– Vi har ganske mange redskaber, som maskinerne skal kunne bruge. Sneplov, kost, tre forskellige græsklippere og pallegafler skal kunne skiftes så simpelt og hurtigt som muligt, siger Martin Rotvit.
Servicepartner
Det er virksomheden Stemas, der importerer Weidemann i Danmark, og den har i Flemming Kofod hos Munkedal Service en servicepartner på Bornholm. Han fik alle redskaberne med hjem og sørgede så for at tilpasse hydraulik og hurtigskift, så det fungerer upåklageligt.
– Det er ganske simpelt og tager ingen tid at skifte mellem kost og sneplov. Heller ikke for de medarbejdere, der ikke kører ret meget i læssemaskinerne. Samtidig er der et rigtig godt overblik, når vi kører med redskaberne, og maskinernes knækstyring gør dem nemme at manøvrere – også når der skal fejes på en godt fyldt parkeringsplads, siger lufthavnens driftsleder.
De to maskiner er både helt ens og lidt forskellige. Den ene har originalfarven rød, mens den anden er gul.
– Vi købte først en, og da den viste sig helt at leve op til forventningerne, købte vi en mere. Men på grund af strammere regler om gul farve på køretøjer, der kører tæt på landingsbane og forplads, fik vi den anden til at blive gul. Så nu har vi to nøjagtig ens maskiner, bortset fra at den ene er rød og den anden gul, siger Martin Rotvit.
De to hjullæssemaskiner har afløst noget ældre maskineri.