Opfandt særlig bøf: Nu har han to restauranter på Rådhuspladsen

Den bornholmske kok var med sin adhd ikke den nemmeste elev i folkeskolen, og først da han som 12-årig begyndte at arbejde i et køkken, oplevede han at få ros. I dag er han kendt i hele Danmark og har sammen med sin makker gennem nogle år haft restaurant på Rådhuspladsen, hvor de netop har åbnet endnu én – og flere hundrede millioner verden over har stiftet bekendtskab med hans helt særlige bøf.

Her på metrotrappen op til Rådhuspladsen i hjertet af København står der denne dag allersidst i januar et ungt sprødt brudepar i fuldt skrud og bliver fotograferet nedefra i den helt rette vinkel til at få Rådhustårnet i fuld højde med i baggrunden.

Hun kigger dybt i sin nyvundne gemals øjne med et blik så lykkeligt og varmt, at man et øjeblik håber, at støvregnen over vore hoveder vil fordampe. Det gør den ikke, men hendes forelskelse er tilstrækkeligt udtryksfuld til, at man erindres om, at oven over alting stråler Moder Sol.

Mange mennesker er her ikke på pladsen, det er ikke dén slags vejr, men ved pølsevognen Restaurant Fodkold over for indgangen til Strøget, hvor man trods alt kan ane et vist mylder, står et andet par i form af to ungersvende og fornøjer sig med hver sin hotdog under halvtaget, mens duerne i stakatotrippen forventningsfulde er klar til at spotte hver en krumme, der måtte falde til jorden ved deres fødder – deres formentlig småkolde fødder, så lad os da hellere komme indenfor i en fart.

Inden for på Restaurant Capa, som siden 2020 har ligget i Scandic Palace Hotel lige over gaden i forhold til pladsen og ikke mange meter fra starten på Strøget.

Uden for restauranten står lurblæserne som vanligt på lur, højt placeret på deres søjle, og fra de 20 meters højde har bronzestatuerne et godt kig ned over den store plads – og kunne måske finde på at sende et trut af sted, som ville få Tidendes udsendte til at snuble over en kantsten på vej over gaden til restauranten.

Ifølge myten giver lurblæserne jo gerne lyd, hvis en jomfru skulle passere forbi, og der var jo altså lige hende bruden fra før. Hvem ved …

To mænd går ind ad døren til restauranten lige for næsen af mig og bliver straks modtaget af en særdeles venlig tjener.

– Lunch, siger han spørgende og lige præcis, de skal have frokost.

– And your reservation, spørger tjeneren videre.

Jo, reservationen har de to også styr på, og de bliver hurtigt bænket ved et bord, hvor de straks slår over i en konversation på pæredansk.

Det er kun tjeneren, der konsekvent taler internationalsk, hvilket han også gør, da han høfligt spørger mig, Tidendes udsendte, om mit ærinde.

Og jeg har jo altså en aftale med hans chef, Casper.

Ja, Casper – tal lige om en mand med mange jern i ilden …

Hurtigt liret af er han kendt som tv-kok på TV2’s ”Go’ morgen Danmark” samt fra diverse restauranter i København og omegn, såsom Alchemist, Restaurant Søren K i Den Sorte Diamant, Marienlyst Strandhotel og andre, hvor han har huseret, men i dag har han og hans makker, John Nielsen, i cirka fem år haft deres helt egen Restaurant Capa lige her på hovedstadens fornemmeste plads – næ, nu har de søreme to, men dét vender vi tilbage til!

Casper har også været på kokkelandsholdet, og ikke mindst gav hans navn genlyd ude i verden, da han opfandt intet mindre end ”smørbøffen”. Også den vender vi tilbage til.

Han har dertil sin egen hjemmeside og salgskanal, hvor han sælger diverse ting til køkkenet: ”Vi har produkter til alle niveauer. Alt fra airfryers til skærebræt”, kan man læse, og alt, oplyses det videre, er skam testet af ham selv, hvilket siger ikke så lidt, for der er vitterligt mange forskellige potter, pander, knive, køkkenmaskiner og så videre.

