Madvogn opgraderer til café

Til påske rykker Maries Madvogn i ly for blæsevejret, når forretningen bliver til en café på Nexø Havn.
I 2022 købte Marie Petersen en madvogn, og i godt et års tid har man kunnet købe frisksmurte sandwiches, salater og juice fra madvognen, der har haft sin primære plads på Nexø Havn.
Men nu rykker hun biksen helt indenfor og laver en café med siddepladser. Men hun bliver på Nexø Havn, når hun den 1. marts overtager de lokaler, der tidligere har huset restauranten R60.
– Da jeg blev selvstændig, valgte jeg at gå med foodtrucken, fordi det var det, jeg havde råd til. Det var hurtigt og nemt at komme i gang med, og man kan stå der meget selv. Men fra starten var det med tanke på at få mit eget sted, hvor køkken og salgssted er samlet, og så har jeg længe gerne villet finde nogle lokaler, så jeg ikke var så afhængig af vind og vejr, og så jeg har mulighed for at køre det mere på helårsbasis, fortæller Marie Petersen.
For det er svært at få en udendørs madvogn til at køre i vintermånederne, og derfor har hun også i januar og februar arbejdet andetsteds for at spare sammen til lokalerne.
Hårdt og lærerigt
Set i bakspejlet var det en god idé at starte i det stille med en madvogn, fortæller Marie Petersen.
– Det har været hårdt, godt og lærerigt. Jeg er virkelig glad for, at jeg har taget det år i vognen og har fået opbygget en kundedreds, som jeg kan hive med over i lokalerne.
Grundkonceptet i cafeen bliver det samme med sandwiches og salater, fortæller hun, dog med nogle tilføjelser.
– Jeg vil gerne gøre det til et sted, hvor folk kan komme ned om aftenen og hygge sig og drikke en øl og et glas vin. Jeg vil gerne kunne tilbyde noget, der er mere aftenvenligt, men hvad det helt præcist bliver, ved jeg ikke endnu. Det skal jeg teste mig frem til.
Hun overtager lokalerne den 1. marts og regner med at kunne åbne den 1. april til påske. Den mellemliggende måned skal bruges på at male, færdiggøre og indkøbe det manglende inventar.
– Jeg har købt al inventaret af den tidligere ejer. Men der er ingen ovn, og jeg vil gerne have lavet nogle ændringer. Og der skal males og bruges nogle flere stole, og der er intet service. Så der skal investeres i nogle ting, siger hun.
Vognen fortsætter
Selvom Maries Madvogn primært har holdt til på havnen i Nexø, har hun også været med på Wonderfestiwall, Folkemødet og private arrangementer i løbet af året.
Og det er heller ikke meningen, at vognen skal pensioneres, når Marie Petersen rykker forretningen indendørs.
– Jeg tænker, at vognen skal ned på havnen i de gode sommermåneder igen.
Cafeen åbner efter planen til april under samme navn som madvognen, nemlig 'Maries'.
Der er inge grund til at forvirre det kundeklientel, du har fået bygget op?
– Nej, lige præcis!
NYT JOB
MEST LÆSTE
Totalrenovering på plads
Lad læretid tælle som fuldtidsarbejde

Te betronijns
Når man får noget ‘te betronijn(s)’, så får man det på kredit. I Bornholmsk Ordbog illustreres udtrykket blandt andet med følgende citat: ‘Hajn ræstar ju ejnhillu alt, så vi torr væl foie lâ’jn få mera te betronijngs’.
OM BORNHOLMS TIDENDE
LÆS AVISEN DIGITALT
Læs avisen på din computer
Download app til Apple
Download app til Android
Ansvarshavende chefredaktør: Kristoffer Gravgaard.
Bornholms Tidende, Nørregade 11-19, 3700 Rønne.
Hovednummer: 56903000. Redaktion: 56903081. CVR nr: 35244115
© Bornholms Tidende Tekst, grafik, billeder, video, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. Bornholms Tidende forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indhold med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11b og DSM-direktivets artikel 4".
Generelle handelsbetingelser | Cookie- og Privatlivspolitik | Cookiedeklaration