Kan løfte 5.000 ton: Kranskib er klar til at flytte vindmølledele

Kan løfte 5.000 ton: Kranskib er klar til at flytte vindmølledele
Kranskibet Orion skal sejle tonstunge vindmølledele til havvindmølleparken Arcadis Ost 1 ved Rügen. Foto: Presse-fotos.dk
ERHVERV | RØNNE | Søndag 29. maj 2022 • 13:30
Henrik Nielsen
Journalist
ERHVERV | RØNNE | Søndag 29. maj 2022 • 13:30

Orion skal sejle vindmøllerør fra Rønne Havn til en havvindmøllepark ved Rügen.


Det belgiske kranskib Orion er ankommet til Rønne, hvorfra det skal transportere de kæmpe rør til vindmøller, som ligger i Sydhavnen. De skal ud til havvindmølleparken Arcadis Ost 1 nordøst for Rügen.

Orion er bygget i 2019. Det er 216,5 meter langt, 45 meter bredt og har en dybgang på 16,8 meter. Det er en af årsagerne til, at Rønne Havn er blevet valgt som udskibningshavn.

– Vores nye skib, der skal transportere fundamenterne til etableringsstedet, er meget stort, og det kan slet ikke være i alle havne. Derudover har vi brug for en vis vanddybde, har projektchef Mathieu Holvoet tidligere fortalt til Tidende.


Orion er bygget i 2019, så både skibet og udstyret ombord er nyt. Foto: Presse-fotos.dk

Med en længde på 110 meter, en diameter på 10 meter og en vægt på 2.000 ton kræver det et særligt skib at håndtere vindmøllerørene, og det er Orion. Skibets primære kran har således en kapacitet på 5.000 ton.

Mathieu Holvoet har forklaret, at fordi skibet har en større kran og større kapacitet til at bygge og installere fundamenterne, så kan selve vindmøllerne også blive større.

– Skibet og udstyret er nyt. Alt er nyt, har han tidligere sagt.

Orion har følgeskab af Bear, som er et kombineret forsynings, slæbe- og brandbekæmpelsesfartøj.



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT