Rikke har overlevet mere end de fleste - nu er hun klar igen

Rikke Ambrosen har mistet fire nære familiemedlemmer de seneste år, og hendes datter er hjertebarn. Hun er selv blevet hentet med ambulance flere gange. I dag har den 40-årige kok lært at lytte til sin krop.

Rikke Ambrosen er vant til at kæmpe mod drager. Hun er tidligere køkkenleder hos Beredskabsstyrelsen i Allinge og tidligere centerleder i Nyvestcentret i Nylars. Hun har været nede et par gange, men er altid kommet op igen.

For fire år siden sprang hun ud som selvstændig med cateringfirmaet Rubinen i Hasle. Hun var klar til kamp, men det, som skulle have været en langsom opstart, blev i virkeligheden starten på hendes livs største test. For selv om Rikke Ambrosen elsker at lave mad, blev det med tiden sværere og sværere for hende at få lov til at koncentrere sig om netop dette.

– De sidste fire år har bare været op af bakke, indrømmer den 40-årige kok. Hendes ældste barn er født med en hjertefejl, som tjekkes jævnligt. De rutinemæssige hospitalsbesøg i København var et vilkår, som hele familien var vant til.

Men så skete der noget uventet.

– Da hun var 13, fandt man ved en kontrol ud af, at hun havde nogle blodårer, der løb udenom leveren. Hun er én ud af fem i Danmark, der har den sygdom. Hun blev opereret på Rigshospitalet og fik sat en speciel prop ind i blodåren for at få blodet til at løbe rigtigt. Så vi rejste frem og tilbage, samtidig med at jeg passede firmaet, fortæller Rikke Ambrosen.

Heldigvis gik operationen godt. Datteren kom sig hurtigt og Rikke Ambrosen kunne igen koncentrere sig om at lave mad. Men det varede ikke længe.

– Da hun begyndte at få det bedre fik min mor kræft. Det var også en proces, og hun skulle også igennem en stor operation, siger Rikke.

Efter operationen begyndte det at se ud som om kræften var væk, og Rikke kunne igen vende opmærksomheden mod sit nye firma.

Hun var i gang med et bryllup på Klemens Kro, da telefonen ringede.

– Jeg fik at vide, at min far var blevet indlagt. Han døde dagen efter, ud af det blå, af en blodforgiftning.

Kort tid efter døde Rikkes svigerfar og Rikkes faster. I 2023 vende morens kræft tilbage, og lægerne sagde, at de ikke kunne gøre mere.

Rikke Ambrosens mor var Rie Andersen. Hun var kendt af mange for sit arbejde som økonoma på blandt andet Snorrebakken og Sønderbo, og til sidst som kok i Aakirkeby Hallerne. Hun var politisk aktiv i Venstre og sad i ældrerådet frem til sin død.

Rie Andersen hjalp også i Rubinen.

– Min mor kom her hele tiden, enten for at hjælpe i køkkenet eller for at få en kop kaffe. Hun har lavet mad hele livet, så hun ville rigtig gerne være en del af det, fortæller Rikke.

– Hun døde i januar.

Rikke Ambrosen måtte utroligt meget igennem, før det lykkedes for hende at få lov til det, hun elsker allermest: At lave mad. Foto: Anette Vestergaard

Indlagt med det samme

Rikke Ambrosen startede Rubinen for fire år siden, fordi hun gerne ville lave mad ud af huset. Hun bor i Hasle med mand og tre børn på syv, 13 og 17 år, og når hun kørte forbi det brune træhus på Fælledvej tænkte hun tit på, at det var ærgerligt, at det stod tomt. Som tiden gik blev hun mere og mere varm på tanken om at starte op selv, og en dag tog hun kontakt med ejerforeningen, som ejer servicebygningen i sommerhusområdet Rubinen. Den stod tom, og det lykkedes Rikke Ambrosen at indgå en aftale med ejerforeningen. I februar 2020 overtog hun bygningen og startede cateringfirmaet Rubinen op.

To dage efter åbningen kom corona og lukkede alt ned. Alle selskaber blev aflyst.

Rikke Ambrosen øjnede imidlertid hurtigt de nye muligheder.

– Som alle andre begyndte jeg at lave take away, og det startede supergodt. Jeg lavede cirka 50 kuverter om dagen, og det gjorde, at jeg kunne køre videre.

De mange sygdomsforløb, de mange begravelser og ikke mindst kampen for at holde forretningen kørende under corona satte sine spor. Men Rikke Ambrosen var så fokuseret på firmaet, at hun forsøgte at overhøre trætheden, fortrænge sorgen og ignorere de tiltagende signaler fra kroppen og sindet.

Til sidst blev det for meget.

– Sidste år kom jeg herud en dag, og så kunne jeg ikke noget som helst. Jeg blev kørt på hospitalet og lægen sagde, at det helt sikkert var depression.

Rikke Ambrosen blev sendt direkte videre til psykiatrisk afdeling. Det er hun glad for i dag.

– Der var jeg heldig. Jeg fik medicin og begyndte at gå til samtale og gruppeforløb. Det hjalp virkelig.

Rikke sov rigtig meget i den efterfølgende tid. Hun gik på sygedagpenge, men valgte at beholde firmaet.

– For jeg var jo snart klar igen, siger hun og tilføjer konstaterende:

– Det var jeg så ikke.

Min mand har knoklet løs

I dag hælder Rikke Ambrosen til, at det nok havde været bedst, hvis hun havde lukket Rubinen helt, da hun blev syg. Men dengang havde hun ingen anelse om, at hun havde brug for et år til at komme sig. Hun ville gerne tilbage til køkkenet. Men kroppen og sindet var ikke klar.

– Det her er jo min store drøm. Men ser jeg tilbage, skulle jeg nok have stoppet firmaet, og så set om jeg kunne starte det op igen, når jeg var rask. Vi har jo skudt en masse penge i det, og selv om det har stået stille var der jo en masse udgifter i det. Så de der sygedagpenge dækkede firmaet, men det dækkede ikke noget på hjemmefronten. Så min mand måtte jo prøve at hive mere hjem. Han har knoklet løs, siger Rikke Ambrosen om manden, der er selvstændig tømrer.

I februar gav kommunen Rikke lov til at starte op igen på halv tid. Det var blot en måned efter morens død, og da Rikke kom tilbage til Rubinen væltede minderne frem.

– Der var en del følelser i det, da jeg startede op igen. Hun er her stadig, siger Rikke Ambrosen og nikker ud mod køkkenet.

Men det var godt at komme i gang igen og efter to måneder valgte Rikke Ambrosen at raskmelde sig, selv om hun stadig sørgede over tabet af sin mor.

Det var blandt andet frygten for at skulle skifte sagsbehandler, der fik hende til at gå op på fuld tid.

– Det der med at tælle timer som selvstændig, det er svært. Når du sidder derhjemme er du også på arbejde. Folk skriver til dig, der kommer mails. Det blev let ordnet, men så skulle man også tælle timer. Det blev for besværligt, og man bliver afhængig af et system, hvor man skal komme til samtaler hele tiden. Jeg fik også at vide, at jeg skulle over i et andet system, hvis jeg fortsatte, og det kunne jeg simpelthen ikke overskue. Jeg fik stress bare ved tanken om at skulle skifte sagsbehandler, siger hun.

Hentet af ambulancen

Rikke Ambrosen indrømmer blankt, at hun ikke har været verdensmester i at lytte til sin krop. Da hun var centerleder i Nyvestcentret blev hun hentet to gange af ambulancen. Første gang fik hun problemer med at trække vejret. Anden gang blev hun ramt af et voldsomt migræneanfald.

– Jeg kom hjem fra arbejde efter en stor fest, og så kunne jeg bare ikke trække vejret. Det var stress. Jeg arbejdede hele tiden dernede, jeg skulle både være gartner og kok og tjener. Lave mad og kontor og handle.

Efter en kort sygemelding vendte Rikke Ambrosen troligt tilbage til arbejdet. Og så skete det igen.

– Da ambulancen kom, troede de først det var en blodprop i hjertet, men det var det ikke. Det var stress, og lægerne sagde: Hvis du ikke stopper nu, så går det galt.

Man kan ikke det hele

Men Rikke Ambrosen er ikke klar til at stoppe. Hun er lige fyldt 40 og i bund og grund har hun et drive, der siger spar to. For et par uger siden havde hun mad ud til 300 mennesker. Det var et pres, men det var sjovt. Ældstedatteren hjalp til i køkkenet, manden og sønnen kørte ud med maden. Travlhed er fint, så længe det er Rikke, der har kontrollen.

Det var alt det, hun ikke kunne styre, der til sidst fik læsset til at vælte.

– Det, der skete med mig, bunder primært i alt det der skete rundt omkring mig de sidste fire år, siger hun.

I disse uger begynder julefrokosterne stille og roligt at tikke ind. Små bestillinger indtil videre, men folk skal også lige vænne sig til, at Rubinen er oppe igen.

– Folk bestiller jo i god tid, konfirmationerne bestiller de et år i forvejen. Så det tager tid. Men det ved jeg jo godt. Jeg reklamerer konstant, og laver både catering, pop up og take away. Selskaber, tapas og buffeter. Men jeg er her hele tiden. Jeg tager ikke ud og laver mad mere.

Hvad er dine nye leveregler?

– Tingene er sat mere op i kasser og jeg prøver også at sænke barren lidt. Jeg har haft nogle forventninger om, at jeg kunne det hele, og det kan man jo ikke. Det er der ingen der kan.

Hvordan har det været at komme tilbage?

– Jeg har det absolut bedre. Jeg elsker at lave mad, jeg nyder det virkelig. I de fire år, hvor alt ramlede ned om ørerne på mig, tænkte jeg tit: Kunne jeg nu bare få lov til at arbejde.

– Det er der, jeg er nu. Nu kan jeg koncentrere mig om at få mig selv tilbage i det.