Kendt ejendom på Allinge Havn solgt

Kendt ejendom på Allinge Havn solgt
Fra venstre Martin Kofoed fra Bornholms Erhvervsmægler, køber Michael Haargaard og sælger Carsten Grønning. Pressefoto
ERHVERV | Onsdag 18. oktober 2023 • 12:57
ERHVERV | Onsdag 18. oktober 2023 • 12:57

Der er ny ejer af ejendommen på Allinge Havn, hvor Ølstauan blandt andet holder til. Restauranten fortsætter dog som hidtil.

Den kombinerede erhvervs- og boligejendom på Allinge Havn, der huser Restaurant Ølstauan, er blevet solgt.

Rønne Ejendomshandel oplyser i en pressemeddelelse, at det er Michael Haargaard, der har købt ejendommen af Carsten Grønning.

Ejendommen har været til salg i et stykke tid, og salget får som tidligere beskrevet i Tidende ikke nogen betydning for Ølstauan, der fortsætter i restuaranten på Allinge Havn. Det understregede parret Kim og Åse Pedersen allerede, da ejendommen blev sat til salg i slutningen af 2022. Her var der nemlig opstået en masse spørgsmål om Ølstauans fremtid.

"Nej med nej på. Ølstauan er ikke til salg. Og Ølstauan lukker ikke. Det er ejendommen, som er til salg", lød det dengang på facebook fra restauratørparret.

Rønne Ejendomshandel understreger da også, at Ølstauan fortsat vil være at finde i ejendommen.

"Ølstauan drives med passion for lokalt brygget specialøl og dertil hørende retter af parret Kim og Åse Pedersen, som også vil være at finde i restauranten fremadrettet", lyder det i meddelelsen til pressen.

Udover Ølstauan, der er placeret i bygningens stueplan, er der to boliglejemål på 1. og 2. sal i ejendommen.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT