Danmarks Naturfredningsforening og Foreningen Bornholm er også optaget af sagen og har indsendt et fælles høringssvar mod det kommuneplantillæg, der skal vedtages samtidig med lokalplan 153.
Høringssvaret forholder sig til kommuneplantillæggets indvirkning på blandt andet natur, landskab og friluftsliv.
Området ved Langebjerg er udpeget til potentiel økologisk forbindelse på Det Grønne Danmarkskort, og skal så vidt muligt friholdes for ny bebyggelse, tekniske anlæg og anden anvendelse, der kan forringe mulighederne for at etablere nye naturområder og sammenhænge mellem eksisterende naturområder.
Den intention er ikke forenelig med udstykning af 11 nye sommerhuse, påpeger de to foreninger.
"Naturen kan aldrig få de samme muligheder i et sommerhusområde som på et åbent naturareal. Det forekommer os usandsynligt, at område på 1,7 hektar med 11 store sommerhuse med terrasser, carporte på op til 30 m2, med læhegn og grillovne og parasoller mv. ikke vil have væsentlige forringelser for spredningen og ikke påvirke den omliggende natur, herunder særligt bevoksningen op til det fredede Langebjerg", lyder det i indsigelsen.