Kunst- og kulturhistorisk råd behandlede syv ansøgninger.
Der blev bevilget penge til fem projekter, da regionskommunens kunst- og kulturhistoriske råd holdt møde.
Natur Bornholm modtager på vegne af initiativgruppen for Grøn Dannelse 20.000 kroner til at gennemføre konferencen "Grøn Dannelse – inspiration til undervisning" i januar.
Kunsthistoriker Susanne Wenningsted-Torgard får 15.000 kroner til bogen "Bio, Banker, og Boghandlere – da Rønne blev moderne. Huse omkring Store Torv, Rønne", som beskriver syv markante bygninger opført omkring torvet.
Samme beløb modtager Beast i Østermarie til at arrangere møder mellem professionelle kunstnere fra hele verden og lokalbefolkningen.
Sol Nexøs udstillingsprogram får også 15.000 kroner til filmprogrammet "Vintersol" i Svaneke og fire soloudstillinger på havnen i Nexø.
Endelig er der 5.000 kroner til illustrator Franz Bomberg og tekstilkunstner Debbie Kathrine Sørensen, som for tiden udstiller på Svanekegaarden, hvor de vil lave fire workshops.
Til gengæld gav kunst- og kulturhistorisk råd afslag til Sol Nexøs planlagte pop-up medlemsudstilling under Bornholms Julemarked og til Bornholms Kulturuges kulturaktiviteter for unge i Dams Gård.