I det hele taget har FB Gruppen store forventninger til udviklingen af området omkring de nye boliger.
– I min verden er Tejn Havn et af de steder lige nu, hvor der er liv og mennesker hele året på Bornholm. Der er et godt foreningsliv og meget andet. Tejn Havn er et oplagt sted at bosætte sig, fordi der er meget at glæde sig til i området. Man kan købe fisk, der er mikrobryggeri, vinbar, badeanstalt, og der kommer en iscafé. Det er et sted i min verden, hvor der kommer til at ske rigtig mange ting. Det bliver et nyt hipt sted på Bornholm at købe en bolig, hvor man godt kan se sig selv bo i længere tid, har Stig Nørnberg tidligere udtalt til Tidende.
De nye havnehuse skal bestå af to typer af boliger. Der vil være en helt normal lejlighed i enten stueetagen eller på 1. sal med en dertilhørende flot udsigt over Østersøen. Lejlighederne vil være på omkring 75 kvadratmeter. Den anden slags bolig er en såkaldt dupleksbolig, der i grove træk er to lejligheder i én. En dupleksbolig er lejligheden i både stueetagen og 1. sal slået sammen.
Alt sammen ejerlejligheder og alt sammen fleksbolig.