Meyers bageri rammer Bornholm

NYHED | ABONNENT | 20. JUN 2022 • 05:30

Over et års planlægning har nu mundet ud i at kunderne på tankstationen Q8 i Rønne kan købe 100% økologisk brød og kage.

Det landskendte Meyers-brand er rykket til Bornholm i den forstand at tankstationen Q8 på havnen i Rønne, ligesom alle landets øvrige Q8-stationer, har skiftet hele sit sortiment ud med bagværk fra Meyers.

– Vi ser, at danskerne i høj grad efterspørger kvalitetsprodukter og økologi, og flere og flere interesserer sig for, hvad de spiser. Vi vil være det foretrukne stop på farten, og det kræver, at vi kan tilbyde høj kvalitet og muligheden for at tage et bevidst valg. Derfor er vi meget stolte over at kunne præsentere et nyt partnerskab med Meyers, hvor vi skifter hele vores sortiment af bagværk ud med økologiske varianter fra Meyers, siger Retail-direktør i Q8 Danmark, Helle Dahlgren Skov.

Et års udvikling
Indtil videre er der skiftet sortiment i over 80 ud af 107 Q8 stationer i Danmark, og en af dem er altså den i Rønne. Det økologiske bagværk er fortsat i den kategori der kaldes bake-off, altså produkter der blot skal bages færdigt på tankstationen.

– Vi har hen over et år sammen med Meyers udviklet produkter til vores butikker, og det er så dem der nu er lanceret, fortæller Marie Sheye Lund, der er kommunikationschef hos Q8.

Og selvom det er for tidligt at sige hvordan reaktionerne har været på Bornholm, så er konceptet blevet rigtig godt modtaget andre steder i landet.

– Kigger vi på de første par weekender havde vi rekordsalg på de stationer der startede med det. Weekender er jo store morgenbrødsdage, hvor vi virkelige ser at der bliver hentet morgenbrød til den store medalje, og selvom der jo også er noget der hedder nyhedens interesse, så viser det os også, at det er et produkt som folk rigtig gerne vil købe hos os, mener Marie Lund.

Bliver det dyrere at købe brød og kager hos jer under det nye koncept?

– Ja priserne stiger lidt. Vores gamle sortiment havde ikke helt fulgt prisudviklingen, men ser vi på forholdet til vores konkurrenter på markedet, så er vi ikke dyrere end dem, siger Marie Lund.