Nu bliver sosu'erne hørt: 'Sådan gør vi arbejdet attraktivt'

Nu bliver sosu'erne hørt: 'Sådan gør vi arbejdet attraktivt'
Birte Olsen, Dorrit Knudsen, Annette Larsen og Charlotte Lind har kastet sig ind i kampen for at nedbringe det høje sygefravær blandt social- og sundhedsansatte i Bornholms Regionskommune. Foto: Jacob Jepsen
BAGGRUND | ERHVERV | Lørdag 29. januar 2022 • 10:30
Niels Ebdrup
Journalist
BAGGRUND | ERHVERV | Lørdag 29. januar 2022 • 10:30

I 2020 var der et alarmerende højt sygefravær blandt sosu-ansatte i Bornholms Regionskommune. Det er hverken godt for medarbejderne, fastholdelsen af de ansatte eller rekrutteringen af nye folk. Derfor har kommunen valgt at spørge den enkelte sosu, hvad der kan gøres ved problemet.


Der mangler social- og sundhedsfagligt personale på Bornholm. I det lys var det ikke rart at læse opgørelsen over 2020-sygefraværet blandt sosu'erne i Bornholms Regionskommune. Tallene sladrede nemlig om, at noget var galt her på øen: De social- og sundhedsfaglige i kommunen var væsentligt hyppigere syge, end tilfældet var blandt deres kollegaer i resten af Danmark. Det er ikke godt i en situation, hvor det er svært at rekruttere sosu'er. I disse år tæller hver en arbejdsdag – og det gælder om at fastholde de folk, der allerede er i branchen.

Derfor skal sygefraværet i kommunen nu bringes ned. Det skal ske ved, at den enkelte ansatte bliver hørt – for det er, når man går på gulvet, man mærker, hvor skoen trykker. Birte Olsen er til daglig social- og sundhedsassistent i hjemmeplejen i Team Hasle, og hun har som arbejdsmiljørepræsentant kastet sig helhjertet ind i kommunens initiativ.

– Der er masser af arbejde på Bornholm, men ikke folk nok. Sygefraværsprojektet går selvfølgelig ud på at få sygefraværet ned, men man kan også se det som et fastholdelsesprojekt. Folk skal være glade for at komme og arbejde i hjemmeplejen, så vi kan fastholde kollegaer og tiltrække nye. Til det hører gode rammer, siger Birte Olsen.

Vil gøre noget ved kommunikationen

Men hvordan man skaber de gode rammer – det er sosu'erne først lige gået i gang med at finde ud af. Der er imidlertid allerede gjort nogle erfaringer.

Dorrit Knudsen er social- og sundhedsassistent på Plejecenter Snorrebakken i Rønne, hvor hun især har med demente at gøre. Hos hende har de valgt at fokusere på, hvordan de kan undgå at blive nedslidt. Derfor har de planer om at træne forflytninger i faciliteter, der er er blevet lavet til formålet i Aakirkeby. Derudover er der nu kommet fokus på, hvordan bedre kommunikation på arbejdspladsen kan resultere i større trivsel blandt både ansatte og borgere.

– Tidligere trivselsanalyser har vist, at kommunikationen ikke var optimal hos os. Både blandt medarbejderne samt mellem ledelsen og medarbejderne. Vi lavede derfor en brainstorm i forhold til, hvad vi kunne gøre ved det.

– Vi kom frem til, at vi skal være opmærksomme på, at vores kommunikation hele tiden skal være retvisende. Ellers kan vi gå og sætte stemninger i værk, som ikke er hensigtsmæssige.

– Nogle i vores klientel kan gøre ting, der skaber splittelse blandt personalet. Det skal vi være klædt på til at håndtere. De kan godt sætte to personaler op mod hinanden, men med god kommunikation kan vi forhindre, at det sker. Vi skal undgå, at der opstår stemninger, som går ud over trivslen, og som i sidste ende også kan gå ud over borgerne, fordi de skal være i det, siger Dorrit Knudsen.