Endelig har han naturligvis også et efternavn, og når journalisten har tøvet lidt med at delagtiggøre læseren i det, skyldes det ene og alene, at dét er jeg altså nødt til at slå op for at få det stavet korrekt.

Øjeblik …

Jo, Sobczyk.

Altså, Casper Sobczyk, og hans hjemmeside hedder da også caspersobczyk.dk.

Jeg er snogebækker

Nok rimer navnet ikke på Kofoed, og nok er han født på Sjælland i 1988, men han har nu engang sine rødder på Bornholm, for her voksede han op, og tiden som kokkeelev tilbragte han da også på Hotel Siemsens Gaard i Svaneke.

Lige her til venstre ved indgangsdøren i Restaurant Capa hænger flotte udskæringer af kød i en glasmontre og vidner om, at kvalitetskød er et fokuspunkt på restauranten, og længere nede i det ganske elegant indrettede lokale ser man et vinskab med hundreder af flasker, så også den del, er her helt styr på – men i dette øjeblik kommer Casper Sobczyk ud fra køkkenet, giver hånd og byder velkommen til.

Han er iført stilig vest og elegant smalskygget, grå hat med sort rem om hattepulden samt en lille stiliseret fjer i den ene side – og hvorunder en finurligt krøllet pandehårlok stikker frem.

Vel er han 36 år, men han kunne snildt have bildt mig ind, at han var 24.

Vi går ned bag i lokalet og sætter os ved et bord, hvor jeg ved, at man på menukortet – naturligvis – blandt andet finder en ”Smørbøf Original” med pommes frites, béarnaise og salat, og at den rent faktisk er blandt menukortets dyrere retter, men lige nu står den bare på en velbrygget kop kaffe med mælk.

Her i hans og makkerens restaurant er han selv daglig leder, køkkenchef med mere.

Et kig ud gennem et af vinduerne vidner om, hvor centralt i byen vi rent faktisk befinder os, og da jeg konstaterer, at det vel næppe bliver meget større end at have en restaurant lige præcis her, ler han:

– Ja, Rådhuspladsen koster vel 40.000 i Matador, ikke? Nej, faktisk er det både en god og en dårlig placering, for turisterne kommer ikke forbi, de går ned ad Strøget i stedet, og københavnerne går måske den anden vej med telefonen i hånden, siger han og peger i retning af Vester Voldgade, som langs rådhuset fører ned mod Københavns Havn.

– Så man ser os ikke, med mindre man kender os, selv om vi faktisk er en af de få restauranter på Rådhuspladsen. Men har man først fundet os, er man jo ikke i tvivl. Der er bare det ved pladsen derude, at der ikke rigtig ligger noget i forhold til, hvis man ser andre små storbyer i udlandet. Deres pladser er gerne fulde af liv og fulde af restauranter og alle mulige ting.

– Her er der vores flotte rådhus og så en stor plads uden noget i øvrigt, men vi skal ikke klage, vi har det rigtig fint, og det er efterhånden sjældent, vi ikke har fuldt hus om aftenen, siger han.

Det var John Nielsen, som egentlig er slagter i stor skala, og som Casper Sobczyk kendte gennem sit arbejde, der havde lokalerne på hånden, og de talte om at lave noget sammen.

I første omgang arbejdede Casper dog på en anden restaurant, som han ikke lige havde tænkt sig at smutte fra.

– Men da jeg så alligevel en dag tænkte, at nu ville jeg rejse, for nu skulle jeg slappe lidt af, passede det lige med, at John, som da havde haft lokalet et års tid, men ikke brugt det, ringede og sagde, at ”nu kan du altså godt komme og hjælpe mig!” – og så blev vi partnere, siger Casper.

