Parret flyttede til Bornholm for halvandet år siden, fordi de trængte til nye udfordringer, og da de første gang så baglokalet, hvor butikken nu er placeret, faldt de pladask for det. Også selvom der var en del, der skulle sættes i stand, da de overtog det.
– Det er et gammelt Carlsberg depot – deraf navnet Depotet. Bagefter har der været glarmestre og så tror jeg, det var en fritidsmekaniker, der havde en masse motorcykler, som han reparerede herinde. Så der var lidt, der skulle laves, siger Paal Andersen.
Depotet havde første åbningsdag lørdag. Foto: Jesper Dollerup Merved
Godt med nye eventyr
Parret er kommet til Bornholm fra Amager, hvor Mona Andersen havde sin egen helsekostbutik, og hun arbejder i dag også stadig ved siden af i en helsekostbutik i Rønne. Paal Andersen har derimod aldrig prøvet at stå i butik før, så det er helt nyt territorie.