– Planen er at genanvende så meget som muligt af den eksisterende bygningsmasse. Tagkonstruktionen på de bygninger er måske ikke den smukkeste, så vi tænker, at Arkitema (det tilknyttede arkitektfirma, red.) skal have lov til at slå nogle streger, forklarer Sine Åkerman.
Efter arbejdet ud til Svanekevej skal de ældre skolebygninger i flere etager renoveres. Sine Åkerman forventer, at de første boliger står klar til indflytning i starten af 2024.
– Vi stiler mod at indsende byggeansøgning til Byg den 1. juni 2022. Selve byggefasen, fra byggetilladelsen bliver givet og til der står indflytningsklare boliger, forventes at vare cirka 18 måneder. Den endelige og mere detaljerede tidsplan udarbejdes i forbindelse med projekteringen, udtaler hun i en pressemeddelelse.
Planen er at skabe 60 lejeboliger omgivet af både private, fælles og offentlige uderum i de eksisterende skolebygninger. I en senere fase ønsker de nye ejere at bygge nye boliger på sportspladsen ud til Borgmester Nielsens Vej.
Som en del af kontrakten har Bornholms Regionskommune indgået en aftale om at leje enkelte bygninger på Østre Skole, som kommunen allerede benytter. Lejemålet er tidsbegrænset til tre år som følge af reglerne på området. Bygningerne vil, som tilfældet er nu, huse dele af Center for Børn og Familie.