Han er født i Hørsholm på Sjælland, hvor hans forældre blev skilt, da han var ganske lille. Som navnet måske antyder, er der polske aner i familien, men det ligger generationer tilbage.

– Så vi kender ikke nogen dernede, siger han.

Moren fandt en ny mand, som var bornholmer, og nogle år senere, da Casper var syv år gammel og i slutningen af første klasse, flyttede familien til Nexø og efter et par år eller tre videre til Snogebæk.

Flytningen til Bornholm har han ikke de store erindringer om, men livet på blandt andet havnen i Nexø sammen med kammeraterne står i klar erindring.

– Vi boede i det store sømandshjem ud mod havet og med udsigt over hele havnen, så vi løb meget rundt dernede og snakkede med min fars fiskervenner og dem, der i øvrigt arbejdede på havnen. Lærte at køre truck og sådan noget, da vi blev lidt ældre.

Ja, han kalder også sin bonus-far for ”far”.

– Han har jo været der, siden jeg var et år, forklarer han.

Hvordan opfatter du i dag dig selv?

– Jeg er snogebækker. Jeg er bornholmer.

Du føler, at du er bornholmer, fordi øen har præget dig så meget?

– Ja, jeg har accenten som en fra København, men indvendigt og udvendigt er jeg fuldstændig fra Bornholm. Og føler mig som bornholmer, siger han med eftertryk.

Her på åbningsaftenen mandag den 3. februar af den helt nye restaurant Haps i kælderen af Scandic Palace Hotel på Rådhuspladsen har Casper Sobczyk rygende travlt.

Mere kontrol

Og han er glad for, hvad øen og livet i blandt andet Nexø og Snogebæk gav ham.

– Hele den der meget rolige laissez faire-barndom havde jeg nok ikke fået i Hørsholm. Det kan jeg jo allerede mærke nu, at den får mine børn heller ikke på samme måde i Kokkedal tæt på Hørsholm, hvor vi bor. Min kone, Heidi, og jeg har to døtre, den yngste bliver fire lige om lidt, og den ældste er netop fyldt syv og er altså på den alder, jeg havde, da vi flyttede til Bornholm. Men der er sgu meget mere kontrol hjemme hos os, end der ville være, hvis vi havde boet på Bornholm.

– Min lillebror, som bor der, og jeg har 14 dages forskel på vores ældste barn, og hun får lov til meget mere derovre, end vores børn får lov til herovre, selv om vi ikke bor i et vildt kvarter og lige ved siden af skolen og alt det der. Han er noget mere tryg i det, end jeg er, og det oplever jeg også, at mine gamle kammerater fra folkeskolen er.

– Jeg tror, jeg gik i 3. klasse, da vi flyttede til Snogebæk, og det var nok i 4. klasse, jeg fik lov til at cykle fra Snogebæk til Nexø Skole. Men jeg kan love dig for, at de der seks kilometer får vores døtre aldrig nogensinde lov til at cykle alene.

Var det fedt at flytte til Snogebæk?

– Ja, vi købte min farmors og farfars hus, som de havde bygget engang, og det var dejligt. Men jeg har jo altid haft min omgang i Nexø, der spillede jeg fodbold, gik i klub, og jeg fortsatte i skolen der, mens min lillebror, som er noget yngre end mig, gik på skole i Poulsker og havde sin omgangskreds i Snogebæk. Så jeg skulle rykke mig lidt længere, men det erindrer jeg ikke var et problem. Det var selvfølgelig træls at skulle køre hjem fra klubben på cykel klokken 22, men da man fik knallert, blev det jo ligesom lidt nemmere.

Jeg var en lorteunge

Og der er noget med, at du begyndte at arbejde meget tidligt?

