– I første omgang skal vi afsøge, hvad det er for et potentiale. Hvad er det for en type polske turister, der kommer til Danmark. Hvad er deres råderum, og hvilke oplevelser efterspørger de, siger direktør hos Destination Bornholm, Gitte Tvilling.
Her og nu mangler hun data for, hvordan det polske feriemarked ser ud på Bornholm i dag. Men der er hjælp at hente på den front, og det vil Gitte Tvilling gerne udnytte.
– Vi er medlemmer af et netværk, der har forskellige markedskonsulenter på området. VisitDanmark har konsulenter i Tyskland og andre lande, så det er der, jeg vil starte, siger hun.
Polferries direktør Piotr Redmerski har fortalt til Tidende, at hans rederi har kendskab til en million potentielle turister i det nordlige Polen og op mod seks millioner, hvis man kigger lidt længere væk; altså potentielle polske turister, der vil indtage Bornholm. De tal vil Destination Bornholm gerne høre lidt nærmere om.
– Det er interessant, hvad Polferries har af indsigt og grundlag for det her. Dem vil vi naturligvis gerne tale med. Samtidig vil jeg også tage fat i de kontakter, jeg har på Rønne Havn og høre, hvad de har af indsigt, vi kan bruge i Destination Bornholm, lyder det fra den stærkt begejstrede direktør.
Savnede gæster
Selvom der ikke foreligger konkrete tal for den polske turisme på Bornholm, er der alligevel et tegn på, at der er noget om snakken; altså hvad potentialet angår.
– Jeg har hørt fra flere af vores medlemmer, der har savnet de gæster, som tidligere har været her, men ikke kommer mere efter lukningen af ruten til Nexø, siger hun.
Her vil den kommende rute kunne åbne for at tiltrække en anden type turister end dem, der tidligere tog turen med lille færge Jantar til Nexø, som ikke sejler længere. For de kunne kun gå ombord, og sådan bliver det ikke med den nye rute.
– Det er et andet scenarie, vi kigger ind i forhold til, hvad vi tidligere har haft. For nu kommer der en større færge, som også kan have biler med, og det giver et nyt potentiale, siger Gitte Tvilling.