Når Bornholmslinjen fra næste år sætter en større færge ind på turen mellem Rønne og Ystad, vil det betyde, at der bliver behov for, at flere biler kan holde og vente på opmarchområdet på Rønne Havn. Rederiet mener ikke, området er stort nok, og det problem skal løses i samarbejde med Rønne Havn og Bornholms Regionskommune.
Nogle af løsningsforslagene vil betyde, at tankstationen Q8, der i en menneskalder har ligget på havnen i Rønne, skal lukkes eller flyttes et andet sted hen. Og sådan en flytning synes Q8 er en meget, meget dårlig idé. De vil nemlig rigtig gerne blive, hvor de er.
– Hele sagen har rigtig mange perspektiver, og der er blevet skrevet rigtig meget om området. Så vi er meget opmærksomme på, at der sker noget. Vi har igennem årene haft en fin dialog med havnen. Nu kommer det tættere på, og det er lidt svært at finde ud af, hvad der er op og ned i planerne. Det vi ser fra vores perspektiv er, at vi rigtig gerne vil blive på Bornholm. Vi har haft en plan i skuffen i mange år om, at vi gerne vil bygge tankstationen i Rønne om, fortæller kædechef hos Q8, Gert Jørgensen.
Q8-tanken ligger på en grund, som Rønne Havn ejer, og dermed kan en ændring af infrastrukturen på havnen tvinge Q8 til at forlade grunden og dermed lukke tankstationen. Og netop det har gjort, at Q8 har holdt igen med investeringer på grunden.