Mexicansk jul i Nexico

Mexicansk jul i Nexico
Fotos: Anette Vestergaard
NYHED | ABONNENT | 24. NOV 2022 • 05:30
NYHED | ABONNENT
24. NOV 2022 • 05:30

Feliz navidad: Paloma er en ny restaurant på Nexø havn, hvor man som det eneste sted på Bornholm serverer sydamerikansk inspireret mad og drinks. Herunder selvfølgelig også en flæskestegssandwich a la Nexico.

Julen er kommet til Nexico - undskyld Nexø – og Palomas bidrag falder lige præcis sammen med, at julemarkedet åbner på næste fredag.

I sommer åbnede Pia Bajlum en mexicansk restaurant, Paloma, på en central plads på havnen. Nyere bornholmere vil genkende stedet som det tidligere Fiku-Miku, mens ældre bornholmere vil huske stedet som fiskebutikken Forellen.

Restauranten slog dørene op den 1. juli og har ifølge ejeren allerede haft 'bragende succes' med at servere mexicansk mad, der typisk er lidt mere spicy end vi er vant til på de hjemlige breddegrader.

– Folk kom helt fra Rønne, Allinge og Gudhjem, siger Pia Bajlum, der i fem år har været forpagter på Strandhotellet i Sandvig sammen med sin mand, Kasper Bajlum Müller.

Her er der også travlt i højsæsonen.

Så hvorfor åbne mexicansk restaurant i den anden ende af øen?

– Jamen jeg hørte, at stedet var til salg. Og jeg har altid syntes, at bygningen her var interessant. Placeringen midt på havnen, med vand til begge sider. Det er det perfekte hænge-ud-sted om sommeren. Her er plads og udsigt, og lyset falder sindssygt flot om aftenen, siger Pia Bajlum.

Pia Bajlum har lavet specielt julepynt.

Julepynt med et twist

I disse dage er Pia Bajlum imidlertid ved at fremelske helt nye toner på kajen. Smagen af mexicansk jul.

Menuen er varieret. En sydamerikansk version af en flæskestegssandwichen beskrives eksempelvis sådan her: Chicharron med svinebryst, svær, chinichurri, spidskål, syltede løg og Paloma-mayo. Chili con carne serveres i en lille skål med chipotle, tomat, forskellige bønner og

chunks af oksetværreb.

Om aftenen kan man bygge sine egne tortillas. Der er bønner og guacamole til bunden, kød eller ceviche som fyld og top med pico de gallo, mangosalsa eller rødløg. Bordbestilling kræves.

Til den søde side sælger Paloma churros, som mange vil kende fra Tivolis julemarked, og dertil kan man ifølge Pia Bajlum nyde en juleøl, bingo gringo, paloma drinks eller 'megagod kaffe' fra Copenhagen Coffee Lab.

Og så er der også lidt hjemmedesignet mexicansk julepynt. Pia Bajlum er grafisk designer, og kunne ikke modstå fristelsen til at lave en serie juleklip med koryfæer som Frida Kahlo, Prince og Mogens Glistrup, blandt mange andre.

Julemarkedet og Paloma har åbent fredag, lørdag og søndag fra 2. december og frem til jul.