dag, og man skal have nogle super gode kollegaer, og vi har et team, hvor det bare svinger, fortæller hun og nævner, at det ikke er atypisk, at medarbejderne vælger at blive i modehuset i mange år. Kort før corona gik en medarbejder på pension efter 43 år i forretningen.

– Her er jo hyggeligt at være, så det er virkelig svært at komme herfra. Her er gode vibrationer, og det gør jo også, at jeg har fået to elever i sommers, fortæller Marianne Weidemann, som selv er blevet en mere fast del af hverdagen i butikken, siden hun blev skilt i 2020 og valgte at bruge mere af sin tid på Bornholm.

Femte generation?

Marianne Weidemann tør ikke spå om, hvordan Simon's ser ud om 10 år, og om det til den tid fortsat vil være et familiefirma. Hun er fyldt 61 år, og hun kan godt mærke, at alderen begynder at presse på, men hun har ingen planer om at stoppe lige foreløbigt.

– Jeg kan godt mærke, at jeg ikke er 25 mere. Nu har jeg lige været 14 dage på messe, og øj jeg er træt. Men jeg tror ikke, jeg kan finde ud af at gå på pension. Jeg er ikke specielt god til golf og tennis, og hvad man nu ellers gør. Jeg fisker ikke, og jeg går ikke på jagt, fortæller hun.

Er der en femte generation, der skal tage over?

– Det kunne jo bare være så sjovt. Men ikke umiddelbart, siger hun og fortæller, at hverken hendes egne børn eller søsterens børn arbejder med forretning.

– Men man ved aldrig, hvad der sker. Jeg havde jo også en anden vej i livet og var først 30-35 år, da jeg gik ind i det. Men det kræver noget i dag, siger hun og nævner, at man skal kunne lidt af det hele: være købmand, have styr på HR og på bogholderi, og så skal man ikke være bange for at tage risici.

– Jeg synes ikke, det er for tøsedrenge at være selvstændig i dag med sådan en biks her, hvis jeg skal være helt ærlig. Og det er hårdt arbejde. Men det er ikke, fordi jeg skal tude, for jeg elsker det, og ellers havde jeg heller ikke gjort det. Og jeg havde ikke gjort det, hvis ikke det var fordi, jeg havde haft så mange skønne kollegaer og trofaste kunder.

Fik skæbne som lukkedamen

Da hun skulle planlægge 140 års jubilæet i efteråret, var inflationen høj, og selvom butikken har mange trofaste kunder, kunne hun godt føle, at der blev passet lidt mere på pengene. Derfor har hun ikke turde afsætte et stort beløb til en jubilæumsfest.

I stedet vil hun invitere alle tidligere ansatte til sild og snaps og gode historier den 15. april, ligesom hun i løbet af året vil hænge plancher op i butikken, som fremhæver nogle af modehusets vigtigste begivenheder. Jubilæet har nemlig fået hende til at føle historiens vingesus.

– Vi er jo i det hus, som oldefar byggede, og hans måde at arbejde på, være selvstændig og turde tage nogle beslutninger ligger i os alle sammen, siger hun og peger også på, hvordan tilfældigheder kan spille en stor rolle.

– Huset overfor blev jo bombet. Der er 20 meter derhen. Hvis det havde været vores hus, der var blevet bombet, så havde mit liv i hvert fald været anderledes, fortæller Marianne Weidemann med henvisning til russernes bombardement af Rønne i 1945.

Hvad angår hendes egen rolle i familiefirmaets historie, er hun meget ydmyg.

– Jeg ser det lidt som, at jeg er lukkedamen. Nu skal jeg også passe på, hvad jeg siger, men jeg har jo ikke bygget Bornholmer Centret eller har ejendomme på Store Torv eller på den anden side af vejen eller et væld af butikker rundt omkring i Rønne.

– Men det siger også noget om, hvordan tiderne har ændret sig. Nu er det store firmaer som Bestseller og Zalando, der kører det, siger hun.

Fire generationer i familiefirmaet

• Simon Madsen (ejer, 1883-1933)

• Kaj Madsen (ejer, 1933-1979)

• Grete Weidemann (ejer, 1979-1992)

• Marianne Weidemann (medejer, 1992-)

 

Juleudsmykningen i vinduespartierne blev et trækplaster. Arkivfoto

Beretning fra en tidligere ansat

(...) en dag kom der en herre og spurgte mig, om jeg var interesseret i ferieafløsning hos Simon Madsen. Det var hr. Kaj Madsen selv, jeg kendte ham ikke den gang, men jeg startede 1.juni 1945. det var spændende, at begynde der. Der var mange damer, og det var en stor forretning, selv om det var før der blev lavet om. Endvidere var her mange flere varer og tildelingerne var større.

Kaj Madsen var en meget dygtig forretningsmand, han rejste meget over og fandt altid noget, der kunne sælges, for selv om krigen var slut, var der alligevel mangel på varer. Vi havde kunder skrevet op til forskellige ting, så når vi fik varer hjem var det meste af det solgt på forhånd. Jeg kan huske at af kjolestoffer fik vi nogle stykker en gang i mellem, så havde vi en bog med bestillinger og så startede vi fra en ende af. F.eks. Fru Hansen – lille, tyk og mørkhåret, hun kan få grønt. 2 længder 2,50m a140cm bredde sendt op med en kvitteret regning, og kunderne var altid glade. Nogle havde ønsket en bestemt farve, men var farven der ikke, så var det lige meget, man var glad for, hvad man kunne få. Da der begyndte at komme varer igen, blev der indført købekort med rationeringsmærker.

Endvidere mindes jeg, at vi havde en stor flot pengekasse, vist nok lavet af malm og så var den cecileret, der var 4 eller 6 pengeskuffer, jeg husker det ikke helt, men i hvert fald var vi nogle stykker om hver skuffe, som vi så selv skulle gøre op hver aften. Vi skrev jo notater på alt, hvad vi solgte dengang, ligesom man i dag får en bon. Alt i bånd og lign. Var i metermål, så man blev trænet i at regne. Senere fik vi en kasse – midt i forretningen, hvor Fru Steffensen sad, og så gik kunderne så hen til hende og betalte, medens vi som ekspedienter pakkede varerne ind. Det var en stor lettelse for os, men når det var udsalg, var det ved at brænde på, for så var der lang kø ved kassen, og dengang var kunderne jo ikke vant til at vente! Kassen i midten af forretningen kom i forbindelse med, at forretningen blev udvidet. Før forretningen blev lavet om, var al plads godt udnyttet, der var reoler fra gulv til loft, alt lå på hylder eller i skuffer, så når en kunde skulle købe f. eks strik, duge, kitler eller undertøj, så skulle det ned på disken, og der var disk, faktisk hele vejen rundt. I disken var der så skuffer til alle småting, der var jo ikke noget der hed selvbetjening.

Tiden gik, og jeg blev hos Simon Madsen; men så blev jeg gravid, og dengang sagde man op og flyttede, der var ikke noget der hed barselsorlov og vuggestuer m.m. Nej – det var efter princippet tæring efter næring. Men jeg havde samlet et godt babyudstyr alt i gammeldags trøjer, bleer, vat, sikkerhedsnåle, lagener og dynebetræk m. m. Det var vores førstedame Ellen Holm, der havde det liggende på loftet, hun havde syntes, det var synd, at sælge det helt ud, så der var jeg heldig.

Da der var gået nogle år, havde vi fået 2 drenge, jeg hjalp kun til hos Simon Madsen enkelte dage til udsalg, jul eller hvis der var en travl fredag. Børnene skulle jo passes, men vi havde en flink nabo, der passede børnene så længe. Hun fik 2kr. for en eftermiddag, og jeg fik 2.25kr.i timen.

Da den yngste begyndte i skole, tog jeg fat hos Simon Madsen igen – i begyndelsen på halv tid. Så blev det sjovt, for der begyndte at komme varer. Der var altid meget travlt, for folk manglede jo alt efter krigstiden. Forretningen blev udvidet og vi fik endnu flere varer. Jeg kan huske, at vores chef og førstedame rejste over og købte varer ind. Der blev jo også dannet indkøbsforeninger, og det første var vist med hvidevarer. Så skal jeg ellers love for, at det væltede ind med varer, og det var altid spændende. Men når varerne skulle mærkes, blev alle prismærker skrevet i hånden, og nogle gange kneb det med at nå det hele. Der lå altid varer der skulle mærkes. Det værste var dog, når der kom hundredvis af dynebetræk, lagener og håndklæder, for det var tungt, og det skulle bæres over i en kælder på den anden side af Lille Torv. Mærkeligt at ryggene kunne holde til det. Vi var jo ikke alle lige stærke, men når vi var færdige, fik vi en sodavand for det ekstra slid. Typisk kom disse hvidevarer altid hjem på de varmeste sommerdage! Nogle gange fik vi så en time ekstra fri så vi kunne gå ned og bade.

Så blev der udvidet igen i 1960. Det blev en meget stor forretning, hvor vi solgte gulvtæpper, dyner, gardiner. Vi havde en stor herreafdeling, damekonfektion, metervarer, ja kort sagt alt, hvad der fandtes i en velassorteret forretning.

Så flyttede vores førstedame og Kaj Madsen spurgte mig, om jeg ville lede manufakturafdelingen. Jeg sagde ja til, at det ville jeg godt prøve, og med chefens hjælp kom jeg ind i det. Jeg må sige, at det blev til mange gode og utroligt spændende år, hvor vi rejste over og købte ind i indkøbsforeninger, på store fabrikker med hvidevarer m.m. Frem for alt, havde jeg også mange gode kolleger, de begyndte som lærlinge, blev udlærte, blev gift og fik børn og kom så tilbage til Simon Madsen igen – præcis som jeg selv. Det blev til lange og gode venskaber.

Men jeg vil nu alligevel tillade mig, at sige, at det er nu lettere i dag, at arbejde i forretning end det var for 50 år tilbage. Arbejdstiden er kortere, ferierne længere, skole klares om dagen, barselsorlov, vuggestuer og børnehaver er en selvfølge og i hjemmet er der tekniske hjælpemidler.

Det tænker vi ældre nok mere over, når vi ser tilbage på, at vi havde kakkelovn i stuen og kogte tøj i en gruekedel og skrubbede tøjet på et vaskebræt.

Se det var så det vi brugte søndagene til.

Enis Funch (2005)

Kilde: viderebragt med tilladelse fra haslelokalhistorie.dk