Pædagogmangel kan ramme Bornholm inden for få år

Pædagogmangel kan ramme Bornholm inden for få år
Der skal arbejdes ihærdigt på nye løsninger - og gerne i samarbejde med Campus Bornholm og Bornholms Regionskommune, mener BUPL-formand på Borholm, Henrik Kofoed Hansen. Foto Berit Hvassum
ERHVERV | Mandag 4. april 2022 • 06:00
Berit Hvassum
Journalist
ERHVERV | Mandag 4. april 2022 • 06:00

Manglen på pædagoger er så ekstrem, at tusindvis af ledige stillinger i Danmark ikke kunne besættes i sidste halvår af 2021, lyder det fra BUPL.


Fra juni til november er 3.500 ledige pædagogjob på landsplan ikke blevet besat. Yderligere 1.300 skolepædagogjob er blevet slået op forgæves. Det svarer til, at det kun lykkes at besætte 7 ud af 10 stillinger. Det viser nye tal fra Arbejdsmarked og Rekruttering.

I en pressemeddelelse skriver BUPL, pædagogernes fagforbund, at den direkte konsekvens af de mange fejlslagne forsøg på at finde en pædagog til en ledig stilling er, at der bliver længere mellem pædagogerne i blandt andet daginstitutionerne, som i stedet ansætter medhjælpere uden de nødvendige kompetencer til at sikre børnenes udvikling og trivsel.

Henrik Kofoed Hansen er formand for pædagogernes fagforbund på Bornholm, og han ser endnu ikke samme tendens ude i de bornholmske institutioner og skoler.

– Der er ansøgere til de pædagogstillinger, som der bliver slået op, men det bliver ikke ved, siger han.

Formanden oplever dog, at det stadig er svært at finde vikarer.

– Det skyldes nok, at står man som ledig, så søger man en fast stilling.

Bornholm har måske ikke ramt den landsdækkende tendens med manglende pædagoger, men scenariet vil vise sig inden for få år.

– Vi ser ud i en fremtid, hvor en stor årgang af pædagoger går på efterløn, og vi kan ikke vente med at handle, til det er sket, fortæller han.

Den landsdækkende formand i BUPL, Elisa Rimpler, påpeger, at der som udgangspunktkommer til at mangle 14.000 pædagoger i 2030, når institutionerne skal følge med stigende børnetal og leve op til minimumsnormeringerne. Og i lyset af den nuværende situation, hvor Danmark muligvis skal tage imod op mod 100.000 ukrainske flygtninge, bliver pædagogmanglen desto mere akut.

Rekrutteringsplan er et akut ønske

BUPL har længe efterlyst en national rekrutteringsplan, som skal bidrage til at sikre pædagoger nok. Og de seneste tal fra Styrelsen fra Arbejdsmarked og Rekruttering sætter streg under alvoren, påpeger Elisa Rimpler.

Henrik Kofoed Hansen er helt enig med landsformanden, der understreger, at der skal skrues på alle knapper for at tiltrække flere til professionen og sikre kvaliteten og fagligheden i landets daginstitutioner, sfo'er, klubber og skoler.

– Det er en trøst, at vi lige har fået et nyt hold pædagoger ud fra uddannelsen på campus, men med minimumsnormeringer på vej får vi brug for dem alle sammen, siger han.

Den lokale BUPL-formand mener, at man skal se på helt nye løsninger for at øge antallet af pædagoger.

– Det kunne være interessant at kigge på en merituddannelse til Bornholm, så vi kan få omskolet pau’erne (pædagogiske assistenter, red) til pædagoger, og det kunne være godt at få en dialog med Bornholms Regionskommune og Campus Bornholm, for måske kunne vi slå os sammen om et samarbejde.

Corona har gjort mange trætte

Udover en kommende mangel på pædagoger på Bornholm bekymrer Henrik Kofoed Hansen sig meget om det arbejdspres, medarbejderne er udsat for ude på de forskellige arbejdspladser.

– Vi skal have fokus på trivlsen ude i institutionerne, skoler og for pædagoger på plejecentre.

Han frygter, at flere års hårdt pres under perioden med coronavirus har slidt ekstra meget på rigtig mange medarbejdere.

– De har i forvejen løbet meget stærkt under corona og man kan frygte, at når sommerferien rammer, så rammer trætheden også, siger Henrik Kofoed Hansen.

FÅ ABONNEMENT