– Altså, mit første job med en officiel lønseddel var som avisbud for Bornholms Tidende, da jeg var 13 år, men allerede som 12-årig begyndte jeg at arbejde i et køkken på en restaurant som opvasker, afrydder og så videre, og jeg syntes, det var det fedeste, også selv om jeg stod meget, meget tidligt op for at gå ned og feje og rive om sommeren, inden jeg skulle i skole. Det var det fedeste i hele verden!

Var det noget, du selv fandt på, at du gerne ville arbejde?

– Min mor har altid sat en dyd i, at jeg fik lov at knokle. Jeg var en lorteunge, så jeg fik min straf, og så skulle jeg stavle brænde eller et eller andet. Det var lidt Emil fra Lønneberg-agtigt, men min mor har altid sat en dyd i, at hvis man ville have noget, så arbejdede man for det. Så jeg var ikke særlig gammel, da jeg begyndte. Det var lidt anderledes med mine to brødre, men jeg fik lov til at gå hen på vejen og spørge, om nogen havde brug for, at jeg ryddede sne for en 50'er eller ordnede deres have og sådan nogle ting.

– Og det er også, tror jeg, en af grundene til, at jeg er en ekstrem arbejdsnarkoman i dag. Jeg fik ikke ros i skolen, fordi jeg var ikke særlig god. Jeg var nok ikke verdens bedste skoleelev, og jeg syntes ikke, det var rart at være der. Frikvartererne og idræt var fantastiske, men mig og skolen hang ikke så godt sammen, jeg har meget adhd og havde svært ved at sidde stille.

– Men da jeg så kom ud på min avisrute eller arbejdede i køkkenet, fik jeg lige pludselig et klap på skulderen og ros, og det tændte virkelig noget i mig. Jeg fik også ros på fodboldbanen, men det var der jo mange, der højst sandsynligt gjorde, så da jeg lige pludselig fik den der individuelle ros, gav det mig virkelig et kick.

– Jeg fik også brugt masser af energi, og det var meget bedre end at skulle sidde og fokusere på en lærer, der talte om ting, som jeg ikke interesserede mig for. Det der med at komme ud og bruge en masse energi og få ros og få penge i hånden, det syntes jeg bare var ekstremt givende, og jeg synes det stadigvæk den dag i dag.

– Jeg husker, at jeg som 14-årig, tror jeg det var, fik mit første rigtige opvaskerjob på sådan en cowboyder-restaurant nede på Duodde hos Karina og Simon, som ejede den. Hun spurgte mig på første arbejdsdag, om jeg lige kunne blive lidt længere, og jeg sagde, at hun måtte ringe til min mor og spørge, men for mig var det fint.

– Det fik jeg lov til, og da jeg så senere på dagen kommer hjem, har Karina på min 20-minutters cykeltur ringet til min mor og fortalt, at jeg var virkelig dygtig til at arbejde og virkelig ihærdig, og jeg kan bare huske, at min mor sidder der med tårer i øjnene og siger, at ”Karina har lige ringet, og jeg er meget, meget stolt, Casper”. Det var ikke noget, man hørte særlig tit hjemme hos mig.

– Karina overtog senere Dueodde Familiecamping fra sin far, og når vi er hjemme på Bornholm, er vi gerne lige nede at sige hej og spise deres pizzabuffet, og så får jeg altid den samme historie om, at jeg var så dygtig, så dygtig. De ting har 100 procent været med til at forme min arbejdsmoral og mit arbejdsliv i dag. Man får ikke noget gratis, og hvis man er dygtig, får man ros.

Blev testet for adhd

Hvilket du ikke fik i skolen, fordi du var ufokuseret – eller lavede du også ballade?

– Altså, når man er Emil fra Lønneberg, så laver man selvfølgelig ballade, sådan noget, du ved, med at tænde for brandalarmen på skolen og give både de store og de små buksevand. Sådan nogle ting, som man måske har hørt historier om, at ens far og farfar gjorde. Og jeg kunne ikke finde ro i skolen og har aldrig syntes, det var sjovt at være der. Jeg kan stadig i dag ikke lave en brøk, og jeg ved ikke, hvordan jeg skal sætte komma og punktum rigtigt, og det interesserer mig heller ikke. Men for eksempel historie interesserede mig ekstremt meget, så der lyttede jeg meget, meget efter og syntes, det var sjovt.

Hvad med at læse?

– Jeg kan sagtens læse, og jeg kan sagtens skrive, og jeg kan sagtens gange, dividere og alle de der ting. Jeg står for al økonomi herinde og har været køkkenchef store steder i mange år, så jeg kan det sagtens, men det, der interesserer mig, bruger jeg min energi på, og det, der ikke interesserer mig, har jeg ingen interesse i at bruge tid på.

Kom på medicin

Casper var 18-19 år, inden han fik konstateret sin adhd.

– Tidligere var der jo ikke rigtig noget, der hed det. Der var sgu ikke nogen i min folkeskole, der snakkede om adhd eller add. Der var vi bare enten en lorteunge, der skulle rettes ind, eller også var man en god skoleelev.

Hvem fandt ud af, at du lige skulle have sådan en test?

– Det gjorde min mor, da jeg var de der 18-19 år. Hun syntes, der havde været for megen rumsteren og ballade generelt, når jeg for eksempel var i byen og sådan nogle ting, og jeg sagde okay, hvis det kan få dig til at få ro i maven, så lad os da gøre det.

Fik svaret nogle ting til at falde på plads for dig?

– Jeg tror, jeg synes, at der er mange, der bruger det som en undskyldning. Men jeg startede da på medicin, som jeg dog kun tog i to år, for jeg syntes ikke, at det var rart for mig. Der er nogen, der skal have det, men for mig fungerede det ikke. Jeg blev en tom skal, og jeg følte, at jeg stod inde i skallen og bankede på for at komme ud, men jeg kunne ikke komme ud.

– Til gengæld kunne jeg lige pludselig sætte mig ned og lave et budget. Det kan jeg også i dag, det tager bare længere tid, fordi jeg ikke synes, det er interessant. Jeg blev også mere rolig af medicinen, jeg blev en masse ting, men jeg var ikke Casper, og jeg havde ingen glæde. Jeg kunne gå til bussen tre gange kun for at gå hjem igen og tjekke, om jeg havde låst døren. Det havde jeg aldrig prøvet før. Så for mig var det ikke godt. Jeg var vant til at være en energibombe ad helvede til og glad og sprudlende. Og så droppede jeg medicinen.

Det var lige, da han havde mødt Heidi, som han nu er gift med, og efter en måned fortalte han hende, at de første 14 dage havde han været på medicin, men ikke de sidste 14 dage.

– Jeg spurgte, om hun havde bemærket nogen forskel? Nej, det havde hun ikke, så jeg sagde ”super, hvis du ikke kan mærke forskel, så gider jeg ikke tage den medicin”.

Casper Sobczyk i køkkenet på Restaurant Capa sammen med sin køkkenchef, Dorte Svendsen, som han har haft på sit hold i ni år.

Det er hårdt …

Hvordan fandt du ud af, at du skulle uddanne dig til kok?

– I 7. og 8. klasse kommer man ud og snuser lidt til de forskellige erhvervsskoler og gymnasier, og i den forbindelse kommer jeg på levnedsmiddelskole og synes, at det er meget sjovt. Jeg kan godt lide at spise, det har jeg altid kunnet, og på det tidspunkt arbejdede jeg jo på restauranter som opvasker, køkkendreng og whatever, men jeg var ikke kok, og det var ikke sådan, at jeg kiggede på kokkene og tænkte, ej fuck, hvor er de seje. Men jeg kunne godt lide miljøet derinde. Det er hurtigt, det er hårdt, det er kontant, det er militærisk på nogle punkter. Det passede rigtig godt til en knægt, der havde brug for nogle faste rammer og forhold.

– Og stadigvæk måtte man gerne være sig selv, for du må gerne være tosset i et køkken, så længe du bare gør det, du skal, og får din opgave færdig. Da vi så skulle ud af 9., skulle vi jo vælge en vej, og der ville jeg gerne i 10. klasse sammen med to af mine kammerater, men vi fik at vide af vores folkeskolelærer, at vi ikke alle tre fik lov at komme samme sted hen, ”for så splitter I skolen ad”, sagde han. Egentlig havde jeg ikke nogen interesse i at starte i 10. klasse, jeg ville bare gerne være sammen med mine venner, så jeg sagde ”det er fint, I vil gerne i 10. klasse, så hopper jeg på levnedsmiddel”. Og så startede jeg på levnedsmiddelskolen i Rønne.

– Og jeg syntes faktisk, det var rigtig sjovt at stå i køkkenet med for eksempel en rå gulerod og så lige pludselig lave en puré. Eller i det hele taget stå med en masse rå ting, og lige pludselig har du en suppe. Det var lige pludselig sjovt. Ikke at det skulle være flot og fancy og alle mulige ting, men at man stod med noget, der lige pludselig gjorde, at folk, der stod inde ved siden af, kom og smagte på det og sagde, ”det smager rigtig godt det her, det kan du godt finde ud af”.

– Igen syntes jeg, at det var ret sjovt, det her med at få ros, fordi man kan finde ud af det. Rosen har altid trigget mig. Måske fordi der ikke har været så meget i mine yngre år, haha, men rosen har altid ... Jeg tror, det er rosen, der ...

Den bliver et pejlemærke på, om man gør det rigtige?

– Ja! Og jeg kan godt li’ at gøre det rigtige. Jeg kan godt lide at være god til det, jeg gør. Og rosen er god.

Jeg blev høj af det

På et tidspunkt må du have tænkt, at du måske skulle gå kokkevejen?

– Jamen, min far har altid prædiket, at man skal have en uddannelse. Så er det næsten lige meget hvilken. Man skal bare være uddannet i noget, så går man ikke helt galt i livet. Og nu var jeg i branchen. Jeg var jo køkkendreng, og jeg var på levnedsmiddel, og der på levnedsmiddel kom jeg en måned til Finland som kok og syntes, at ”det er meget sjovt, det her”. Og så sagde min far, hvorfor går du ikke bare ud og søger lærepladser? Vi kørte rundt og søgte lærepladser, da jeg var de der cirka 15 år, og så fik jeg læreplads på Siemsens Gaard i Svaneke under Jens Ipsen.

Casper startede dog som køkkendreng det første år, fordi restauranten også lige havde ansat en anden elev, og der skulle være et års forskel, så de ikke begge to ville stoppe samtidig.

– Men jeg blev elev på papir året efter, og der var jeg hele min elevtid, altså tre og et halvt år, siger han.

Kunne du mærke, at det var det rigtige, du havde gang i der?

– Ja. Jeg blev høj af det og syntes, det var fedt at kunne nå mere end de andre. Og jeg syntes, det var fedt at få ansvar for et parti, som vi kalder det, hvor der er dem, der laver varm mad, der er nogen, der laver kold mad, der er nogen, der laver forretter, desserter og så videre. Jeg var også hurtig til opbakningen, altså alle de ting, der skal forberedes, inden man kan lave selve maden.

– Det, syntes jeg, var virkelig sjovt. Altså, at konkurrere med mig selv og få at vide af kokkene, at ”du er virkelig hurtig”. Finde ud af, at jeg er hurtigere end kokkene også. Det kunne godt være, at jeg ikke kunne stege en bøf eller et stykke fisk, fordi jeg aldrig havde prøvet det før, men jeg kunne ordne en kylling, udbene den og gøre den klar meget hurtigere end de andre.

– Og da jeg havde været der i fem måneder som køkkendreng, fik jeg ansvar på den måde, at jeg simpelthen fik fjernet en, der havde arbejdet der i mange år, så jeg overtog grøntsagspartiet. Det var en kæmpe cadeau, og jeg syntes, det var vildt fedt. Det syntes hende, der blev fjernet, godt nok ikke, så det gav mig lige en lidt hård periode. Og det forstår jeg jo godt, men det gav mig også kæmpe blod på tanden. Ekstremt! Og jeg syntes, det var vildt fedt at få lov til at prøve noget nyt og også begynde at stege grøntsagerne, stå for sovserne og den slags.

Så begyndte du at komme over på den side, hvor du også tilberedte mad?

– Nemlig. På det tidspunkt havde jeg kun fået lov at lave omeletter og lidt frokost, stege fiskefiletter, lave saltstegte sild til man næsten brækkede sig over det, så det var ret fedt. Og pludselig skulle vi også lave Michelin-mad, fordi der kom en ny kok til, og så begyndte vi at lave finere mad, sådan noget, som de lavede i København.

– Året efter staldte (jojo, han bruger skam den bornholmske udgave af ordet, red.) jeg op til Bornholms bedste kokkeelev og fik en tredjeplads, tror jeg. Og en andenplads året efter, og det syntes jeg også var ret sjovt. Dels at konkurrere, men også at finde ud af at mad kan være mere end noget, der smager godt, og som bare skal i maven.

– En plankebøf er jo det perfekte eksempel på noget der smager fantastisk, men måske ikke visuelt er det pæneste. En wokblanding af grøntsager, nudler og oksekød, som ikke ser særlig pæn ud, kan også smage himmelsk – men at mad også lige pludselig kan blive pænt, er vigtigt. Jeg havde jo lært at duft og smag er det vigtigste, men at synet lige pludselig også var en vigtig faktor, dét kunne jeg godt lide. At man spiser med øjnene, fantastisk oplevelse, og det har fulgt mig lige siden.

Du har det stadig sådan, at maden skal tage sig ud også?

– Ja, det kan komme an på, hvad man laver, men i mine restauranter skal maden rent visuelt være meget flot.

Jeg fik tæsk som aldrig før

Den 19. december 2009 blev Casper Sobczyk færdigudlært, og skulle han glemme den dato, kan han bare lige kigge ned på sin højre underarm, for der står datoen tatoveret blandt diverse tegninger af grøntsager.

– Det gælder også for mine ben, der er meget mad, siger han.

I løbet af læretiden boede han for sig selv i Svaneke lige ved siden af Siemsens Gaard, men straks, han var færdigudlært, rykkede han til København.

– Jeg havde faktisk lovet min mester at være klar til den kommende sommersæson, men kokken Gorm Wishwes mor var receptionist på Siemsens, og hun fortalte mig, at han manglede en kok i tre-fire måneder på en af sine restauranter. Så jeg pakkede en kuffert med underbukser, sokker, noget tøj, mine knive og min opskriftsbog og så af sti afsted. Restauranten lå i Snekkersten i Nordsjælland, ikke så langt fra hvor min rigtige far boede.

I månederne hos Gorm, arbejdede Casper, når han havde fri, gerne på andre københavnske restauranter og var også voluntør på den kendte restaurant Noma for at lære noget.

– Så da min tid hos Gorm var gået, havde jeg allerede fået tilbudt arbejde på Kastrup Strandpark, et hyggeligt sted ud til vandet, siger han.

– Og efter et par måneder købte jeg simpelthen en lejlighed her inde i byen. Jeg arbejdede der i halvandet år og mødte også min kone i den periode. Hun kendte nogen, der havde restaurant Fiskebaren i Kødbyen, som jeg ikke kendte, men hun spurgte, om jeg ikke ville prøve noget nyt, og det ville jeg da gerne – og jeg vidste ikke, hvad der ramte mig, da jeg kom derind.

Ja, hvad ramte dig?

– Det var et engelsk køkken, det var et hårdt køkken, det var det højeste niveau-køkken, jeg nogensinde har arbejdet i. Vi blev af New York Times udråbt som en af Europas fem bedste fiskerestauranter. Der fik jeg tæsk, som jeg aldrig har fået tæsk før. Det var en hård arbejdsplads, men det gav mig også hår på brystet og lærte mig, at jeg godt kunne være med på det niveau, så det var fedt.

Da han havde været der et års tid, ville hans kone gerne tilbage til Jylland og uddanne sig til ejendomsmægler, men ville han med?

– Så længe, der er en god restaurant, jeg kan arbejde på, og et stort nok fjernsyn, jeg kan se programmer på, når jeg har fri, så tager jeg gerne med, sagde jeg, og så flyttede vil til Jylland omkring 2011-12 og var der i tre år. Jeg arbejdede på en klassisk, fransk restaurant, hvilket jeg aldrig havde prøvet før, men det er det, mit hjerte banker for, siger han.

Det var også da, han begyndte at deltage i rigtig mange individuelle kokkekonkurrencer. Ligesom han også kom på kokkelandsholdet i 2012-14.

Fuldt hus i ny restaurant

I 2014-15 gik turen tilbage til København.

– Og så startede Rasmus Munk og jeg sammen med hans gamle elev den første Alchemist, siger han.

Den restaurant har siden 2020 haft to Michelin-stjerner, og Casper blev ikke medejer af den, fordi han og Heidi i stedet valgte at investere deres penge i et hus, men Casper fungerede som køkkenchef.

– Det var sindssygt og fantastisk, og jeg var der et års tid, men jeg fandt også ud af, at det ikke helt var min stil og type mad, jeg ville gerne noget andet. Jeg tror også, at det spillede ind, at vi var et trekløver, men det var Rasmus, der fik al anerkendelsen som ejer, så jeg ville ud at stå på egne ben.

Du ville også gerne ses?

– Ja, eller jeg ville i hvert fald gerne have anerkendelse for mit håndværk.

Noget ros, som du godt kan li’?

– Ja, jeg ville gerne ha’ noget ros. Og med al respekt for, hvad han har gjort dengang og siden, så var det ham, der fik al rosen, og os, der havde alt arbejdet. Sådan var det bare. Det var heller ikke helt min stil, men det var enormt spændende at lære af det, Rasmus kunne, og blande det med det, jeg selv kunne, og det bruger jeg stadig i dag. Hele den her storytelling om maden, og hvordan man kan tryllebinde gæsterne med den.

– Det havde jeg sgu aldrig interesseret mig for før, da skulle det bare være noget god mad, der også tog sig godt ud. Nu fortæller jeg for eksempel gerne, at jeg bruger ramsløg, fordi der er barndomsminder i det for mig, og så begynder gæsterne måske også at huske ting fra deres eget liv. Så Fiskebaren, Restaurant ET i Aarhus og Alchemist har formet mig og gjort mig til den kok, jeg er i dag. Storytelling, fransk klassisk velsmag, det visuelle – og så har jeg også fundet min egen gren, som har gjort mig til den, jeg er i dag.

Hvor ikke mindst hans opfindelse smørbøffen, som vi fortæller mere om i en anden artikel, har gjort ham så kendt, at den også sikrer, at der ofte er godt fyldt op på Restaurant Capa.

For slet ikke at tale om den helt nye restaurant med 120 siddepladser – Haps hedder den – som makkeren og han åbnede mandag den 3. februar.

Den ligger i kælderen under Capa, og da Tidende kiggede forbi på åbningsaftenen, var der fuldt hus, idet der ydermere er så mange bestillinger, at der tegner til at blive udsolgt i hele resten af februar til det særlige koncept, hvor man for en fast pris får tre-fire serveringer og – halløj! – fri bar i tre timer.

Casper Sobczyk foran sin restaurant med Rådhuspladsen i baggrunden.