Nyt samarbejde sender på kursus i stedet for på dagpenge

ERHVERV | Fredag 20. september 2024 • 19:00
ERHVERV | Fredag 20. september 2024 • 19:00

Et samarbejde mellem 3F Bornholm og Campus Bornholm skal sikre færre ledige, når virksomhederne har tynde ordrebøger og højsæsonen slutter.

Når højsæsonen slutter oplever flere virksomheder at ordrebøgerne bliver tyndere, og at dermed er brug for færre hænder. Derfor er en ny indsats sat i søen, der skal motivere arbejdsgiveren til at sende de ansatte på kursus i stedet for at fyre, når der er for mange hænder.

Kurset bliver nemlig betalt af kompetencefonden, og det har stor betydning på de bornholmske virksomheder, mener Michael Thorsen, der er medarbejder og tillids- repræsentant i virksomheden Beck på Bornholm.

– Det er helt sikkert, at hvis ikke vi havde haft mulighed for at tage på skole, så var mange blevet opsagt. Så det har været rigtig godt, at vi har kunnet tage tilbage på skolebænken, siger han i en pressemeddelelse.

Han har selv været på kursus flere gange, og han er glad for, at han har kunne beholde sit job og muligheden for at lære noget nyt.

– Det er rigtig godt. Jeg havde aldrig læst en bog, før jeg tog på skole. Nu har jeg læst seks. Det har været rigtig godt, siger Michael Thorsen, der også fortæller om kollegaer, der har udviklet deres kompetencer inden for særligt IT.

Muligheden for at holde på medarbejdere har været en stor hjælp hos virksomheden Beck. Det fortæller Bo Folkmann, som er senior production manager.

– Vi har desværre været ramt af produktionsnedgang den seneste tid og derfor har det været til stor gavn, at vi har kunnet fastholde flere medarbejdere, ved at sende dem afsted til Campus Bornholm, i stedet for at sende dem på gaden, siger Bo Folkmann i pressemeddelelsen.

Vil værne om de ansatte

Han fortæller videre, at fastholdelsen af medarbejderne er afgørende for en virksomhed som Beck, hvor erfaring og kendskab til maskinerne har stor betydning for produktionen.

– De medarbejdere vi har nu, er kernemedarbejdere med meget erfaring og kendskab til vores maskiner. Det tager tid, penge og energi at lære nye folk op. Man kan ikke bare komme ind fra gaden og betjene vores maskiner. Derfor vil vi meget gerne værne om de ansatte, vi har, og sikre dem i tider som disse, hvor produktionen er lav, siger Bo Folkmann.

Det er 3F og Campus Bornholm der står bag det nye tilbud. På Campus Bornholm oplever de et stort engagement og en lyst til at lære blandt kursisterne, der bliver sendt afsted af deres arbejdsplads i forbindelse med samarbejdet, og hos 3F håber man, at tiltaget kan holde flere på arbejdsmarkedet - også i de sløve perioder.

– Vi håber selvfølgelig, at vi kan få endnu flere virksomheder til at få øjnene op for denne mulighed. Det er jo en stor gevinst for både vores medlemmer og for virksomhederne, at vi kan fastholde medarbejderne i arbejde, særligt i tider hvor der ikke er lige så meget at lave. Vi hører jo meget om, at virksomhederne mangler arbejdskraft og ikke mindst kvalificeret arbejdskraft og med denne ordning har de muligheder for at fastholde den kvalificerede arbejdskraft, de allerede har, siger Anne Rustand fra 3F Bornholm.

Michael Thorsen er ikke i tvivl. Han tager gerne afsted på skolebænken igen.

– Jeg er klar på at komme afsted igen, særligt hvis det betyder, at mine kollegaer ikke får en fyreseddel, siger Michael Thorsen.



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT