Lønforhandlingerne gået i hårdknude
Arbejdsnedlæggelsen skyldes, at forhandlingerne om en ny lokalaftale mellem Jensen Denmark og metalarbejderne samt de ufaglærte er gået i hårdknude.
Konkret drejer uenigheden sig om, hvordan man i lokalaftalen sikrer reallønnen, hvilket vil sige, at lønnen skal stige lige så meget som prisudviklingen. I den nye overenskomst er der sikret en lønstigning på fire procent over de to år, men det indhenter i sig selv ikke den tabte realløn, som prisstigningerne i 2022 forårsagede. Der er derfor lagt op til, at det skal sikres lokalt hos virksomhederne, og det er altså her, at konflikten hos Jensen Denmark er opstået.
Derudover skulle medarbejderne hos Jensen ifølge Tidendes oplysninger mene, at virksomheden har været tilbageholdende med lønnen særligt under corona, hvor medarbejderne strakte sig langt for, at virksomheden skulle klare sig så smertefrit som muligt. Og nu hvor corona er overstået, og omsætningen er steget markant hos Jensen, føler medarbejderne ikke, at de får noget igen for den indsats.
Allerede onsdag i sidste uge skulle medarbejderne mødes og debattere den mulige arbejdsnedlæggelse, men mødet blev udskudt til mandag af, hvad der blev kaldt strategiske årsager. Timingen for arbejdsnedlæggelsen falder da også sammen med, at Jensen Denmark eftersigende mandag og tirsdag har besøg af den øverste ledelse i Jensen-Group, hvor de bliver vist rundt på fabrikkerne på Bornholm.