Nye beboere er flyttet ind i Rådhuskiosken

Nye beboere er flyttet ind i Rådhuskiosken
Facaden har også fået en makeover. Foto: Jesper Dollerup Merved
ERHVERV | Onsdag 11. oktober 2023 • 15:30
ERHVERV | Onsdag 11. oktober 2023 • 15:30

Der er atter liv i den gamle rådhuskiosk på Snellemark i Rønne. GF Forsikring har overtaget lokalerne, og efter en større renovering er dørene slået op.

Rådhuskiosken i Rønne har fået nye beboere.

Det er GF Forsikring, der nu officielt er flyttet ind i lokalerne på Snellemark, efter at det i juni stod klart, at forsikringsselskabet ville overtage det tomme lejemål. Lokalerne har ikke været i brug siden vinbutikken Hos Thomas flyttede ud, men efter en større renovering, er der nu liv igen i den gamle rådhuskiosk.

– Det er blevet, som vi havde håbet på. Vi har mere plads, og vi har plads til en ekstra mand, når vi har fundet den rette. Vi har også fået mødelokale, hvor vi kan invitere vores medlemmer ind, så det er helt perfekt, siger forsikiringsrådgiver Kim Thorsen, der sammen med makkeren Bjørn Holm Petersen og assurandør Carsten Thue Munk har fundet sig til rette i de nye rammer.

Hvad er vigtigt, når man skal indrette en forsikringsbutik?

– Jamen, man skal ikke sidde for tæt sammen. Det skal gerne være sådan, at man som kunde føler, at det er lidt privat, når vi har folk inde eller taler i telefon. Nu behøver den ene af os ikke være stille imens, fortæller Kim Thorsen.

Tættere på konkurrenterne

GF Forsikring har været til stede på Bornholm i mere end 50 år, og de kommer fra noget mindre lokaler på Store Torvegade.

Ud over mere plads, så giver den nye placering ifølge Kim Thorsen mere synlighed, og så er det også meget smart at komme lidt tættere på nogle af konkurrenterne, forklarer han.

– Så hvis man ikke lige har fået det, man gerne vil have hos konkurrenterne, er der ikke så langt hen til os, siger han med et smil.

Lokalerne er stort set ikke til at kende fra tidligere, og der har også ligget et større arbejde bag renoveringen, fortæller Kim Thorsen, selvom han naturligvis overlod den del til mere kompetente kræfter.

– Der duftede blandt andet af lidt sjove ting, hvor spillehallen tidligere lå. Det er heldigvis væk nu, så nu er vi klar. Det er dejligt, siger forsikringsrådgiveren.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT