Et sympatisk og visionært projekt, men for et år siden begyndte de første tegn på stress at dukke op i økobondens opslag på facebook. I juni 2022 fortalte Jens Ovesen på facebook, hvordan han 'kæmpede en indædt kamp for at redde sine økologiske afgrøder fra at gå til i ukrudt'. I de følgende dage meldte tre frivillige sig til at hjælpe med at redde gulerødderne, og Marken Bornholm havde, da det gik bedst, op til 20 disponible frivillige at trække på.
Hverken frivillige eller forudbetalinger fra faste støtter og kunder har imidlertid været nok til at give projektet vinger. På facebook annoncerede Jens Ovesen onsdag, at alle forudbetalinger fra 2023 overføres til sæson 2024, og han giver også et indblik i, hvordan det er kommet dertil.
Jens Ovesen fortæller, at beslutningen om at stoppe med øjeblikkeligt varsel hverken skyldes pladsmangel, vandmangel, dårlig økonomi eller mangel på arbejdskraft. Det var stressen, der fik ham til at trække i håndbremsen.
– Det var min egen evne til ikke at kunne begrænse mig i alsidighed og sortiment. Desuden manglede der et godt fundament: planlægning, budgetstyring og god driftsledelse, skriver økobonden på facebook.
Luftkasteller indtil videre