Investor køber kendt butik i Rønne – kok skal stå for driften

Investor køber kendt butik i Rønne – kok skal stå for driften
Mona Hounsgaard, Jørn-Ole Kofod, Mathias Sørensen og erhvervsmægler Steffen Lorentzen. Foto: Bornholms Erhvervsmægler
NYHED | 25. OKT 2024 • 18:23
NYHED
25. OKT 2024 • 18:23
Holger Larsen
Journalist

Fiskebutikken på Rønne Havn får ny ejer ved månedsskiftet.

Mathias Sejer Sørensen overtager driften af fiskebutikken Laksen på Øernes Kaj i Rønne.

Det oplyser Bornholms Erhvervsmægler ved Martin Kofoed og Steffen Lorentzen, der har stået for salget.

Der har været fiskeforretning på stedet siden 1966, hvor Poul Jørgensen åbnede.

Mona og Jørn Ole Hounsgaard har ejet forretningen siden 1999. De takker af efter 25 gode år med salg af frisk fisk og specialiteter, men vil hjælpe den nye fiskemand med oplæring og videregivelse af deres store erfaring i forretningen.

Mona og Jørn-Ole Hounsgaard har sidste åbningsdag torsdag den 31. oktober. 

Investor ovrefra

En investor ovrefra, der i forvejen har aktier i Hotel Siemsens Gaard og en række andre øverste-hylde-projekter på Bornholm, står bag købet af fiskeforretningen.

Det er den 49-årige iværksætter Johan Juncker, som dermed sætter penge i et nyt projekt i Rønne, hvor han i forvejen ejer den gamle amtsforvaltergård på havnen. Driften lægges i hænderne på gourmetkokken Mathias Sejer Sørensen fra Restaurant Njord i Svaneke.

– Jeg har købt fiskeforretningen, fordi jeg kan jeg se synergien med Siemsen dernede. Mathias kan få lavet en lækker fiskebutik ud af det. Det er ham, der skal styre den. Han er helt vild med det faktisk, siger Johan Juncker, der i 2021 overtog Hotel Siemsens Gaard sammen med August Lund og Mathias Sejer Sørensen.

Terrasse med udsigt

Fiskehandlen skifter allerede den 1. november navn til Bornholm Fiskehandel og Delikatesse og åbner fem dage efter, onsdag den 6. november. I første omgang med bornholmske delikatesser og fisk, men om kort tid også med en tilføjelse i form af en ny stor træterrasse ud mod havnen. Her vil man i fremtiden kunne indtage en let ret a la Fish & Chips, når vejret er til det.

– Vi fjerner de røde fiskekasser, der står der nu, og laver en terrasse, så du kan sidde der og nyde et glas vin og kigge ud over vandet. Det har vi fået tilladelse til af Rønne Havn, som ejer arealet. Vi får formentlig også mulighed for at bygge til, men det har vi ikke taget stilling til endnu, siger Johan Juncker.

Han er varsom med at fare for hurtigt frem med nye tiltag.

– Vi kører videre som det er nu. Vi vil gerne se, hvordan det fungerer, inden vi laver om. Det kan jo være, der er nogle tanker som ikke giver mening, som det er nu, men som giver mening, når Mathias står dernede selv. Så vi bruger de næste to måneder til at finde ud af hvad der fungerer og ikke fungerer. Og så holder vi lukket i januar, ligesom Jørn Ole og Mona altid har gjort, og laver det, der skal laves.

Der er også planer om at gøre udendørsområdet mere elegant, siger fiskebutikkens nye ejer.

– Vi prøver at lave noget lækkert dernede, lover Johan Juncker.

– Både inde og ude.

Hos Bornholms Erhvervsmægler glæder man siger over, at fiskeforretningen bare er en af seks gode erhvervshandler i oktober, oplyser Martin Kofoed.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT