– Det er ligesom i politik: "Der pågår forhandlinger".
Sådan afslutter Ellen Grønnegaard sin kommentar til historien om, at den nye Min Købmand i Nyker er blevet forsinket grundet uenighed om huslejen mellem Dagrofa, der skal stå for driften, og Brødfabrikken, der ejer bygningerne, hvor købmanden flytter ind.
Ellen Grønnegaard er medlem af den nystiftede bestyrelse i Nyker Købmand ApS og udpeget som direktør, og hun valgte at gå til tastaturet for at opklare eventuelle misforståelser.
– Vi er i et positivt forløb, hvor det der forsinker os er, om vi kan lave en butik på 430 m2 i stedet for de tilbudte 230 m2, som Brødfabrikken har tilbudt fra start. Dagrofa har et ønske om flere m2, og den forhandling vedrørende pris, renovering mm håber vi snart er på plads, skriver Ellen Grønnegaard.