Finder selv problemer og løsninger

Center for Ældre i Bornholms Regionskommune rummer mange forskellige arbejdspladser, og det er ikke sikkert, at udfordringerne er de samme alle steder. Konsulent på sygefraværsprojektet, Charlotte Lind, fortæller, at både problemerne og løsningerne skal findes ude på den enkelte arbejdsplads.

– Hver eneste team har haft frihed til at finde ud af, hvad de syntes var vigtigt, og alle medarbejdere har bidraget med værdi til det, siger Charlotte Lind.

Finder et team en løsning, der viser sig at skabe trivsel eller nedbringe sygefraværet, kan det inspirere andre dele af Center for Ældre.

– Vi ser det som en måde, at afprøve en masse forskellige mulige løsninger. Virkede én ting i ét team, kan vi se, om vi ikke skal udbredde det til flere af teamsene. Men er der noget, der viser sig ikke at virke, så skal vi selvfølgelig ikke fortsætte med det, siger Charlotte Lind.

Fokus på den enkeltes personlighed

Ligesom hos Plejecenter Snorrebakken har de i hjemmeplejen i Team Hasle valgt at fokusere på de løft, der risikerer at nedslide personalet. Men derudover har de haft en temadag i Hasle Medborgerhus, hvor en erhvervspsykolog hjalp de enkelte medarbejdere med at sætte ord på, hvem de er som mennesker. Det fortæller Birte Olsen.

– I Hasle Medborgerhus snakkede vi om, hvor forskellige folk er. Man kan for eksempel være "den rationelle" eller "den emotionelle". Og så skulle vi finde ud af, hvem vi hver især var. Det var en øjenåbner for mange. For pludselig gav det mening, at en kollega taler om tingene på en bestemt måde.

– Når vi har den bevidsthed, kan vi måske også ændre vores arbejdskultur på baggrund af den. Men vi er klar over, at det ikke er noget, man gør på én dag, siger Birte Olsen.

Så hurtigt markant fald i sygefravær

Det så ellers i første omgang ud som om, der var meget hurtige resultater af kommunens initiativ. Det fortæller Annette Larsen, hjemmeplejeleder i Hjemmeplejen Hasle, Rønne, Tejn og Østermarie, som desuden sidder i ledelsen af Center for Ældre med ansvar for sygefravær.

– Vi kunne – med sæsonkorrektion – se, at der hurtigt var et markant fald i sygefraværet. Vi havde henover sommeren 2021 et fald på næsten to procentpoint. I juni var sygefraværet i Center for Ældre nede på 6,4 procent, og i juli var det nede på 6,1 procent. Året forinden var tallene 8,2 procent og 7,9 procent.

– Men i september var sygefraværet igen oppe på 9,7 procent, siger Annette Larsen, der gør opmærksom på, at tallene kan være påvirket af corona-situationen.

Uanset hvad er der fortsat kog i indsatsen for at få sosu'ernes sygefravær ned. Medarbejderne har været aktivt involveret siden marts 2021 og er fortsat i gang med at afprøve forskellige muligheder.

– Det her projekt går ud på at involvere medarbejderne. Jo mere involvering, jo flere nuancer kan vi få frem. Derfor har alle medarbejdere været involveret. Og har man et bidrag, skal man mærke, at der bliver taget imod det. Alle medarbejdere skal kunne nikke til projektet og sige: "Ja, det har jeg været en del af," siger Annette Larsen.

 


Højt sygefravær blandt sosu'er

Sygefraværet blandt social- og sundhedsansatte var i 2020 markant højere end blandt andre faggrupper, som er ansat i Bornholms Regionskommune.

De social- og sundhedsansattes fravær var på 20,9 dage om året. Til sammenligning havde det pædagogiske personale i daginstitutioner og skolefritidsordninger i gennemsnit 11,3 dages fravær. Og det gennemsnitlige sygefravær blandt alle kommunens ansatte var 13,2 dage om året.

I hele Danmark havde den gennemsnitlige social- og sundhedsansatte et sygefravær på 17 dage om året.



FÅ ABONNEMENT