Nygifte sørger for spektakel i Gudhjem - nu også om vinteren

Nygifte sørger for spektakel i Gudhjem - nu også om vinteren
Emilie Sonne Birket-Smith og Rasmus Østrup Nielsen står bag Burgeren i Brøddegade, og målet er at lave et spisested i Gudhjem, der har åbent hele vinteren. Hun er journalistuddannet, han har læst fysik og arbejdet som cykelbud og beskriver sig selv som madglad. Foto: Anette Vestergaard
ERHVERV | Søndag 1. oktober 2023 • 19:00
ERHVERV | Søndag 1. oktober 2023 • 19:00

Pernille Gettermann fra Spektakel sætter vintermotor på sin sommerforretning - som et forsøg.

"Her ser du Emilie og Rasmus! De er gift med hinanden og så skal de styre Burgeren igennem efteråret og vinteren", forlød det forleden med stor begejstring i et opslag på Gudhjems facebookside.

Det er Pernille Gettermann fra Spektakel-bar, der udbreder det glade budskab om den nye burgerjoint i Gudhjem, og hun vil gerne forklare lidt om baggrunden for det nye initiativ.

Gettermann åbnede Spektakel-bar som udendørsservering i Åbogade i 2017 og fik stor succes med at servere burgere og tapas om sommeren. Men som årene gik, fik burgeren vokseværk. Især efter den vandt prisen som Danmarks bedste burger for tre år siden.

– Burgeren fyldte for meget til sidst. Den blev en lidt for larmende og lugtende teenager, som åd al vores kapacitet. Jeg blev simpelthen træt af at have den boende hjemme. Så jeg flyttede den ned på Therns Hotel midt i juli, fortæller Pernille Gettermann.

Og det er så her, Rasmus Østrup Nielsen og Emilie Sonne Birket-Smith kommer ind i billedet. For historien om Burgeren handler også om kærlighed.

– Emilie er datter af en af vores gode venner, som blev syg i sommer, og da hun kom over for at tage sig af ham, blev hun forelsket i Rasmus, som dengang boede på Kobbegaard. De er nu blevet gift og er flyttet til Gudhjem, og de overtog Burgeren for 14 dage siden, fortæller Spektakel-ejeren.

Drømmer om retter med rand

Burgeren bliver som nævnt mere end bare burgere.

– Rasmus har en hed drøm om at lave rand-aftner, altså karamelrand, fiskerand og den slags. Alt med stivelse. Det går han og brygger på, siger Pernille Gettermann.

Derudover er der planer om at lave fællesspisning a la Provianten, men for et lidt yngre segment, med musik, mad, øl, drinks og hygge.

Skæve events vil også finde vej til Gudhjem, lover Pernille Gettermann.

– Rasmus har været cykelbud i mange år, og arbejder i øjeblikket på at genoplive DM for cykelbude og hive det til Bornholm sidste weekend i oktober.

Burgeren holder til i de lokaler, der sidste år dannede rammen om Laus Pasta. Der er plads til 50 personer, og rygerlounge i baggården, og der er allerede nu åbnet for tilgang af julefrokoster i december.


 

Gør hvad I vil

Det er ifølge Pernille Gettermann to friske og idérige unge mennesker, der skal stå for at udvikle og drive Burgeren. Men Spektakel-barens stifter kender området og ved på forhånd, at det ikke er jordens letteste opgave at køre en forretning i Gudhjem om vinteren. Især ikke, når der i forvejen ligger en burgerbar lidt længere oppe af hovedgaden.

– En ting er at leje et sted om sommeren, når der er fuldt smadder på. Det er sværere om vinteren. Så vi vil gøre noget mere end bare burgere. Jeg har sagt til Emilie og Rasmus, at de må gøre hvad fanden de vil, bare det er noget folk kan lide, siger Pernille Gettermann, der pendler mellem Gudhjem og Amager, hvor hun har mand og to døtre på 18 og 22.

Det ligger altså i kortene, at Burgeren er et eksperiment, og Pernille Gettermann ved fra sin fortid i erhvervslivet, at strategier ændrer sig.

– De (Rasmus og Emilie, red.) skal ikke spilde deres liv i en burgerbiks uden omsætning. Så længe der er noget at lave, kører vi på.

Burgeren har efter planen åbent om aftnen fra torsdag til søndag.




Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT